Gå videre til hovedindholdet

Frelse og forløsning

I kristendommen - i hvert fald den evangelisk-lutherske - hævdes det, at troen er vejen til frelse:

Vi tiltales eksistentielt af helligånden ('talsmanden') gennem evangeliet og det forkyndte, levende ord, vi frelses af Kristus (sønnen) og vi hviler derefter i Faderen.

I buddhismen hævdes det gennem 'de fire hellige sandheder', at vejen til forløsning eller frelse går gennem erkendelse:

Erkendelse af lidelsen og lidelsens oprindelse, erkendelse af lidelsens ophør og vejen til lidelsens ophør.

I både kristendom og buddhisme er frelsen eller forløsningen efter nogles opfattelse mere en indre tilstand end et ydre, konkret sted, og kan som sådan nås allerede i det jordiske liv. 

I islam hævdes det parallelt til den kristne opfattelse, at vejen til frelse går gennem tro:

Tro på den ene Gud, Allah, som ikke har nogen (anden gud) ved sin side, og at Muhammed er hans profet ('Der er ingen Gud uden Allah, og Muhammed er Hans profet (den islamiske trosbekendelse, shahada)).

Vejen er altså enten tro eller erkendelse ifølge de store verdensreligioner.

Jeg tror dog, at de tager fejl, idet frelsen - eller rettere forløsningen - ikke så meget ligger i hverken tro eller erkendelse, men i kærlighed. Og kærlighed er mere handling og mindre følelse eller indre tilstand.

Tro er godt og erkendelse er godt, men det er indre fænomener, sekundære i forhold til den primære kraft, kærligheden, der gennem handling forløser sin bærer.

Og kærlighed peger først mod medmennesket og dernæst mod os selv:

Kærlighed er vejen til forløsning, for den der sår kærlighed gennem handling, høster kærlighed; Som vi sår, skal vi høste.

Kærlighed er som ren følelse eller stemning eller ord kun en påstand; først som handling får den realitet.

Kærlighed er ikke et frø, vi gemmer ved brystet, eller en avne vi kaster i vinden, så den driver snart hid, snart did; den skal i jorden for at kunne spire og sætte blomst og danne frugt som mennesker kan næres ved.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...