Gå videre til hovedindholdet

Drømmen om det perfekte

Tanken om menneskelig udvikling, at mennesket naturligt udvikler sig fysisk og psykisk, åndeligt, gennem hele livet, og potentielt evigt, er uden tvivl en god og sund og konstruktiv idé. Men hvis ideen bliver knyttet sammen med en forestilling om et vist slutpunkt for udviklingen, et punkt hvor man når det perfekte, hvad man så end ligger i dette, og hvilket naturligvis kan være meget forskelligt - i religiøse sammenhænge måske endda det guddommelige - bliver ideen let destruktiv; det bliver til en idé om døden - hvis virkeligheden er, at vi netop udvikler os hele tiden (og evigt) og aldrig når det perfekte og i hvert fald ikke det guddommelige (bliver lig Gud).

Hvis livet netop er udvikling, bliver en idé om udviklingens slutning (det perfekte eller guddommelige) til det modsatte - altså døden.

Hvis dette er rigtigt er der tale om en art mental korsslutning, der kan skabe ikke så få lidelser for et menneske. Dels vil et menneske, der har denne idé, ideen om at blive eller skulle være perfekt, let have en følelse af ikke at være god nok, som menneske, som mor/far, ven osv fordi idealet er det perfekte - som man ikke har nået - og måske aldrig kan nå. Dels vil det som forsøgt beskrevet før, være en idé der egentlig modsiger livet.

Et billede på denne idé og dens indvirkning på et menneske - og dens pine - er det lille barn, der begejstret løber efter en bold og prøver at gribe den, men uvægerligt kommer til at sparke den væk med fødderne, lige før det griber den med hænderne.

Ideen om det perfekte - som måske ikke kun er en mere eller mindre tilfældig idé som præger fx nutidens Danmark - kan siges at have dybe kulturhistoriske rødder der har sit centrum i den bibelske myte om Adam og Eva der fristes af slangen med et (falsk) løfte om at blive lig Gud, hvis de spiser af Kundskabens Træ. Endnu videre - hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet - har ideen en virkelig begivenhed i den oversanselige verden som begyndelsespunkt i og med de ældstes fald. Ifølge "Vandrer mod Lyset!" blev de ældste grebet af hovmod, selvbeundring og magtbegær, da de blev stillet overfor mørket - de ville være lig Gud (som i den bibelske myte) og selv skabe liv.

Dette er ideens rod. For de ældste blev hovmodet, selvbeundringen og magtbegæret (og selvovervurderingen) indledningen til et langt og lidelsesfuldt fald til stadig dybere mørke, ondskab og lidelser - hvilket viser hvor potentielt farligt og alvorligt det er, at tro og stræbe efter det perfekte (eller guddommelige), selv om konsekvenserne for de fleste mennesker ikke vil være så store som de blev for de ældste.

Men jeg tror at det er sikkert at sige, at mennesker der stræber efter det perfekte (eller guddommelige) forstået som udviklingens endemål eller slutning (altså døden) - ikke er lykkelige mennesker. En vej videre kan være at indse at denne idé - af de her nævnte grunde - ikke er bæredygtig.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...