Gå videre til hovedindholdet

Den politiske cirkel

I den traditionelle politiske tænkning og forståelse opdeler man normalt de politiske partier på en højre-venstre linje eller skala, altså en ret linje fra det yderste venstre til det yderste højre.

Måske er det mere retvisende at se det politiske spektrum som en cirkel:

Fra midterpartierne og udad mod fløjene drejer ideologien og politikken ind mod hinanden og samles på yderfløjene i et fællespunkt for det yderste højre og venstre.

Dette fællespunkt er totalitarismen.

Men også før fløjene mødes her, udad eller ind mod hinanden i cirklen, optræder der lighedspunkter eller analoge fænomener så respekten for frihed og mennesker gradvist aftager i drejningen ind mod hinanden.

'Systemets' eller herskerens vigtighed tiltager rundt på begge fløje ind mod totatilarismens fællespunkt, og borgerens værdighed og respekten for borgeren aftager i samme bevægelse 'udad' eller rettere rundt i spektret.

Andre analoge fænomener for bevægelsen rundt i cirklen er højre- og venstrepopulismen:

Højrepopulismens nationalkonservative Utopia (Utopia; ordret: stedet som ikke er) i en dansk kontekst skulle være velkendt.

Venstrepopulismen forstår jeg som det man kalder 'den politiske korrekthed' og som udmærker sig ved en politisk omklamring af 'de fremmede' med en kerne af den samme menneskeforagt man også finder på 'det yderste højre' blot forklædt, kombineret med en økonomisk ekstravagance for offentlige midler, groft sagt en gavmildhed med andres penge.

Og begge 'fløje' køber sine stemmer og sin indflydelse dels (igen i en dansk kontekst) hos de ældre (de nationalkonservative), dels hos fattige og marginaliserede (det 'yderste' venstre).

Sådan nærmer den røde og den brune fascisme sig til hinanden rundt i den politiske cirkel, og jeg tror det er rigtigt at sige, at begge systemer ikke fungerer og at den i begge systemer indbyggede undertrykkelse af frihed og udtalte menneskeforagt dømmer dem begge til en plads på historiens politiske losseplads.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere