erkendelsesdigt

Når vi hører en løgn og tror den, er det som at sænke et glødende jern i vand; det koger og bruser og vi får ikke ro.

Når vi hører en sandhed og tror den, er det som når en blomst lukker sig om sin støvdrager ved aften; blomsten går til ro og intet er mere naturligt

Løgnens og vildfarelsens oprørte vande spejler lyset brudt eller slet ikke; sandhedens rolige spejl gengiver lys, skov, menneske, livet selv

Tanken flyder i en verden der flyder
Når vi vil forstå udhæver sig tanken
Fra fænomenet, fra objektet, det vi vil forstå
Det er Kants adskillelse mellem subjekt og objekt
Det erkendende subjekt overfor det erkendte objekt
Subjektet overfor tingen i sig selv
Og tingen for os

Når tanken således sig udhæver, ophæver
Ser vi objektet fra alle sider
Vi søger at forstå, danne billede, optage

Når vi har dannet et billede, en forståelse
Indsynker billedet i tanken
Det er Hegels identitet mellem subjekt og objekt
Sammensmeltning, enhed

Kant og Hegels to led i erkendelsen:
Adskillelse ved betragtning og forening ved dommen eller billedet eller optagelsen

Hvis billedet er ufuldstændigt eller fejlagtigt er det som en torn, en kantet sten i tanken
Det skurrer og giver ikke ro
Tornen, stenen stinger tanken
Vi søger da påny i søgen efter ro

Når billedet er fuldstændigt og dækkende
Er det som en havsleben sten, rund, ædel
Det giver ro og ny fylde
Vi har forstået, dannet identitet og enhed mellem os og tingen, verden, fænomenet, objektet,
billedet indsynker i tanken i ro

På ufred kender vi løgnen
På ro og fylde kender vi det sande