Frelse og forløsning

I kristendommen - i hvert fald den evangelisk-lutherske - hævdes det, at troen er vejen til frelse:

Vi tiltales eksistentielt af helligånden ('talsmanden') gennem evangeliet og det forkyndte, levende ord, vi frelses af Kristus (sønnen) og vi hviler derefter i Faderen.

I buddhismen hævdes det gennem 'de fire hellige sandheder', at vejen til forløsning eller frelse går gennem erkendelse:

Erkendelse af lidelsen og lidelsens oprindelse, erkendelse af lidelsens ophør og vejen til lidelsens ophør.

I både kristendom og buddhisme er frelsen eller forløsningen efter nogles opfattelse mere en indre tilstand end et ydre, konkret sted, og kan som sådan nås allerede i det jordiske liv. 

I islam hævdes det parallelt til den kristne opfattelse, at vejen til frelse går gennem tro:

Tro på den ene Gud, Allah, som ikke har nogen (anden gud) ved sin side, og at Muhammed er hans profet ('Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er Hans profet (den islamiske trosbekendelse, shahada)).

Vejen er altså enten tro eller erkendelse ifølge de store verdensreligioner.

Jeg tror dog, at de tager fejl, idet frelsen - eller rettere forløsningen - ikke så meget ligger i hverken tro eller erkendelse, men i kærlighed. Og kærlighed er mere handling og mindre følelse eller indre tilstand.

Tro er godt og erkendelse er godt, men det er indre fænomener, sekundære i forhold til den primære kraft, kærligheden, der gennem handling forløser sin bærer.

Og kærlighed peger først mod medmennesket og dernæst mod os selv:

Kærlighed er vejen til forløsning, for den der sår kærlighed gennem handling, høster kærlighed; Som vi sår, skal vi høste.

Kærlighed er som ren følelse eller stemning eller ord kun en påstand; først som handling får den realitet.

Kærlighed er ikke et frø, vi gemmer ved brystet, eller en avne vi kaster i vinden, så den driver snart hid, snart did; den skal i jorden for at kunne spire og sætte blomst og danne frugt som mennesker kan næres ved.