Gå videre til hovedindholdet

Frelse og forløsning

I kristendommen - i hvert fald den evangelisk-lutherske - hævdes det, at troen er vejen til frelse:

Vi tiltales eksistentielt af helligånden ('talsmanden') gennem evangeliet og det forkyndte, levende ord, vi frelses af Kristus (sønnen) og vi hviler derefter i Faderen.

I buddhismen hævdes det gennem 'de fire hellige sandheder', at vejen til forløsning eller frelse går gennem erkendelse:

Erkendelse af lidelsen og lidelsens oprindelse, erkendelse af lidelsens ophør og vejen til lidelsens ophør.

I både kristendom og buddhisme er frelsen eller forløsningen efter nogles opfattelse mere en indre tilstand end et ydre, konkret sted, og kan som sådan nås allerede i det jordiske liv. 

I islam hævdes det parallelt til den kristne opfattelse, at vejen til frelse går gennem tro:

Tro på den ene Gud, Allah, som ikke har nogen (anden gud) ved sin side, og at Muhammed er hans profet ('Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er Hans profet (den islamiske trosbekendelse, shahada)).

Vejen er altså enten tro eller erkendelse ifølge de store verdensreligioner.

Jeg tror dog, at de tager fejl, idet frelsen - eller rettere forløsningen - ikke så meget ligger i hverken tro eller erkendelse, men i kærlighed. Og kærlighed er mere handling og mindre følelse eller indre tilstand.

Tro er godt og erkendelse er godt, men det er indre fænomener, sekundære i forhold til den primære kraft, kærligheden, der gennem handling forløser sin bærer.

Og kærlighed peger først mod medmennesket og dernæst mod os selv:

Kærlighed er vejen til forløsning, for den der sår kærlighed gennem handling, høster kærlighed; Som vi sår, skal vi høste.

Kærlighed er som ren følelse eller stemning eller ord kun en påstand; først som handling får den realitet.

Kærlighed er ikke et frø, vi gemmer ved brystet, eller en avne vi kaster i vinden, så den driver snart hid, snart did; den skal i jorden for at kunne spire og sætte blomst og danne frugt som mennesker kan næres ved.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst