En hed sommerdag hvor Solen stod i zenith og sved landskabet gult og støvet, kom pilgrimmen til profeten, knælede og bad:
- Sig mig, Mester, hvad skal jeg tro, hvad skal jeg gøre? Jeg har gjort frygtelige ting og tænkt frygtelige tanker, og jeg frygter dommen og straffen.
Profeten så mildt på manden og svarede:
- Tro på Gud og på dig selv. Følg Hans stemme i dit indre. Han kan vise dig vejen, jeg ikke.
- Men stemmen i mig tier. Jeg frygter Guds tavshed mere end Hans vrede. Jeg er fortabt!
- Vist ikke! Den Herren elsker meget, tilgiver Han meget. Hvorfor skulle Han ikke også elske dig?
- Fordi jeg har syndet mod Hans bud. Jeg er et usselt menneske. Jeg fortjener ikke Hans kærlighed!
- Hvis du har syndet mod Hans bud, har du tildækket din indre guddommelige kerne. Du skal så igen afdække den, så den atter bliver synlig for dig.
- Men hvordan?
- Når du ser på dig selv, ser du så det smukke eller det hæslige? Ser du på det smukke er det som at vande et træ: Det vokser og bliver stort og stærkt og ædelt. Ser du på det grimme er det som at hælde benzin på ilden: Ilden fænger og alt brænder ned og brænder til aske.
Profeten vedblev:
- Når du ser på andre, ser du så det smukke eller det hæslige? Hvis du ser det smukke, fremelsker du det gode i andre. Hvis du ser det grimme, fremprovokerer du det onde i dem.
Og profeten sluttede:
Ved at se det smukke i dig selv og i andre, afdækker du din indre guddommelige kerne, så den bliver synlig for dig, og du hjælper andre med at se det gode i dem selv.
Hvis du ser det smukke i andre, vil du ikke skade dem, men elske dem. Hvis du ser det grimme i andre, vil du hade dem, og ønske at skade dem.
Sådan forener det smukke og skiller det grimme os.
Sandelig, du skal ikke frygte den Almægtige, for Han ser din kerne og kender den, for Han har skabt den, og Han har skabt den smuk!
Lad dig ikke blænde af denne verdens larm og snavs, men hold din kerne klar og ren og smuk. Gud ser dig, og Han vander dit indre træ med vand fra Hjemmet, så det vokser sig stærkt og rent og ædelt!
Ja, tro på Gud og på dig selv. Det er nok!
- Sig mig, Mester, hvad skal jeg tro, hvad skal jeg gøre? Jeg har gjort frygtelige ting og tænkt frygtelige tanker, og jeg frygter dommen og straffen.
Profeten så mildt på manden og svarede:
- Tro på Gud og på dig selv. Følg Hans stemme i dit indre. Han kan vise dig vejen, jeg ikke.
- Men stemmen i mig tier. Jeg frygter Guds tavshed mere end Hans vrede. Jeg er fortabt!
- Vist ikke! Den Herren elsker meget, tilgiver Han meget. Hvorfor skulle Han ikke også elske dig?
- Fordi jeg har syndet mod Hans bud. Jeg er et usselt menneske. Jeg fortjener ikke Hans kærlighed!
- Hvis du har syndet mod Hans bud, har du tildækket din indre guddommelige kerne. Du skal så igen afdække den, så den atter bliver synlig for dig.
- Men hvordan?
- Når du ser på dig selv, ser du så det smukke eller det hæslige? Ser du på det smukke er det som at vande et træ: Det vokser og bliver stort og stærkt og ædelt. Ser du på det grimme er det som at hælde benzin på ilden: Ilden fænger og alt brænder ned og brænder til aske.
Profeten vedblev:
- Når du ser på andre, ser du så det smukke eller det hæslige? Hvis du ser det smukke, fremelsker du det gode i andre. Hvis du ser det grimme, fremprovokerer du det onde i dem.
Og profeten sluttede:
Ved at se det smukke i dig selv og i andre, afdækker du din indre guddommelige kerne, så den bliver synlig for dig, og du hjælper andre med at se det gode i dem selv.
Hvis du ser det smukke i andre, vil du ikke skade dem, men elske dem. Hvis du ser det grimme i andre, vil du hade dem, og ønske at skade dem.
Sådan forener det smukke og skiller det grimme os.
Sandelig, du skal ikke frygte den Almægtige, for Han ser din kerne og kender den, for Han har skabt den, og Han har skabt den smuk!
Lad dig ikke blænde af denne verdens larm og snavs, men hold din kerne klar og ren og smuk. Gud ser dig, og Han vander dit indre træ med vand fra Hjemmet, så det vokser sig stærkt og rent og ædelt!
Ja, tro på Gud og på dig selv. Det er nok!
Kommentarer
Send en kommentar