Vi søger i dybet den faste grund
For Rene Descartes (1596-1650) er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique).
Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis').
Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst sin begrænsning, og da han er begrænset, må der også findes noget ubegrænset, da det begrænsede ikke giver mening uden sin modsætning. Eller vi kunne måske sige, at det begrænsede er begrænset af det ubegrænsede, og at fx det begrænsede stof og de fysiske legemer er begrænsede af det ubegrænsede rum. Det ubegrænsede bliver med iagttagelsen af det begrænsede logisk nødvendigt.
Det ubegrænsede er Gud. Descartes låner her en beslægtet tanke fra det ontologiske gudsbevis, som det er formuleret (oprindeligt som en bøn) af Anselm af Canterbury (1033-1109): Vi kan tænke det uendelige og fuldkomne Væsen, og dette fuldkomne Væsen må også eje eksistens, da det ellers ikke ville være fuldkomment. Ideen om det fuldkomne Væsen er ifølge Descartes indgivet os af Gud, altså af det fuldkomne Væsen selv.
Med hensyn til Descartes' tanke om Gud og sjælens erkendelse som nødvendig forudsætning for sand videnskabelig erkendelse kan vi tilføje, at verden ontologisk er en virkning med Gud som årsag. Hvis Gud er denne nødvendige forudsætning og årsag til verden, og hvis det er Gud, der har givet de åndelige og fysiske love, der gælder i verden, er det indlysende, at videnskaben ikke kan undvære denne første erkendelse og forudsætning, hvis den skal komme til virkelige resultater.
William Ockhams (1285-1347) ragekniv (Ockhams razor) siger, at vi kun skal medtage og medregne tilstrækkelige forudsætninger og intet mere. Men hvis Gud er den første årsag til alt, og man ikke medregner denne årsag i videnskaben, vil vi notorisk sidde fast i mørke og uvidenhed, sådan som det for eksempel er tilfældet med den kosmologiske teori om the big bang og i hjerneforskningen. Her regner man videre på fejlagtige grundlag, og resultaterne er dunkle og uforståelige og yderst volatile: Det der er videnskabelig evidens for i dag, kan modbevises i morgen. Dermed - ud fra en grundlæggende systemisk fejl - lever den nu degenererede videnskab ikke op til Descartes' sandhedskriterie:
At sandheden er klar og distinkt, og at vi ikke bør godtage noget, der ikke lever op til dette kriterie.
Kommentarer
Send en kommentar