Et af de centrale begreber i psykoanalysen er som måske bekendt begrebet om fortrængning. Jeg kunne tænke mig at udvide begrebet ved at hente inspiration i "Vandrer mod Lyset!" og begrebet om mørke, det onde, som en reel kraft eller energi. Jeg vil give et eksempel, mit eget, på hvad fortrængning kan være og hvilke konsekvenser det kan have.
I mange år har jeg lidt af en angst for djævelen. For vel omkring 30 år siden begyndte jeg at drømme om ham om natten, og disse drømme er fortsat mere eller mindre til i dag. I de sidste år er tankerne og angsten taget til så jeg også har ment at "se" djævelen fx når jeg lukkede øjnene, men ellers var vågen.
Det er klart, at disse oplevelser ikke er normale, at de er sygelige, at der er tale om hallucinationer. Det jeg "ser" eller drømmer om, er ikke en virkelig djævel, men hvilken betydning kan det så have?
Jeg er kommet frem til den konklusion, at det jeg drømmer om, og de hallucinationer jeg har lidt af, stammer fra noget dæmonisk i mig selv, og det ejendommelige ved fortrængninger er, at idet man søger at fortrænge noget man er bange for, eller måske føler skam over el lign, så tiltager dets magt over sindet. Eller som en engang sagde: Jo mere man forsøger at fortrænge djævelen, jo mere stikker han sin hov frem. I mit tilfælde har angsten været så stor og fortrængningen så stærk, at "djævelen" for mig er blevet eksternaliseret, dvs har taget en ydre selvstændig form i form af fx hallucinationer og "stemmer".
Nu kan sindet spille en adskillige puds, og idet man forsøger at blive ubehagelige symptomer kvit (fx angst) kommer man let til netop derved at fortrænge det man er bange for. For mig har det føltes som en ubehagelig uro i tankerne, en uro som jeg egentlig har næret og forstærket ved mine forsøg på at blive uroen, angsten kvit. I min angst har jeg bestandig skubbet det jeg var bange for væk, fortrængt det, og derved er det blevet ved og er blevet mere og mere plagsomt. Jeg har været tilbøjelig til at tænke, at hvis bare jeg gjorde sådan og sådan, tænkte sådan og sådan, så forsvinder problemet. Hvilket er endnu en måde at skubbe det væk på, fortrænge det; jeg tror det er det psykologerne kalder "the quick fix" - den nemme løsning, det hurtige fix, som ikke løser men vedligeholder problemet.
Jeg oplever en form for vendepunkt ved at turde erkende, at der er noget klart dæmonisk, mørke, i mig selv. Det jeg kæmper med er ikke djævelen, men djævelen i mig selv og dette er sådan som det er. Ved på denne måde at se mørket i øjnene uden at gå ind i det, se det som det er, ja, jeg rummer noget klart dæmonisk, oplever jeg faktisk en ny ro og indre sikkerhed. Det er ikke sikkert at det forsvinder (ny fortrængning), men jeg ved at det er der, og er for så vidt ikke længere bange for det.
Jeg tror dette er en frugtbar måde at forholde sig til mørket på, en måde som måske kan inspirere og hjælpe andre.
I mange år har jeg lidt af en angst for djævelen. For vel omkring 30 år siden begyndte jeg at drømme om ham om natten, og disse drømme er fortsat mere eller mindre til i dag. I de sidste år er tankerne og angsten taget til så jeg også har ment at "se" djævelen fx når jeg lukkede øjnene, men ellers var vågen.
Det er klart, at disse oplevelser ikke er normale, at de er sygelige, at der er tale om hallucinationer. Det jeg "ser" eller drømmer om, er ikke en virkelig djævel, men hvilken betydning kan det så have?
Jeg er kommet frem til den konklusion, at det jeg drømmer om, og de hallucinationer jeg har lidt af, stammer fra noget dæmonisk i mig selv, og det ejendommelige ved fortrængninger er, at idet man søger at fortrænge noget man er bange for, eller måske føler skam over el lign, så tiltager dets magt over sindet. Eller som en engang sagde: Jo mere man forsøger at fortrænge djævelen, jo mere stikker han sin hov frem. I mit tilfælde har angsten været så stor og fortrængningen så stærk, at "djævelen" for mig er blevet eksternaliseret, dvs har taget en ydre selvstændig form i form af fx hallucinationer og "stemmer".
Nu kan sindet spille en adskillige puds, og idet man forsøger at blive ubehagelige symptomer kvit (fx angst) kommer man let til netop derved at fortrænge det man er bange for. For mig har det føltes som en ubehagelig uro i tankerne, en uro som jeg egentlig har næret og forstærket ved mine forsøg på at blive uroen, angsten kvit. I min angst har jeg bestandig skubbet det jeg var bange for væk, fortrængt det, og derved er det blevet ved og er blevet mere og mere plagsomt. Jeg har været tilbøjelig til at tænke, at hvis bare jeg gjorde sådan og sådan, tænkte sådan og sådan, så forsvinder problemet. Hvilket er endnu en måde at skubbe det væk på, fortrænge det; jeg tror det er det psykologerne kalder "the quick fix" - den nemme løsning, det hurtige fix, som ikke løser men vedligeholder problemet.
Jeg oplever en form for vendepunkt ved at turde erkende, at der er noget klart dæmonisk, mørke, i mig selv. Det jeg kæmper med er ikke djævelen, men djævelen i mig selv og dette er sådan som det er. Ved på denne måde at se mørket i øjnene uden at gå ind i det, se det som det er, ja, jeg rummer noget klart dæmonisk, oplever jeg faktisk en ny ro og indre sikkerhed. Det er ikke sikkert at det forsvinder (ny fortrængning), men jeg ved at det er der, og er for så vidt ikke længere bange for det.
Jeg tror dette er en frugtbar måde at forholde sig til mørket på, en måde som måske kan inspirere og hjælpe andre.
Kommentarer
Send en kommentar