Spørgsmålet om flygtninge

Problemet er ikke flygtningene, men dem der skaber flygtningestrømmene

Det måske mest brændende spørgsmål i verden i dag er spørgsmålet om flygtninge. Mange millioner menneskers lidelser er genstand for intens opmærksomhed, og populister spinner politisk guld på spørgsmålet. De vinder gehør og magt som måske aldrig før i stort set alle samfund.

Men lad os se problemet fra denne vinkel:

Er problemet de nødstedte, eller er problemet dem, der skaber nøden:

Statsledere, militærfolk og civile borgere, der starter, støtter og vedligeholder krigen i ord eller gerning?

Er problemet ofrene, eller er problemet de, der skaber krigens og nødens mange ofre? Er ved drab problemet den dræbte eller drabsmanden?

Hvis vi fastholder, at problemet er ofrene, flygtningene, og nægter dem asyl og beskyttelse, så er det at føje spot til skade og dobbelt uret.

Hvis vi fastholder og låner øren til krigsopviglerne og giver dem magt som de har agt, så bliver vi medskyldige i krigens katastrofer og medskabere af de flygtningestrømme og de flygtninge som nu foragtes så meget og som er uønskede i vores samfund.

Vi kalder os i Danmark et kristent land. Og mange vestlige lande bygger på den kristne arv og lære.

Nu, så hør hvad Kristus siger i sin tale i Vandrer mod Lyset:

'Ja, hør mig, I mennesker, oplad jeres øren og vær ikke mine ord overhørige! Thi jeg siger: intet er så ondt og syndigt som mord og drab; intet er så ødelæggende for jeres fremgang som de hærgende og vanærende krige, der udfægtes imellem jer indbyrdes'.

Og videre:

'Vogt jer for mord og drab...vogt jer for ufred, krig og fjendskab'.

(Her gengivet i let bearbejdet form).

Grunden til at han så kraftigt advarer os mod krig og drab er, at alt hvad der sås af krig, nød og elendighed nu - deriblandt de mange millioner flygtninges lidelser - skal høstes senere af de ansvarlige.

Hvem tør rettelig så denne sæd og høste dens bitre frugter sten for sten, liv for liv?

Advarslen lyser derfor ikke for hans eller for Guds skyld, men for vores egen.

Nej, problemet er ikke de nødstedte, flygtningene, men dem der skaber krig, død, lidelser og forfølgelser. 

Og alle lande der kalder sig kristne bør som en selvfølge søge at afbøde noget af den lidelse, krigen og fattigdommen skaber, ved at give beskyttelse og asyl til krigens ofre, og i hvert fald ikke selv skabe denne lidelse ved krig og vold og økonomisk udpining af ulykkelige.

Ellers vil Kristi ord stadig lyde forgæves og sættes i skygge - for og af kristne.

Min tanke er, at krig ikke bør forekomme overhovedet, og hvis man iklæder argumenter for krig en religiøs dragt, gør man sig skyldig i en alvorlig blasfemi.

Men sker det forfærdelige alligevel - og det gør det alt for tit - så er det en etisk pligt at give beskyttelse og asyl til ofrene i lande, hvor der er fred, idet - som jeg før har sagt - vi bør behandle nødstedte som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres situation.

Dette bør vi gøre, så vi selv kan høste barmhjertighedens gode frugter, hvis vi engang selv skulle komme i den ulykkelige situation at være nødt til at flygte fra krig, kaos og fattigdom. 'Som du sår, skal du høste!'

Og dette burde i det mindste være indlysende for kristne, der bekender kærlighedsbudet: 'Elsk din næste som dig selv!'