Gå videre til hovedindholdet

Om det at skrive

Hos forfatteren, Marcel Proust (1871-1922), møder vi i værket, "På sporet af den tabte tid", den tanke, at en (skønlitterær) forfatter egentlig altid skriver det samme værk.

Hvis dette er en korrekt iagttagelse kan grunden være, at en skønlitterær forfatter ofte skriver ud fra en grundlæggende smerte eller et grundlæggende eksistentielt problem som man prøver at løse ved at udtrykke sig kunstnerisk. Filminstruktøren, Ingmar Bergman (1918-2007), sagde engang noget lignende på den måde, at for ham var det at skabe film som at kredse med tungen om en syg og smertende tand. Selv har jeg prøvet at udtrykke det ved at sige, at det at skrive (eller generelt at udtrykke sig kunstnerisk), behovet for at skrive (eller udtrykke sig kunstnerisk generelt) kan skyldes et indre sår, der bliver ved med at bløde, og i det øjeblik såret heles, ikke gør ondt mere, hvis dette sker, stopper produktionen.

Det kan altså siges, at grunden til at man hele tiden som kunstner søger tilbage til det samme emne, kredser om det, udtrykker det samme på stadig nye måder - i det omfang dette er tilfældet for den enkelte kunstner - er, at smerten eller problemet er det samme og at man måske ikke får det løst. En anden og meget jordnær måde at udtrykke det på er, at kunstneren går som katten om den varme grød.

Men hvis forholdet er, at man som kunstner skriver ud fra en grundlæggende smerte i et mere eller mindre bevidst forsøg på at skaffe sig lindring eller helbredelse for smerten eller det eksistentielle problem, kan dette samtidig være det, der giver det enkelte værk et præg af nødvendighed.

Da jeg selv har erfaring både med at skrive skønlitterære tekster og faglitterære (overvejende filosofiske og religiøse) har jeg iagttaget en forskel på disse to genrer på den måde, at som faglitterær forfatter, fx filosof, går det i bedste tilfælde sådan, at man får tænkt en tanke til bunds, får løst et (filosofisk) problem, eller mener at løse det, får tænkt tanken til ende. Hvis dette sker får tanken ro med hensyn til det problem man søgte at løse, og den kredser ikke længere om problemet.

Løses (det filosofiske) problem ikke vil det gå filosoffen som det går den skønlitterære forfatter; tankerne kredser om emnet, søger at gennemtrænge det fra alle sider, uden ro og afklaring i tanken.

Forskellen på den skønlitterære og den faglitterære produktion oplever jeg på den måde, at de eksistentielle problemer man måske prøver at løse eller udtrykke eller skriver ud fra i en skønlitterær produktion, er sværere at løse og tager længere tid at løse end de faglitterære fx filosofiske problemer man prøver at løse.

Men det er jo ikke kun kunstnere, der har problemer, eksistentielle eller fx filosofiske og videnskabelige, alle mennesker kender til det, og det vil gå, tror jeg, alle på den måde jeg lige har skitseret. Hvis man lever med en grundlæggende smerte eller har oplevet et traume af en art, vil tanken kredse om smerten eller traumet eller problemet, indtil man kommer til en afklaring, fx ved at gennemtænke og gennemlyse problemet fuldstændig. Dette tror jeg er en lovmæssighed eller vilkår for det at være menneske.

Men i bedste fald vil problemet løses, fx ved eftertanke og ved at tænke problemet til bunds og færdigt. Og resultatet af det er - ro i sindet - det der fx ofte, tror jeg, motiverer fx kunstnere til at skabe deres værker.

Om en forfatter eller kunstner generelt formår at trænge til bunds i stoffet, i problemet, i tanken eller følelsen, der inspirerer værket eller ikke, kan ses i hvorvidt og i hvilken grad værket udtrykker en klar tanke eller en klar følelse eller om værket fremtræder dunkelt, uklart, mystisk.

Eksempler på værker hentet fra litteraturen hvor tanken eller følelsen fremtræder uklar og dunkel kan, efter min opfattelse, nævnes "Johannes Åbenbaring" (fra bibelen), "Phänomenologi des Geistes" (da. "Åndens fænomenologi" af Hegel (1770-1831)) og James Joyces (1882-1941) roman, "Ulysses", mens jeg vil nævne værker, der efter min opfattelse fremtræder klare i tanken, som fx John Stuart Mills (1806-1873) filosofiske forfatterskab og Michael Agerskovs (1870-1933) skønlitterære produktion (ham der også står som udgiver - ikke forfatter - af "Vandrer mod Lyset!").

Med de uklare, dunkle værker tænker man måske - jordnært udtrykt: Det er godt nok mystisk det her - det må være meget dybsindigt. Men når man så ser nærmere efter og måske har held til at trænge ind til kernen i det uklare værk bliver det hele til - intet.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d