I Danmark synes den almindelige mening blandt de såkaldte meningsdannere i spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens at være, at Gud ikke findes. Man kan have den fornemmelse eller oplevelse, at det næsten er lidt skamfuldt og tegn på manglende dannelse eller intelligens at tro på Gud.
Der kan være mange årsager til denne holdning, som vel bedst kan beskrives som religiøs indifferens eller ligegyldighed. En af årsagerne kan være, at de billeder eller opfattelser af Gud, som har været gængse i efterhånden tusinder af år, og som har haft stor magt over mennesker, både for den enkelte personligt i den enkeltes egne tanker og følelser i religiøs retning, og gennem de magtinstitutioner man har opbygget omkring bestemte Gudsopfattelser, ikke stemmer overens med det eller de mere ophøjede billeder af Gud, som gennemsnitsmennesket nu bærer i sit indre, og som det sjældent eller aldrig ser eller møder i livet.
Derfor vil mange være tilbøjelige til helt at afvise at forholde sig til spørgsmålet; findes Gud eller ej?
Jeg vil her omtale nogle af de gamle myter om Gud som er repræsenteret i verdensreligionerne og den filosofiske tradition, og som kan være en årsag til ligegyldighed i de religiøse spørgsmål, og korrigere dem ud fra den viden vi har fået gennem "Vandrer mod Lyset!".
Myte nr 1) "Gud deler mennesker op i frelste og fortabte, og Han vil på dommedag ophøje de frelste til evig salighed i Paradis, mens de fortabte nedstyrtes til evige lidelser i helvede."
Svar til myte nr 1: Nej, Gud deler os ikke op på denne måde. Dommedag som den opfattes i fx kristendommen eller islam vil aldrig indtræde, og den evige salighed er for alle, når vi engang har overvundet mørket og har fuldendt vores udvikling gennem de mange reinkarnationer og for menneskeåndernes vedkommende på de fjerne lyskloder så vidt, at vi alle kan indgå i Paradis. Tanken om at Gud skulle dømme nogle til helvedes evige lidelser (eller at mennesket ved syndefaldet har dømt sig selv og kun ved nåde kan gå fri) er en løgn der alle dage er blevet brugt af mørkets repræsentanter (de ældste) til at holde mennesker væk fra Gud og holde os i uvidenhed om, hvem Gud egentlig er, gennem den rædsel mange har følt ved denne tanke. Oprindeligt er tanken om dommedag og "Guds vrede" og det evige helvede født af den ældste af de ældstes (Satans) egne tanker, hans angst og rædsel for den skæbne han mente ventede ham og alle der var faldet med ham. Sandheden er, at Gud ikke planlagde at dømme hverken os mennesker eller Satan eller nogensomhelst anden til lidelser overhovedet, men altid har længtes og længes efter at modtage os alle hos sig i Hans Rige. Men han kræver, at vi selv - under Hans, Hans Tjeneres og de yngstes ledelse og hjælp - overvinder det onde, mørket i os, så vi kan blive myndige, selvstændige personligheder.
Myte nr 2) "Gud er et styrende, ordnende men upersonligt kosmisk princip, noget principielt uforklarligt, der alligevel betinger alt eksisterende. Han er den første årsag til alt, en nødvendig betingelse for al menneskelig erkendelse (første bevæger), men ellers er det ikke muligt at sige noget om Gud."
Svar til myte nr 2: Nej, Gud er ikke et mystisk, upersonligt "noget" eller "princip" men derimod en personlighed, som i ånden er ganske nær ved os alle. Han er en tryg og varm og nær Fader, vores ånds oprindelse og skaber, og ligesom vi hver især har en mere eller mindre klar følelse af en indre, personlig og unik kerne i vores personlighed, er Gud en personlighed - den Ene - en personlighed som man kan tale med, som aldrig fordømmer nogen men hjælper os når Han ser vores længsel efter lys, kærlighed og fred. Vi behøver ikke engang at bede til Ham for at modtage denne hjælp. Når Han ser vores sorg over det onde i os selv, og ser at vi ikke selv formår at overvinde det, af hvad art det så måtte være, så hjælper Han os præcis på den måde som er den bedste - ikke efter menneskeligt ønske og skøn - men efter Hans viden og indsigt og i det rette øjeblik. Den der ved sig tryg i Guds varetægt, kan ikke rammes af nogen form for ondskab.
Myte nr 3) "Gud belønner dem, der dør i kampen for den rette tro - eller i forsvar for den - også selv om den kamp man kæmper sker med voldelige midler - de såkaldte martyrer - med Paradis´ herligste glæder."
Svar til myte nr 3) Denne myte - denne løgn - er sørgeligt aktuel gennem primært de såkaldte muslimske martyrer og selvmordsbombemænd og - kvinder. Oprindeligt skyldes den Muhamed (mange andre af de islamiske trossætninger har derimod ikke deres oprindelse hos Muhamed men er blevet ham tillagt efter hans død), som var af de yngste - altså dem, der altid har forsøgt at hjælpe os mennesker - men på dette punkt fejlede han fatalt - og konsekvensen er alvorlig også i dag. Muhameds fejl er blevet udnyttet af den og de ældste til at ophidse til had og vold på falske præmisser og på løgnagtige forestillinger om Gud og Guds Væsen og ud fra falske løfter givet imod Guds ønske og vilje.
Som man måske vil forstå, så er der så mange fejlagtige eller direkte løgnagtige forestillinger og billeder af Gud i omløb blandt os mennesker, hvoraf mange er bakket op af magtfulde institutioner, at det vil være halsløs gerning at forsøge at beskrive dem alle.
Skal der gives en enkel og sand angivelse af retningen mod lyset og Gud kan vi bedst gøre som der står et sted i VmL+: Hver især at forsøge at reformere, omdanne vores personlighed i overensstemmelse med det bedste, det ædleste og det ærligste i os. Og vide, at Gud altid vil hjælpe os i denne proces. Vi må kort sagt søge at lære at elske hinanden, tilgive hinanden og hjælpe hinanden i stedet for at hade, forfølge og øve vold mod hinanden.
Den genvej som "Vandrer mod Lyset!" derudover anviser går gennem tilgivelsen af den personlighed, som har fejlet, syndet, allermest: den ældste, Ardor eller Satan. Formår vi hver især at give denne tilgivelse ærligt og oprigtigt, vil mange af de vildfarelser, som mange af os har troet på, og som har ført os ind i mange blindgyder og omveje, da forekomme os ganske meningsløse. Fx vil det være vanskeligt når vi har tilgivet Ardor at forstå, at vi nogensinde har kunnet opfatte Gud som en dømmende og fordømmende magt som vi har bøjet os for i angst og bæven, og kun håbet på Hans "nåde". Dette angår i høj grad os alle og er medbestemmende for, hvor lang eller hvor kort vores vandring i denne verden skal blive. Vi kan vælge for os selv og som menneskehed - den lange eller den korte vej - genvejen; det ligger i vores egen magt.
Der kan være mange årsager til denne holdning, som vel bedst kan beskrives som religiøs indifferens eller ligegyldighed. En af årsagerne kan være, at de billeder eller opfattelser af Gud, som har været gængse i efterhånden tusinder af år, og som har haft stor magt over mennesker, både for den enkelte personligt i den enkeltes egne tanker og følelser i religiøs retning, og gennem de magtinstitutioner man har opbygget omkring bestemte Gudsopfattelser, ikke stemmer overens med det eller de mere ophøjede billeder af Gud, som gennemsnitsmennesket nu bærer i sit indre, og som det sjældent eller aldrig ser eller møder i livet.
Derfor vil mange være tilbøjelige til helt at afvise at forholde sig til spørgsmålet; findes Gud eller ej?
Jeg vil her omtale nogle af de gamle myter om Gud som er repræsenteret i verdensreligionerne og den filosofiske tradition, og som kan være en årsag til ligegyldighed i de religiøse spørgsmål, og korrigere dem ud fra den viden vi har fået gennem "Vandrer mod Lyset!".
Myte nr 1) "Gud deler mennesker op i frelste og fortabte, og Han vil på dommedag ophøje de frelste til evig salighed i Paradis, mens de fortabte nedstyrtes til evige lidelser i helvede."
Svar til myte nr 1: Nej, Gud deler os ikke op på denne måde. Dommedag som den opfattes i fx kristendommen eller islam vil aldrig indtræde, og den evige salighed er for alle, når vi engang har overvundet mørket og har fuldendt vores udvikling gennem de mange reinkarnationer og for menneskeåndernes vedkommende på de fjerne lyskloder så vidt, at vi alle kan indgå i Paradis. Tanken om at Gud skulle dømme nogle til helvedes evige lidelser (eller at mennesket ved syndefaldet har dømt sig selv og kun ved nåde kan gå fri) er en løgn der alle dage er blevet brugt af mørkets repræsentanter (de ældste) til at holde mennesker væk fra Gud og holde os i uvidenhed om, hvem Gud egentlig er, gennem den rædsel mange har følt ved denne tanke. Oprindeligt er tanken om dommedag og "Guds vrede" og det evige helvede født af den ældste af de ældstes (Satans) egne tanker, hans angst og rædsel for den skæbne han mente ventede ham og alle der var faldet med ham. Sandheden er, at Gud ikke planlagde at dømme hverken os mennesker eller Satan eller nogensomhelst anden til lidelser overhovedet, men altid har længtes og længes efter at modtage os alle hos sig i Hans Rige. Men han kræver, at vi selv - under Hans, Hans Tjeneres og de yngstes ledelse og hjælp - overvinder det onde, mørket i os, så vi kan blive myndige, selvstændige personligheder.
Myte nr 2) "Gud er et styrende, ordnende men upersonligt kosmisk princip, noget principielt uforklarligt, der alligevel betinger alt eksisterende. Han er den første årsag til alt, en nødvendig betingelse for al menneskelig erkendelse (første bevæger), men ellers er det ikke muligt at sige noget om Gud."
Svar til myte nr 2: Nej, Gud er ikke et mystisk, upersonligt "noget" eller "princip" men derimod en personlighed, som i ånden er ganske nær ved os alle. Han er en tryg og varm og nær Fader, vores ånds oprindelse og skaber, og ligesom vi hver især har en mere eller mindre klar følelse af en indre, personlig og unik kerne i vores personlighed, er Gud en personlighed - den Ene - en personlighed som man kan tale med, som aldrig fordømmer nogen men hjælper os når Han ser vores længsel efter lys, kærlighed og fred. Vi behøver ikke engang at bede til Ham for at modtage denne hjælp. Når Han ser vores sorg over det onde i os selv, og ser at vi ikke selv formår at overvinde det, af hvad art det så måtte være, så hjælper Han os præcis på den måde som er den bedste - ikke efter menneskeligt ønske og skøn - men efter Hans viden og indsigt og i det rette øjeblik. Den der ved sig tryg i Guds varetægt, kan ikke rammes af nogen form for ondskab.
Myte nr 3) "Gud belønner dem, der dør i kampen for den rette tro - eller i forsvar for den - også selv om den kamp man kæmper sker med voldelige midler - de såkaldte martyrer - med Paradis´ herligste glæder."
Svar til myte nr 3) Denne myte - denne løgn - er sørgeligt aktuel gennem primært de såkaldte muslimske martyrer og selvmordsbombemænd og - kvinder. Oprindeligt skyldes den Muhamed (mange andre af de islamiske trossætninger har derimod ikke deres oprindelse hos Muhamed men er blevet ham tillagt efter hans død), som var af de yngste - altså dem, der altid har forsøgt at hjælpe os mennesker - men på dette punkt fejlede han fatalt - og konsekvensen er alvorlig også i dag. Muhameds fejl er blevet udnyttet af den og de ældste til at ophidse til had og vold på falske præmisser og på løgnagtige forestillinger om Gud og Guds Væsen og ud fra falske løfter givet imod Guds ønske og vilje.
Som man måske vil forstå, så er der så mange fejlagtige eller direkte løgnagtige forestillinger og billeder af Gud i omløb blandt os mennesker, hvoraf mange er bakket op af magtfulde institutioner, at det vil være halsløs gerning at forsøge at beskrive dem alle.
Skal der gives en enkel og sand angivelse af retningen mod lyset og Gud kan vi bedst gøre som der står et sted i VmL+: Hver især at forsøge at reformere, omdanne vores personlighed i overensstemmelse med det bedste, det ædleste og det ærligste i os. Og vide, at Gud altid vil hjælpe os i denne proces. Vi må kort sagt søge at lære at elske hinanden, tilgive hinanden og hjælpe hinanden i stedet for at hade, forfølge og øve vold mod hinanden.
Den genvej som "Vandrer mod Lyset!" derudover anviser går gennem tilgivelsen af den personlighed, som har fejlet, syndet, allermest: den ældste, Ardor eller Satan. Formår vi hver især at give denne tilgivelse ærligt og oprigtigt, vil mange af de vildfarelser, som mange af os har troet på, og som har ført os ind i mange blindgyder og omveje, da forekomme os ganske meningsløse. Fx vil det være vanskeligt når vi har tilgivet Ardor at forstå, at vi nogensinde har kunnet opfatte Gud som en dømmende og fordømmende magt som vi har bøjet os for i angst og bæven, og kun håbet på Hans "nåde". Dette angår i høj grad os alle og er medbestemmende for, hvor lang eller hvor kort vores vandring i denne verden skal blive. Vi kan vælge for os selv og som menneskehed - den lange eller den korte vej - genvejen; det ligger i vores egen magt.
Kommentarer
Send en kommentar