Gå videre til hovedindholdet

Drømmen om det perfekte

Tanken om menneskelig udvikling, at mennesket naturligt udvikler sig fysisk og psykisk, åndeligt, gennem hele livet, og potentielt evigt, er uden tvivl en god og sund og konstruktiv idé. Men hvis ideen bliver knyttet sammen med en forestilling om et vist slutpunkt for udviklingen, et punkt hvor man når det perfekte, hvad man så end ligger i dette, og hvilket naturligvis kan være meget forskelligt - i religiøse sammenhænge måske endda det guddommelige - bliver ideen let destruktiv; det bliver til en idé om døden - hvis virkeligheden er, at vi netop udvikler os hele tiden (og evigt) og aldrig når det perfekte og i hvert fald ikke det guddommelige (bliver lig Gud).

Hvis livet netop er udvikling, bliver en idé om udviklingens slutning (det perfekte eller guddommelige) til det modsatte - altså døden.

Hvis dette er rigtigt er der tale om en art mental korsslutning, der kan skabe ikke så få lidelser for et menneske. Dels vil et menneske, der har denne idé, ideen om at blive eller skulle være perfekt, let have en følelse af ikke at være god nok, som menneske, som mor/far, ven osv fordi idealet er det perfekte - som man ikke har nået - og måske aldrig kan nå. Dels vil det som forsøgt beskrevet før, være en idé der egentlig modsiger livet.

Et billede på denne idé og dens indvirkning på et menneske - og dens pine - er det lille barn, der begejstret løber efter en bold og prøver at gribe den, men uvægerligt kommer til at sparke den væk med fødderne, lige før det griber den med hænderne.

Ideen om det perfekte - som måske ikke kun er en mere eller mindre tilfældig idé som præger fx nutidens Danmark - kan siges at have dybe kulturhistoriske rødder der har sit centrum i den bibelske myte om Adam og Eva der fristes af slangen med et (falsk) løfte om at blive lig Gud, hvis de spiser af Kundskabens Træ. Endnu videre - hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet - har ideen en virkelig begivenhed i den oversanselige verden som begyndelsespunkt i og med de ældstes fald. Ifølge "Vandrer mod Lyset!" blev de ældste grebet af hovmod, selvbeundring og magtbegær, da de blev stillet overfor mørket - de ville være lig Gud (som i den bibelske myte) og selv skabe liv.

Dette er ideens rod. For de ældste blev hovmodet, selvbeundringen og magtbegæret (og selvovervurderingen) indledningen til et langt og lidelsesfuldt fald til stadig dybere mørke, ondskab og lidelser - hvilket viser hvor potentielt farligt og alvorligt det er, at tro og stræbe efter det perfekte (eller guddommelige), selv om konsekvenserne for de fleste mennesker ikke vil være så store som de blev for de ældste.

Men jeg tror at det er sikkert at sige, at mennesker der stræber efter det perfekte (eller guddommelige) forstået som udviklingens endemål eller slutning (altså døden) - ikke er lykkelige mennesker. En vej videre kan være at indse at denne idé - af de her nævnte grunde - ikke er bæredygtig.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d