Gå videre til hovedindholdet

Gud, Lyset og viljen

Som troende er det naturligt at søge at udfinde Guds vilje og bøje sig for den. Men hvad sker der så med vores egen vilje? Svækkes den eller bliver den stærkere?

Den bliver stærkere. Af den simple grund, at ved at forenes med den guddommelige vilje tilføres der bestandig ens vilje ny styrke og kraft fra Guds Almægtige vilje.

Og alene det at søge denne forening kræver en stærk vilje til Lyset. Også det styrker ens egen vilje.

Den enkleste måde at anskueliggøre hvad foreningen med den guddommelige vilje er og indebærer er at sige, at vilje til Lyset er vilje til kærlighed, til at elske, da Guds vilje er idel lys og kærlighed. Og med kærlighed kan vi helt enkelt forstå det der gavner andre, eller - med et forbehold - det vi efter bedste overbevisning og viden mener gavner andre.

Derfor har foreningen med den guddommelige vilje et klart udadvendt perspektiv, da kærlighed mere er handling (til gavn for andre) end subjektiv følelse.

Kærlighed og med den guddommelig vilje peger ud mod verden, ud mod mennesker, mere end den peger ind i os selv.

Men ved således at styrkes i og af kærlighed og den guddommelige vilje styrkes vi selv indadtil:

Hvilket endnu en gang viser kærlighedens rationelle natur. Det er rationelt at elske, da det at elske gavner andre og os selv.

Derimod er det selvsagt irrationelt at hade og søge at skade andre, da dette både skader andre og især os selv.

Hadet nedbryder det ædle og guddommelige i os, og ved hadets gerninger skader vi derfor både os selv og andre.

Som i alle andre tilfælde med det onde kan det bedragerisk friste og love os fordel og gevinst. Virkeligheden er dog at det onde giver os det modsatte af det, det frister med:

For eksempel giver krig og vold ikke nogen fordele eller gevinster overhovedet, men skaber problemer både i vores nuværende liv og fremtidige, idet det vi ødelægger nu, må vi senere genopbygge.

Eller magtbegær giver ikke magt men magtesløshed, da det onde binder og tvinger vores vilje, hvis vi giver efter for det. 

Det gode, Lyset, kærligheden heler personligheden, ånden, mens det onde, mørket, splitter den, og derfor er det rationelt at søge at følge lyset, mens det er irrationelt at hade og udføre det ondes gerninger såsom vold, at lyve osv.

Når jeg siger at det rationelle - og det vigtigste - for os mennesker er kærligheden, mener jeg især vores egen kærlighed til andre, og mindre andres kærlighed til os. For at kunne høste må man først så. Det handler ikke om at vi skal gøre os fortjente til kærligheden, eller at vi skal være 'perfekte' for at blive elsket, men simpelthen selv at elske andre først. Så kan man siden høste kærlighedens frugter: Kærlighed i dens uendeligt mange former og skikkelser:

Nøglen til kærlighed ligger i os selv, ikke i andre.

Altså: At søge forening med Guds vilje styrker viljen, mens det onde svækker og nedbryder viljen og vores indre personlighed, vores ånd.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...