Gå videre til hovedindholdet

Gud, Lyset og viljen

Som troende er det naturligt at søge at udfinde Guds vilje og bøje sig for den. Men hvad sker der så med vores egen vilje? Svækkes den eller bliver den stærkere?

Den bliver stærkere. Af den simple grund, at ved at forenes med den guddommelige vilje tilføres der bestandig ens vilje ny styrke og kraft fra Guds Almægtige vilje.

Og alene det at søge denne forening kræver en stærk vilje til Lyset. Også det styrker ens egen vilje.

Den enkleste måde at anskueliggøre hvad foreningen med den guddommelige vilje er og indebærer er at sige, at vilje til Lyset er vilje til kærlighed, til at elske, da Guds vilje er idel lys og kærlighed. Og med kærlighed kan vi helt enkelt forstå det der gavner andre, eller - med et forbehold - det vi efter bedste overbevisning og viden mener gavner andre.

Derfor har foreningen med den guddommelige vilje et klart udadvendt perspektiv, da kærlighed mere er handling (til gavn for andre) end subjektiv følelse.

Kærlighed og med den guddommelig vilje peger ud mod verden, ud mod mennesker, mere end den peger ind i os selv.

Men ved således at styrkes i og af kærlighed og den guddommelige vilje styrkes vi selv indadtil:

Hvilket endnu en gang viser kærlighedens rationelle natur. Det er rationelt at elske, da det at elske gavner andre og os selv.

Derimod er det selvsagt irrationelt at hade og søge at skade andre, da dette både skader andre og især os selv.

Hadet nedbryder det ædle og guddommelige i os, og ved hadets gerninger skader vi derfor både os selv og andre.

Som i alle andre tilfælde med det onde kan det bedragerisk friste og love os fordel og gevinst. Virkeligheden er dog at det onde giver os det modsatte af det, det frister med:

For eksempel giver krig og vold ikke nogen fordele eller gevinster overhovedet, men skaber problemer både i vores nuværende liv og fremtidige, idet det vi ødelægger nu, må vi senere genopbygge.

Eller magtbegær giver ikke magt men magtesløshed, da det onde binder og tvinger vores vilje, hvis vi giver efter for det. 

Det gode, Lyset, kærligheden heler personligheden, ånden, mens det onde, mørket, splitter den, og derfor er det rationelt at søge at følge lyset, mens det er irrationelt at hade og udføre det ondes gerninger såsom vold, at lyve osv.

Når jeg siger at det rationelle - og det vigtigste - for os mennesker er kærligheden, mener jeg især vores egen kærlighed til andre, og mindre andres kærlighed til os. For at kunne høste må man først så. Det handler ikke om at vi skal gøre os fortjente til kærligheden, eller at vi skal være 'perfekte' for at blive elsket, men simpelthen selv at elske andre først. Så kan man siden høste kærlighedens frugter: Kærlighed i dens uendeligt mange former og skikkelser:

Nøglen til kærlighed ligger i os selv, ikke i andre.

Altså: At søge forening med Guds vilje styrker viljen, mens det onde svækker og nedbryder viljen og vores indre personlighed, vores ånd.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper.
At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente han måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, inflatonen.
Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingningshastighed, frekvens, nedsættes og altså forskydes mod det røde lysspektrum, der har en lavere frekvens (og længere bøl…

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviserog Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori, vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens:
Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte. 
Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer:
Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning.
Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes.
Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke.
En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens.
Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for enhver, ide…