Gå videre til hovedindholdet

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne forståelse af menneskets grundliggende behov for erkendelse:

1) Tankens eksistens; mennesket er i besiddelse af en tanke; mennesket tænker
2) Mennesket erkender ved hjælp af tanken; tanken er en nødvendig betingelse for menneskets erkendelse
3) Menneskets tanke er endelig i den forstand at der er ting vi ikke ved og måske ikke kan vide
4) Virkeligheden er uendelig dyb eller omfattende

Jeg kalder med vilje ikke disse fire sætninger for antagelser eller aksiomer, dvs grundlæggende tanker eller ideer som ikke (kan) bevises eller godtgøres, idet jeg mener, at de tre første kan bevises eller i hvert fald sandsynliggøres ud fra det man kalder den videnskabelige metode, dog på en lidt anden måde end man plejer at anvende denne metode. Det aspekt eller princip ved den videnskabelige metode jeg vil bruge, er kravet om objektiv, dvs personuafhængig verifikation (bekræftelse), men i dette tilfælde ikke i forhold til en virkelighed, som mennesket i en vis forstand står udenfor og betragter, som det fx kendes fra fysikken og fysiske eksperimenter.

Ad 1) Tankens eksistens. Eksisterer tanken? Har mennesket en tanke? Kan vi tænke? Dette spørgsmål kan besvares eller måske ligefrem bevises så det opfylder ovennævnte krav eller princip for videnskabelig metode, den personuafhængige verifikation, ved at enhver, der læser dette iagttager sit eget indre og der søger at efterspore en tanke, evnen til at tænke. Hvis svaret er bekræftende for alle, er sætningen bevist i henhold til kravet om objektiv, personuafhængig verifikation.

Ad 2) Mennesket erkender ved hjælp af tanken. Dette punkt er omstridt i filosofihistorien. Nogle har ment, at vi erkender ved hjælp af sanserne, at sanserne er kilden til vores erkendelse eller erfaring. Men for at kunne have gavn af sanserne, må der være et højere, samlende princip, der kan skabe sammenhæng og forestillinger (om verden; verden omkring os; den verden vi sanser) ud fra det vi sanser, et samlende, syntetiserende princip, der kan opfatte og modtage sanseindtryk, og sætte dem ind i en sammenhæng. Dette princip er tanken. Sætningen bevises videnskabeligt på samme måde som før; hvis alle der læser dette, kan bekræfte uafhængigt, at de i hvert fald i nogle tilfælde skaber sammenhængende forestillinger, billeder af virkeligheden, teorier om virkeligheden ud fra deres sanser, fx synet, er sætningen bevist, hvis vi kalder sådanne forestillinger, billeder eller teorier for erkendelse.

Ad 3) Menneskets tanke er endelig i den forstand at der er ting vi ikke ved og måske ikke kan vide. Bevis: Hvis alle der læser dette søger i sin tanke og kan bekræfte, at der er ting han/hun ikke ved, er sætningen bevist. Fx ved jeg ikke, hvad der sker lige nu i Singapore eller Somalia eller alle andre steder, hvor jeg ikke via sanser eller fx medier får information om hvad der sker. Mere grundlæggende kan det siges, at tankens egenskab eller evne til at fokusere på et givet punkt i verden, et givent udsnit af virkeligheden forhindrer, at vi kan erkende hele virkeligheden. At kunne forstå hele virkeligheden, at kunne omfatte den totalt, ville kræve at vi kunne skabe en form for allestedsnærværende tanke, eller at fokus var hele virkeligheden. Hvis alle også ved at betragte sin egen tanke kan bekræfte, at dette ikke er tilfældet, er det et yderligere bevis på sætningens sandhed.

Ad 4) Virkeligheden er uendelig dyb eller omfattende. Dette er strengt taget en påstand, som ikke kan bevises. Hvis man accepterer punkt 3, at menneskets tanke er endelig, kan en påstand eller grundsætning om noget uendeligt ikke bekræftes eller bevises som i de tre første tilfælde. Eller sagt med andre ord: Det endelige kan ikke rumme det uendelige. Vi kan både vælge at opfatte virkeligheden i sin totalitet som endelig eller uendelig, statisk eller dynamisk (som diskuteret i indlægget, "Virkeligheden og erkendelsen"). Hvis tanken er rigtig og man samtidig accepterer punkt 3, hvis forholdet altså er, at menneskets tanke er endelig og virkeligheden uendelig, er konsekvensen, at vi aldrig vil nå til et punkt, hvor vi kan sige at vi ved alt, at vi er alvidende.

Den måde hvorpå jeg her har anvendt den videnskabelige metode er et eksempel på, at det man kalder subjektiv viden eller erkendelse samtidig kan opfattes som objektiv i den forstand og i den udstrækning subjektiv eller indre erkendelse kan efterprøves og bekræftes uafhængigt af enhver. Noget tilsvarende kunne måske gøres med hensyn til følelser, hvormed jeg mener selve eksistensen af følelser; hvis alle ved at iagttage sit indre uafhængigt kan bekræfte eksistensen af følelser, er denne subjektive erkendelse eller iagttagelse bevist videnskabeligt eller objektivt.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

EU som økonomisk og politisk projekt

I disse år hvor EU projektet knager i fugerne, specielt efter Brexit, er det nok værd at mindes den egentlige - som jeg opfatter det - motivering for det europæiske projekt.

Fra starten af EU projektet har det primært været et politisk projekt, hvor man har søgt en stadig dybere integration af medlemsstaterne.

Det er netop det der ofte kritiseres af modstandere; man ønsker ikke at afgive suverænitet og magt til et overstatsligt EU.

Men her er vi ved kernen af EU samarbejdet og i den forstand er krisen i EU en eksistens- og identitetskrise:

Fordi kernen i EU er en stadig øget politisk integration og måske til sidst en egentlig EU stat gennem økonomisk integration. Og formålet med denne stadig dybere politiske og økonomiske integration og dermed afgivelse af suverænitet er at undgå krig i Europa.

Derfor har modstanderne ret når de siger at EU ønsker mere magt til det overstatslige organ og mindre til medlemslandene; men de glemmer den gode grund til dette ønske og denne bestræbelse; en …