Gå videre til hovedindholdet

Teologiens Novum Organum

Ligesom Francis Bacon i 15-1600-tallet formulerede det naturvidenskabelige projekt, har teologien - i 1920 - fået sit Novum Organum gennem Vandrer mod Lyset, et værk hvis potentiale er at erstatte det naturvidenskabelige verdensbillede, som foreløbig tegner et billede af et centerløst menneske i en centerløs verden, og mennesket som et rent biologisk væsen, et dyr blandt dyr i en dybest set meningsløs verden.

Med dette nybrud kan vi erstatte dette billede med det teocentriske verdensbillede, eller vi skulle måske sige Genvejen, en verden hvor Gud er centrum både hvad angår erkendelse og natur:

Gud som erkendelsens fundament og Gud som verdensaltets centrum. Mennesket med et centrum, den guddommeligt givne kerne, ånden eller hjertet, i en dybt meningsfuld verden, og bestemt til den evige salighed i GUDS Rige, Paradis, når vi gennem inkarnationerne her på Jorden har overvundet det onde og har lært det at kende.

Vandrer mod Lyset er ikke et facit eller et slutpunkt, men en ny begyndelse. Meget kan gives med dette sikre fundament, og meget bliver givet. Både indenfor videnskab og teologi kan vi med det givne som udgangspunkt nå til afgørende nybrud, for eksempel inden for astronomi og biologi, og vi kan nå til en ny og mere sand og tryg opfattelse af vores guddommelige Ophav:

Man vil indenfor astronomien kunne nå til erkendelse af universets virkelige opbygning og oprindelse, og indenfor biologien vil man kunne nå til erkendelse af cellens oprindelse og det biologiske livs grundlag og udvikling. Indenfor teologien vil man kunne nå til erkendelse af Gud som en fuldstændig tryg Gud og Far, som vi roligt kan hvile i, en alle elskende Guddom, hvis - åndelige - børn vi alle er.

Teologiens Novum Organum er først og fremmest et hjertets paradigme, hvor det første skridt er en tilgivelse af den dybest faldne. Giver man denne tilgivelse, betræder man genvejen, genvejen til lyset, Paradis og Gud. Genvejen er ikke den eneste vej til Gud, men det er den korteste og mindst lidelsesfulde.

Nøgleordet er kærlighed. Gennem kærligheden kan vi betræde genvejen, og gennem kærligheden kan vi erkende noget om Guds natur og Væsen og finde vished for at Han virkelig findes, og at vi altså ikke er alene i et uendeligt og koldt og udeltagende univers og verden, og at der ved døden er kærlige hænder, der griber os på den anden side.

Teologiens Novum Organum er et kærlighedens billede af verden; et billede som bliver klart for enhver, som betræder genvejen. Det er ikke et elitært billede, Guds frelse for nogle og ikke for andre, men Guds ubetingede frelse og kærlighed og fred for alle, uanset tro, nationalitet, køn osv.

Med Vandrer mod Lyset kan mennesket komme hjem til Gud i en sand og sikker erkendelse, dels af Guds Væsen og dels vores egen guddommelige oprindelse. Med dette udgangspunkt kan vi skabe fred mellem mennesker og i verden.

Det er ikke den eneste vej, og Gud kræver ikke at vi går den. Men for vores egen skyld - da det er den korteste vej - genvejen - til opfyldelse af menneskets ældgamle og dybeste længsel - burde vi gøre det.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst