I "Vandrer mod Lyset!" siges det, at mennesket fra Guds hånd er udstyret med en tanke (og vilje), der i sig har en naturlig evne til at udvikle sig, og at denne udvikling vil fortsætte evigt. Derfor kan det give mening at sige, at vores erkendelse af virkeligheden gennem tanken, vores billede af virkeligheden, vil blive stadig mere og mere dækkende og nøjagtigt. Det kan altså give mening erkendelsesmæssigt at modstille begreberne om virkeligheden og vores billede af virkeligheden.
Det er vigtigt her at forstå, hvis man accepterer denne skelnen, altså mellem virkelighed og billedet af virkeligheden, dels at det billede vi har af virkeligheden er individuelt, dels at vi ikke står udenfor virkeligheden og betragter virkeligheden, men derimod er en del af virkeligheden.
Det billede vi hver især har af virkeligheden kan grundliggende set være enten statisk eller dynamisk, forstået på den måde, at man kan betragte virkeligheden som noget én gang for alle givet og uforanderligt, eller som en virkelighed i stadig udvikling eller forandring. "Vandrer mod Lyset!" hævder det sidste, altså at virkeligheden grundliggende set er dynamisk, både hvad angår det indre menneske, altså vores tanke og vilje eller bevidsthed, og den virkelighed eller verden, der ligger udenfor os, fx andre mennesker, andre kloder osv. Opfattelsen af virkeligheden som grundliggende dynamisk finder vi i øvrigt også hos den franske filosof, Henri Bergson (1859-1941) i hans værk, "Matiére et Mémoire" (1896); (da. "Stof og Hukommelse") ved hans begreb om tid som en stadig skabelse.
Den sidste formulering kan måske være lidt misvisende, sondringen mellem det indre og det ydre, hvis man med det ydre forstår "virkeligheden" og det indre som noget der i en vis forstand ikke hører til virkeligheden. Men jeg forstår her virkeligheden som både det indre og det ydre, eller som før nævnt; vi står ikke udenfor virkeligheden og betragter den, men er en del af virkeligheden. Denne tanke, mennesket som en del af virkeligheden, og ikke udenfor virkeligheden, er i øvrigt også tænkt og formuleret af den førnævnte filosof, Bergson, i det nævnte værk.
En af grundene til at fx filosoffen, Immanuel Kants (1724-1804), erkendelsesteori i en vis forstand kan siges at bryde sammen (ved begrebet om tingen i sig selv (ding an sich) og den begyndelse han gør med at ville efterspore den rene a priori syntetiske erkendelse (dvs erfaringsuafhængige erkendelse der udvider vores erkendelse) og ender med at afvise al erkendelse, der ikke bygger på en (mulig) erfaring; Kant: "Kritik der reinen Vernunft"; da. "Kritik af den rene fornuft"), er måske netop, at han opfatter mennesket og dermed menneskets tanke som stående udenfor virkeligheden hvorfra vi betragter virkeligheden. Derved skabes der en unaturlig afstand, en uoverstigelig kløft, mellem virkeligheden og erkendelsen af virkeligheden; eller med andre ord en unaturlig grænse og afstand mellem subjekt (det erkendende menneske) og objekt (den virkelighed vi prøver at erkende) - en afstand som medfører uløselige filosofiske vanskeligheder - en afstand eller sondring som det måske ikke er nødvendigt at foretage.
Mere præcist kan det siges, at enhver erkendelsesteori der indfører et subjekt (det erkendende menneske) og et objekt (den virkelighed vi prøver at erkende) som væsensforskellige, er dømt til at bryde sammen og ende i selvmodsigelser og uløselige vanskeligheder. Menneske og virkelighed er forskellige, men ikke væsensforskellige; eller med andre ord; der er en grænse mellem menneske og omverden, mellem det indre og det ydre, men ikke i den forstand at de ikke tilhører samme virkelighed.
Opfattelsen af virkeligheden og erkendelsen af virkeligheden som grundliggende dynamisk finder også støtte i det man kalder den (natur-) videnskabelige metode, hvor man gennem iagttagelse og eksperimenter og selvkorrektion stadig forsøger at skabe ny viden uden at hævde, at vi nogensinde kommer til bunds i virkeligheden.
Selv om der ifølge "Vandrer mod Lyset!" ikke fra Guds side er sat nogen øvre grænse for vores erkendelsesmuligheder, i udviklingen af vores tanke (og for udviklingen af vores vilje) er der dog nogle naturlige begrænsninger, der bla skyldes, at vi ikke er fremstået ved vores egen viljes kraft men er skabt af Gud. Derfor kan vi fx ikke skabe selvstændigt, evigt liv. Eller med andre ord: Vi bliver aldrig lig Gud i viden, kærlighed eller magt.
Det er vigtigt her at forstå, hvis man accepterer denne skelnen, altså mellem virkelighed og billedet af virkeligheden, dels at det billede vi har af virkeligheden er individuelt, dels at vi ikke står udenfor virkeligheden og betragter virkeligheden, men derimod er en del af virkeligheden.
Det billede vi hver især har af virkeligheden kan grundliggende set være enten statisk eller dynamisk, forstået på den måde, at man kan betragte virkeligheden som noget én gang for alle givet og uforanderligt, eller som en virkelighed i stadig udvikling eller forandring. "Vandrer mod Lyset!" hævder det sidste, altså at virkeligheden grundliggende set er dynamisk, både hvad angår det indre menneske, altså vores tanke og vilje eller bevidsthed, og den virkelighed eller verden, der ligger udenfor os, fx andre mennesker, andre kloder osv. Opfattelsen af virkeligheden som grundliggende dynamisk finder vi i øvrigt også hos den franske filosof, Henri Bergson (1859-1941) i hans værk, "Matiére et Mémoire" (1896); (da. "Stof og Hukommelse") ved hans begreb om tid som en stadig skabelse.
Den sidste formulering kan måske være lidt misvisende, sondringen mellem det indre og det ydre, hvis man med det ydre forstår "virkeligheden" og det indre som noget der i en vis forstand ikke hører til virkeligheden. Men jeg forstår her virkeligheden som både det indre og det ydre, eller som før nævnt; vi står ikke udenfor virkeligheden og betragter den, men er en del af virkeligheden. Denne tanke, mennesket som en del af virkeligheden, og ikke udenfor virkeligheden, er i øvrigt også tænkt og formuleret af den førnævnte filosof, Bergson, i det nævnte værk.
En af grundene til at fx filosoffen, Immanuel Kants (1724-1804), erkendelsesteori i en vis forstand kan siges at bryde sammen (ved begrebet om tingen i sig selv (ding an sich) og den begyndelse han gør med at ville efterspore den rene a priori syntetiske erkendelse (dvs erfaringsuafhængige erkendelse der udvider vores erkendelse) og ender med at afvise al erkendelse, der ikke bygger på en (mulig) erfaring; Kant: "Kritik der reinen Vernunft"; da. "Kritik af den rene fornuft"), er måske netop, at han opfatter mennesket og dermed menneskets tanke som stående udenfor virkeligheden hvorfra vi betragter virkeligheden. Derved skabes der en unaturlig afstand, en uoverstigelig kløft, mellem virkeligheden og erkendelsen af virkeligheden; eller med andre ord en unaturlig grænse og afstand mellem subjekt (det erkendende menneske) og objekt (den virkelighed vi prøver at erkende) - en afstand som medfører uløselige filosofiske vanskeligheder - en afstand eller sondring som det måske ikke er nødvendigt at foretage.
Mere præcist kan det siges, at enhver erkendelsesteori der indfører et subjekt (det erkendende menneske) og et objekt (den virkelighed vi prøver at erkende) som væsensforskellige, er dømt til at bryde sammen og ende i selvmodsigelser og uløselige vanskeligheder. Menneske og virkelighed er forskellige, men ikke væsensforskellige; eller med andre ord; der er en grænse mellem menneske og omverden, mellem det indre og det ydre, men ikke i den forstand at de ikke tilhører samme virkelighed.
Opfattelsen af virkeligheden og erkendelsen af virkeligheden som grundliggende dynamisk finder også støtte i det man kalder den (natur-) videnskabelige metode, hvor man gennem iagttagelse og eksperimenter og selvkorrektion stadig forsøger at skabe ny viden uden at hævde, at vi nogensinde kommer til bunds i virkeligheden.
Selv om der ifølge "Vandrer mod Lyset!" ikke fra Guds side er sat nogen øvre grænse for vores erkendelsesmuligheder, i udviklingen af vores tanke (og for udviklingen af vores vilje) er der dog nogle naturlige begrænsninger, der bla skyldes, at vi ikke er fremstået ved vores egen viljes kraft men er skabt af Gud. Derfor kan vi fx ikke skabe selvstændigt, evigt liv. Eller med andre ord: Vi bliver aldrig lig Gud i viden, kærlighed eller magt.
Kommentarer
Send en kommentar