Gå videre til hovedindholdet

Gå rank, selv når byrden tynger

I min daværende praktiserende læges venteværelse hang der engang en akvarel, der viste to mænd på en trappe.

Den ene mand sad ved trappens fod med hænderne for ansigtet. Han farve var grå, tydeligvis fortvivlet og opgivende.

Den anden mand gik rank et stykke oppe ad trappen. Energisk. Hans farve var gul eller gylden.

Regn og sol. Billedets titel er 'Vejen frem'.

Bærer de den samme byrde? Er det den samme mand? To holdninger til livet og dets byrder? To muligheder for det samme menneske?

Jeg tror det. Søren Kierkegaard skriver i skriftet, 'Krisen - eller en krise i en skuespillerindes liv', om Johanne Luise Heiberg, at hun bar en tung byrde, men den var nødvendig og uden den kunne hun ikke præstere som hun gjorde.

Hun kom fra svære forhold i barndommen med alkoholisme og fattigdom (kilde: Dansk Wikipedia), men steg til guldalderens top 'uden at miste sin sjæl'.

Byrden var - som jeg forstår Kierkegaard - nødvendig for at hun ikke skulle miste jordgrebet og svæve ud i intet. Som en balletdanser, der ikke kan danse uden tyngdekraften.

I stoicismen har man en parallel holdning til byrder og livets op- og nedture: Nyd det gode og bær det tunge, begge dele uden overdrivelse, men som en grundholdning til et grundvilkår.

Opturene rummer - hvis man går til yderligheder som ekstase og eufori - nedturen og faldet i kim.

Nedturen rummer - hvis man fortvivler og henfalder til bitterhed eller raseri over 'livets umulige vilkår' - katastrofen som mulighed.

Ikaros fløj for tæt på solen og styrtede i havet, Atlas bar verden og tyngedes til Jorden.

Ved at indarbejde en vis stoisk holdning til tilværelsen, som kan minde om Aristoteles' og Buddhas gyldne middelvej, kan man undgå nogle meget almindelige faldgruber.

Hvis ikke man nu føler sig i stand til at bære de byrder, der nu en gang er en del af livet, så kan man vinde den fornødne styrke på længere sigt ved tålmodighed og ved ikke at falde i fortvivlelsens og modløshedens fælder.

Man kan vænne sig til at tage hvad der kommer af godt eller skidt uden at gå til yderligheder og uden billedligt at begrave ansigtet i hænderne og derved blive blind for de gode ting livet også bringer.

Eller med et billede fra fysisk træning: Ingen bliver stærk af at kaste vægtstængerne væk og begrave sig under dynen eller i sofaen: 

Den der aldrig bærer byrder, forbliver svag.  Eller sagt med andre ord igen: Livets pris er livets værdi.

Jeg tænker, at denne skæbneparathed - at tage hvad der kommer - er noget af det, der gør dreng til mand og pige til kvinde.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere