Gå videre til hovedindholdet

Frelse og forløsning

I kristendommen - i hvert fald den evangelisk-lutherske - hævdes det, at troen er vejen til frelse:

Vi tiltales eksistentielt af helligånden ('talsmanden') gennem evangeliet og det forkyndte, levende ord, vi frelses af Kristus (sønnen) og vi hviler derefter i Faderen.

I buddhismen hævdes det gennem 'de fire hellige sandheder', at vejen til forløsning eller frelse går gennem erkendelse:

Erkendelse af lidelsen og lidelsens oprindelse, erkendelse af lidelsens ophør og vejen til lidelsens ophør.

I både kristendom og buddhisme er frelsen eller forløsningen efter nogles opfattelse mere en indre tilstand end et ydre, konkret sted, og kan som sådan nås allerede i det jordiske liv. 

I islam hævdes det parallelt til den kristne opfattelse, at vejen til frelse går gennem tro:

Tro på den ene Gud, Allah, som ikke har nogen (anden gud) ved sin side, og at Muhammed er hans profet ('Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er Hans profet (den islamiske trosbekendelse, shahada)).

Vejen er altså enten tro eller erkendelse ifølge de store verdensreligioner.

Jeg tror dog, at de tager fejl, idet frelsen - eller rettere forløsningen - ikke så meget ligger i hverken tro eller erkendelse, men i kærlighed. Og kærlighed er mere handling og mindre følelse eller indre tilstand.

Tro er godt og erkendelse er godt, men det er indre fænomener, sekundære i forhold til den primære kraft, kærligheden, der gennem handling forløser sin bærer.

Og kærlighed peger først mod medmennesket og dernæst mod os selv:

Kærlighed er vejen til forløsning, for den der sår kærlighed gennem handling, høster kærlighed; Som vi sår, skal vi høste.

Kærlighed er som ren følelse eller stemning eller ord kun en påstand; først som handling får den realitet.

Kærlighed er ikke et frø, vi gemmer ved brystet, eller en avne vi kaster i vinden, så den driver snart hid, snart did; den skal i jorden for at kunne spire og sætte blomst og danne frugt som mennesker kan næres ved.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Teorien om the Big Bang

Teorien om the Big Bang skyldes i sin første begyndelse Edwin Hubbles observationer af rødforskydning af det lys vi modtager fra andre galakser eller galaksegrupper. Dernæst er teorien forstærket gennem opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling i 1960' erne. At lyset er forskudt mod det røde spektrum mente Hubble måtte skyldes, at de fjerne himmellegemer bevægede sig væk fra os med en fart proportional med afstanden, og at man følgelig ved at regne baglæns kunne konkludere, at alt engang var samlet i et meget lille punkt (eller en singularitet), som derefter havde udvidet sig, måske - ifølge nyere teori - i kraft af en slags negativ eller omvendt, frastødende, tyngdekraft, mørk energi eller inflatonen. Men - hvis vi tager udgangspunkt i Vandrer mod Lyset, så skyldes denne rødforskydning ikke at himmellegemerne, 'galaksehobene', bevæger sig væk fra hinanden, men derimod at lyset fra himmellegemerne passerer gennem mørkehobe på dets vej gennem rummet, hvorved lysets svingn

To Gudsbeviser

Idet jeg opsummerer de to seneste indlæg, Gudsbeviser   og Nietzsches perspektivisme og relativitetsteori , vil jeg sige, at jeg nu mener at være nået frem til to nye beviser for Guds eksistens: Vi kan kalde det ene for et objektivt, logisk bevis, principielt tilgængeligt for enhver mennesketanke, og det andet et subjektivt bevis, tilgængeligt for ethvert menneskehjerte.  Det objektive bevis består i at undersøge alternativet, at det absolutte, Gud, ikke eksisterer: Hvis det absolutte ikke eksisterer, så findes kun det relative, alt er da perspektiv, position og forskydning. Men hvis vi prøver denne tanke på sig selv, så er også denne tanke kun perspektiv, position og kan forskydes. Det vil sige at det relative er relativt og derfor som mulighed absolut, hvilket er en selvmodsigelse og en selvophævende tanke. En undersøgelse af det relative leder derfor nødvendigt til tanken om det absolutte, Gud, og Hans eksistens. Det subjektive bevis, hjertets vished, er ligeledes tilgængeligt for e