Gud, Lyset og viljen

Som troende er det naturligt at søge at udfinde Guds vilje og bøje sig for den. Men hvad sker der så med vores egen vilje? Svækkes den eller bliver den stærkere?

Den bliver stærkere. Af den simple grund, at ved at forenes med den guddommelige vilje tilføres der bestandig ens vilje ny styrke og kraft fra Guds Almægtige vilje.

Og alene det at søge denne forening kræver en stærk vilje til Lyset. Også det styrker ens egen vilje.

Den enkleste måde at anskueliggøre hvad foreningen med den guddommelige vilje er og indebærer er at sige, at vilje til Lyset er vilje til kærlighed, til at elske, da Guds vilje er idel lys og kærlighed. Og med kærlighed kan vi helt enkelt forstå det der gavner andre, eller - med et forbehold - det vi efter bedste overbevisning og viden mener gavner andre.

Derfor har foreningen med den guddommelige vilje et klart udadvendt perspektiv, da kærlighed mere er handling (til gavn for andre) end subjektiv følelse.

Kærlighed og med den guddommelig vilje peger ud mod verden, ud mod mennesker, mere end den peger ind i os selv.

Men ved således at styrkes i og af kærlighed og den guddommelige vilje styrkes vi selv indadtil:

Hvilket endnu en gang viser kærlighedens rationelle natur. Det er rationelt at elske, da det at elske gavner andre og os selv.

Derimod er det selvsagt irrationelt at hade og søge at skade andre, da dette både skader andre og især os selv.

Hadet nedbryder det ædle og guddommelige i os, og ved hadets gerninger skader vi derfor både os selv og andre.

Som i alle andre tilfælde med det onde kan det bedragerisk friste og love os fordel og gevinst. Virkeligheden er dog at det onde giver os det modsatte af det, det frister med:

For eksempel giver krig og vold ikke nogen fordele eller gevinster overhovedet, men skaber problemer både i vores nuværende liv og fremtidige, idet det vi ødelægger nu, må vi senere genopbygge.

Eller magtbegær giver ikke magt men magtesløshed, da det onde binder og tvinger vores vilje, hvis vi giver efter for det. 

Det gode, Lyset, kærligheden heler personligheden, ånden, mens det onde, mørket, splitter den, og derfor er det rationelt at søge at følge lyset, mens det er irrationelt at hade og udføre det ondes gerninger såsom vold, at lyve osv.

Når jeg siger at det rationelle - og det vigtigste - for os mennesker er kærligheden, mener jeg især vores egen kærlighed til andre, og mindre andres kærlighed til os. For at kunne høste må man først så. Det handler ikke om at vi skal gøre os fortjente til kærligheden, eller at vi skal være 'perfekte' for at blive elsket, men simpelthen selv at elske andre først. Så kan man siden høste kærlighedens frugter: Kærlighed i dens uendeligt mange former og skikkelser:

Nøglen til kærlighed ligger i os selv, ikke i andre.

Altså: At søge forening med Guds vilje styrker viljen, mens det onde svækker og nedbryder viljen og vores indre personlighed, vores ånd.