Gå videre til hovedindholdet

Noget om lysets og mørkets kampe

I Vandrer mod Lyset kan vi læse, at der siden de jordiske tiders morgen er ført en kamp mellem godt og ondt, lys og mørke:

En kamp for at føre mennesker fremad og opad mod Lyset og fra mørkets side en kamp for at hindre lysets fremgang og holde os tilbage i mørket.

Og vi ser i samme værk, at denne kamp efter at de ældste begyndte at inkarnere iblandt os betød skabelsen af forhold for os mennesker, som ikke var til gavn for nogen.

For nogenlunde at kunne tage kampen op mod især de menneskeliggjorte, inkarnerede ældste måtte de yngste medbringe en styrke, en viden og en indsigt som lå så højt hævet over gennemsnitsmenneskenes forståelse og erfaring, at det man på den måde fra lysets side ønskede at bringe, kun blev noget udvendigt for de fleste, noget ikke selvstændigt tilegnet og erfaret:

En visdom og en viden og en etik, som stod milevidt over den almenmenneskelige forståelse.

Lad os betragte nogle nyere eksempler på det:

Før Nazityskland hærgede Europa og verden, var Tyskland et højtstående kulturland, der havde fostret så store genier og kulturskabere som Kant, J. S. Bach, Beethoven, Goethe, Schiller og mange mange andre.

At det kunne lykkes en flok forbrydere på så relativ kort tid at forføre dette rige land og føre det ud i barbariet viser, at de værdier der var tilføjet nationen af de mægtige lysmennesker, ikke var i sandhed tilegnet af de mange, men kun blev båret frem og bevaret af de få.

Det der blev givet stod for højt og det manglede derfor den indre nødvendige basis og styrke hos de fleste. Derfor skiftede kultur her i løbet af forfærdende kort tid til barbari. Folk fulgte villigt mørkets repræsentanter som blade i vinden.

Eller et endnu nyere eksempel:

Her i Danmark blev det indtil for relativ nyligt betragtet som dårlig stil at chikanere mennesker, der kom til vores land og søgte asyl og sikkerhed mod forfølgelse og krig og fattigdom.

Men på relativ kort tid skiftede stemningen fuldstændig, så flertallet ikke længere holder sig for gode til at tillade en sådan chikane og glad stemmer underlødige og fremmedfjendske politikere til magten, idet man samtidig - på tåbelig vis - påberåber sig værdier man i gerning modarbejder.

Igen viser det, at den indre basis for lyset ikke er stærk nok og ved første stød lader sig løbe over ende af mørket.

Før højrepopulismen vandt sejr i Danmark var den indre basis for lyset også for svag i det man kalder den politiske korrekthed og som man også kan kalde venstrepopulisme; en omklamrende korrekthed, der egentlig rummer den samme menneskeforagt som højrepopulismen; kun forklædt og i en anden farve og skikkelse.

At det forholder sig sådan bevises af det hurtige omsving i  stemningen; vreden, hadet og foragten kastede masken og viste sit sande ansigt.

Disse eksempler - som der er mange af i historien - viser sandheden i det der meddeles i Vandrer mod Lyset om de evindelige kampe mellem godt og ondt og hvor vanskeligt det er og hvor lang tid det tager for mange at tilegne sig det gode, der gives af de få.

Og det illustrerer den sandhed:

At mennesker korsfæster genierne af i dag, og ophøjer dem til helgener i morgen.

Hvornår - kan man med Guds Tjener spørge - vil mennesker møde lyset og lysets børn med den forståelse og velvilje de fortjener, hvor længe - spørger jeg - vil man vedblive at korsfæste lysets repræsentanter med tåbelig og uværdig fordømmelse, forfølgelse, hån, ligegyldighed og manglende vilje til at modtage det, der gives under så usigelige vanskeligheder og opofrelse?

Disse spørgsmål mangler endnu en værdig besvarelse. Hvornår vil man svare som man bør? Aldrig?

Hvor længe vil mennesker lytte til mørkets stemme, den der taler og tilskynder til krig, vold og forfølgelse?

Hvornår vil man følge den indre stemme i ethvert menneske, samvittigheden, der taler og opfordrer til fred, mellemmenneskelig forståelse og fordragelighed og som taler sandhed og ret?

Husk: Som vi vil det, sådan bliver fremtiden. Hvis vi ønsker krig og vold og intolerance, så er det det vi får.

Hvis vi ønsker fred og sand menneskelig vækst, så bliver det sådan.

Husk: Fremtiden ligger i nutidens hænder! Vi svøber nu fremtidens nyfødte i fredens klæde eller sætter den ud til gribbene på åben og ubeskyttet mark.

Hvad vil vi? Hvad vil du?

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d