Gå videre til hovedindholdet

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne forståelse af menneskets grundliggende behov for erkendelse:

1) Tankens eksistens; mennesket er i besiddelse af en tanke; mennesket tænker
2) Mennesket erkender ved hjælp af tanken; tanken er en nødvendig betingelse for menneskets erkendelse
3) Menneskets tanke er endelig i den forstand at der er ting vi ikke ved og måske ikke kan vide
4) Virkeligheden er uendelig dyb eller omfattende

Jeg kalder med vilje ikke disse fire sætninger for antagelser eller aksiomer, dvs grundlæggende tanker eller ideer som ikke (kan) bevises eller godtgøres, idet jeg mener, at de tre første kan bevises eller i hvert fald sandsynliggøres ud fra det man kalder den videnskabelige metode, dog på en lidt anden måde end man plejer at anvende denne metode. Det aspekt eller princip ved den videnskabelige metode jeg vil bruge, er kravet om objektiv, dvs personuafhængig verifikation (bekræftelse), men i dette tilfælde ikke i forhold til en virkelighed, som mennesket i en vis forstand står udenfor og betragter, som det fx kendes fra fysikken og fysiske eksperimenter.

Ad 1) Tankens eksistens. Eksisterer tanken? Har mennesket en tanke? Kan vi tænke? Dette spørgsmål kan besvares eller måske ligefrem bevises så det opfylder ovennævnte krav eller princip for videnskabelig metode, den personuafhængige verifikation, ved at enhver, der læser dette iagttager sit eget indre og der søger at efterspore en tanke, evnen til at tænke. Hvis svaret er bekræftende for alle, er sætningen bevist i henhold til kravet om objektiv, personuafhængig verifikation.

Ad 2) Mennesket erkender ved hjælp af tanken. Dette punkt er omstridt i filosofihistorien. Nogle har ment, at vi erkender ved hjælp af sanserne, at sanserne er kilden til vores erkendelse eller erfaring. Men for at kunne have gavn af sanserne, må der være et højere, samlende princip, der kan skabe sammenhæng og forestillinger (om verden; verden omkring os; den verden vi sanser) ud fra det vi sanser, et samlende, syntetiserende princip, der kan opfatte og modtage sanseindtryk, og sætte dem ind i en sammenhæng. Dette princip er tanken. Sætningen bevises videnskabeligt på samme måde som før; hvis alle der læser dette, kan bekræfte uafhængigt, at de i hvert fald i nogle tilfælde skaber sammenhængende forestillinger, billeder af virkeligheden, teorier om virkeligheden ud fra deres sanser, fx synet, er sætningen bevist, hvis vi kalder sådanne forestillinger, billeder eller teorier for erkendelse.

Ad 3) Menneskets tanke er endelig i den forstand at der er ting vi ikke ved og måske ikke kan vide. Bevis: Hvis alle der læser dette søger i sin tanke og kan bekræfte, at der er ting han/hun ikke ved, er sætningen bevist. Fx ved jeg ikke, hvad der sker lige nu i Singapore eller Somalia eller alle andre steder, hvor jeg ikke via sanser eller fx medier får information om hvad der sker. Mere grundlæggende kan det siges, at tankens egenskab eller evne til at fokusere på et givet punkt i verden, et givent udsnit af virkeligheden forhindrer, at vi kan erkende hele virkeligheden. At kunne forstå hele virkeligheden, at kunne omfatte den totalt, ville kræve at vi kunne skabe en form for allestedsnærværende tanke, eller at fokus var hele virkeligheden. Hvis alle også ved at betragte sin egen tanke kan bekræfte, at dette ikke er tilfældet, er det et yderligere bevis på sætningens sandhed.

Ad 4) Virkeligheden er uendelig dyb eller omfattende. Dette er strengt taget en påstand, som ikke kan bevises. Hvis man accepterer punkt 3, at menneskets tanke er endelig, kan en påstand eller grundsætning om noget uendeligt ikke bekræftes eller bevises som i de tre første tilfælde. Eller sagt med andre ord: Det endelige kan ikke rumme det uendelige. Vi kan både vælge at opfatte virkeligheden i sin totalitet som endelig eller uendelig, statisk eller dynamisk (som diskuteret i indlægget, "Virkeligheden og erkendelsen"). Hvis tanken er rigtig og man samtidig accepterer punkt 3, hvis forholdet altså er, at menneskets tanke er endelig og virkeligheden uendelig, er konsekvensen, at vi aldrig vil nå til et punkt, hvor vi kan sige at vi ved alt, at vi er alvidende.

Den måde hvorpå jeg her har anvendt den videnskabelige metode er et eksempel på, at det man kalder subjektiv viden eller erkendelse samtidig kan opfattes som objektiv i den forstand og i den udstrækning subjektiv eller indre erkendelse kan efterprøves og bekræftes uafhængigt af enhver. Noget tilsvarende kunne måske gøres med hensyn til følelser, hvormed jeg mener selve eksistensen af følelser; hvis alle ved at iagttage sit indre uafhængigt kan bekræfte eksistensen af følelser, er denne subjektive erkendelse eller iagttagelse bevist videnskabeligt eller objektivt.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Fællespunktet for jødedom, kristendom og islam og en ny renaissance

Fælles for de tre abrahamitiske, monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam kan siges at udgøres af næstekærlighedsbudet i 3. Mosebog, kap. 19, vers 18:

Du skal elske din næste som dig selv!

Med tilføjelsen: Jeg er Herren!

Dette bud citeres både af Jesus og Paulus og er en del af det de kalder det første og det største bud.

Som jeg har forsøgt at argumentere for i Profeternes segl så er kærligheden også central i islam, hvis vi forstår budet om overgivelse til Gud som hjertets overgivelse til Ham og til Hans omsorg og beskyttelse.

Kærlighedsbudet; at elske hinanden og overgive sit inderste hjerte til Gud; kan siges at være det fælles grundlag og den gyldne kerne eller inderste lys og lysglimt i de tre verdensreligioner; det eller de glimt der ifølge Vandrer mod Lyset findes i alle religioner.

Derfor er der en fælles grund og derfor er det meningsløst at strides og kriges om eneretten til sandheden, hvis den inderste fælles grund er kærlighed.

Ved at søge tilbage til denne f…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…