Gå videre til hovedindholdet

Sansning og erkendelse

Filosoffen John Locke hævder i værket An essay concerning human understanding (1689) at intet, der er i erkendelsen, ikke først har været i sansningen.

Parallelt hævder Immanuel Kant i Kritik der reinen Vernunft (1781; 1787), at hvis fornuften søger at overskride enhver mulig erfaring, havner den i uopløselige selvmodsigelser, fornuftens fire antinomier.

Hvis Kant med erfaring mener sanseerfaring, sansning, så er hans standpunkt parallelt med Lockes.

Det er dog ret let at modbevise denne radikale empirisme, idet vi identificerer erkendelse, som med sikkerhed ikke findes i sansningen, og uden at havne i selvmodsigelser:

Nemlig menneskets jeg, som vi erkender, men ikke sanser (forudsat jeget ikke, som nogle østlige filosofier vil vide, er en illusion) og menneskets tanke og vilje, som vi heller ikke sanser, men ligefuldt erkender.

Der er sikkert andre sådanne ikke-sansbare eller oversanselige fænomener, som vi erkender, men ikke sanser, fx tid og rum (Kants a priori anskuelsesformer).

Med mindre sikkerhed kan vi hævde logik og matematik og begreber som sådanne a priori erkendelser eller erkendelsesformer, idet man for at tilegne sig disse tanker og erkendelsesformer må læse en bog om emnet (hvor vi bl a bruger synet) eller høre en forelæser eller andre foredrage disse emner.

Men - diskussionen om empirisme kontra a priori erkendelse synes at finde en position, hvor vi må sige, at begge erkendelsesformer, den a priori og den empiriske, finder sted og er gyldig, at de ofte begge er tilstede og samarbejder ved erkendelse, og at hverken den radikale empirisme eller den absolutte idealisme holder som sandhed.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d