Gå videre til hovedindholdet

Opsats 91; Profeten og pilgrimmen

En hed sommerdag hvor Solen stod i zenith og sved landskabet gult og støvet, kom pilgrimmen til profeten, knælede og bad:

- Sig mig, Mester, hvad skal jeg tro, hvad skal jeg gøre? Jeg har gjort frygtelige ting og tænkt frygtelige tanker, og jeg frygter dommen og straffen.

Profeten så mildt på manden og svarede:

- Tro på Gud og på dig selv. Følg Hans stemme i dit indre. Han kan vise dig vejen, jeg ikke.

- Men stemmen i mig tier. Jeg frygter Guds tavshed mere end Hans vrede. Jeg er fortabt!

- Vist ikke! Den Herren elsker meget, tilgiver Han meget. Hvorfor skulle Han ikke også elske dig?

- Fordi jeg har syndet mod Hans bud. Jeg er et usselt menneske. Jeg fortjener ikke Hans kærlighed!

- Hvis du har syndet mod Hans bud, har du tildækket din indre guddommelige kerne. Du skal så igen afdække den, så den atter bliver synlig for dig.

- Men hvordan?

- Når du ser på dig selv, ser du så det smukke eller det hæslige? Ser du på det smukke er det som at vande et træ: Det vokser og bliver stort og stærkt og ædelt. Ser du på det grimme er det som at hælde benzin på ilden: Ilden fænger og alt brænder ned og brænder til aske.

Profeten vedblev:

- Når du ser på andre, ser du så det smukke eller det hæslige? Hvis du ser det smukke, fremelsker du det gode i andre. Hvis du ser det grimme, fremprovokerer du det onde i dem.

Og profeten sluttede:

Ved at se det smukke i dig selv og i andre, afdækker du din indre guddommelige kerne, så den bliver synlig for dig, og du hjælper andre med at se det gode i dem selv.

Hvis du ser det smukke i andre, vil du ikke skade dem, men elske dem. Hvis du ser det grimme i andre, vil du hade dem, og ønske at skade dem.

Sådan forener det smukke og skiller det grimme os.

Sandelig, du skal ikke frygte den Almægtige, for Han ser din kerne og kender den, for Han har skabt den, og Han har skabt den smuk!

Lad dig ikke blænde af denne verdens larm og snavs, men hold din kerne klar og ren og smuk. Gud ser dig, og Han vander dit indre træ med vand fra Hjemmet, så det vokser sig stærkt og rent og ædelt!

Ja, tro på Gud og på dig selv. Det er nok!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst