Gå videre til hovedindholdet

Del og hersk

Hvis man prøver at grave et spadestik dybere end betragtningen om mørkets dualitet, dets "lyse" og dets rent sorte side, og forsøger at forstå hvad der ligger bag, kan det siges, at netop dette, skabelsen af to yderpoler, den "lyse" og den sorte side, selve denne opdeling, som har fået et udtryk i den såkaldte "del og hersk" filosofi om magt, som efter hvad jeg ved skyldes Niccoló Machiavelli (1469-1527), er et endnu mere grundlæggende træk ved mørket. Hvis det er muligt at give en enkel karakteristik af mørket må det være denne - skabelsen af to hinanden fjendtlige yderpoler, "del og hersk" filosofien. Måske er det det dybeste der kan siges om hvordan mørket prøver at få magt over os mennesker.

Denne filosofi - del og hersk - begrænses altså ikke til rent politiske forhold, men gør sig også gældende indenfor fx religion i kraft af inddelingen i "frelste" og "fortabte", Gud og djævelen som absolutte modsætninger osv og fx i den klassiske filosofiske strid mellem idealisme og realisme (eller materialisme) og på mange andre områder af den menneskelige tilværelse.

Rent politisk bruges filosofien, del og hersk, til fx at splitte hele befolkningsgrupper og sætte dem op, hidse dem op mod hinanden (i en dansk nutidig sammenhæng fx i opdelingen "dem og os" i indvandrerdebatten), i racistiske ideologier fx ved tanker om visse racers påståede overlegenhed og deraf følgende ret til at kue, undertrykke eller ligefrem udrydde andre, og det politiske mål er at opnå eller bevare og styrke sin egen magt ved at bortlede opmærksomheden fra en hul autoritet eller magt og ved at få mennesker til at bekæmpe eller bekrige hinanden indbyrdes i stedet for at tage et fredeligt opgør med den hule, illegitime, tilranede magt og leve fredeligt sammen.

Kernen i filosofien er altså en kunstig opdeling eller opsplitning i to yderpoler som kommer til at stå fjendtligt overfor hinanden, et kunstigt enten-eller (fx "gode og onde" hvor godt og ondt personificeres, identificeres med de to kræfter, godt og ondt), hvor lysets standpunkt snarere er et både-og. Det er altså selve opdelingen der er forkert og fatal.

Hvis "Vandrer mod Lyset!" er udgangspunktet kan det siges, at del og hersk filosofien snylter på, efterligner, den sande dualisme mellem godt og ondt, lys og mørke. Men den sande dualisme deler ikke mennesker op i "gode og onde" (ex. "dem og os") men siger tværtimod at alle inderst inde er gode, og at vi alle har samme oprindelse (Gud) og at paradis, saligheden er for alle.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...