Gå videre til hovedindholdet

Tanke-vilje-enhed

I "Spørgsmål og Svar II" no 64 afhandles det problem, hvordan de ældstes tanke og vilje kunne påvirkes af mørket, det onde, selv om de fra Guds hånd var skabt af rent lys. Det siges, at Gud, da han skabte dem (og alle andre) var nødt til at adskille den tanke og vilje enhver af dem fik tildelt, en tanke og vilje der i Gud oprindeligt var fast sammensmeltet. Dette gjorde Gud for at aktivere den latente, uvirksomme indsugningsevne (gjort uvirksom da Urtanken og Urviljen smeltede sammen og Gud fremstod som personlighed) for at de ældstes (og alle andres) tilegnelse af lyset og kamp mod og overvindelse af mørket kunne blive selvstændig og reel.

Denne adskilte tanke og vilje som enhver har fået tildelt kan betragtes som en åben ringstruktur, som sluttes, lukkes når tanke og vilje smelter sammen ved åndens kulmination. Når ringen er sluttet, når ånden er kulmineret, er ånden men ikke det fysiske og det astrale legeme herunder den fysiske og astrale hjerne beskyttet mod mørket. Derfor kan man stadig under inkarnation efter kulminationen (sammensmeltningen) opleve lidelse forårsaget af det mørke der i denne verden uværgerligt vil påvirke legemet. Både det astrale og det fysiske legeme er i sig selv skabt af mørke; derfor vil både ydre og indre mørke (fx det mørke der findes i den astrale hjerne) kunne påvirke legemet (altså både det fysiske og det astrale). Dette har særlig betydning for de yngste, som fortsætter deres inkarnationer også efter kulminationen.

Tanke-vilje-enhed bør ikke betragtes som en form for slutning, en fuldkommengørelse, eller at man da er "perfekt" og ikke udvikler sig videre, men derimod nærmere som en begyndelse. Den videre udvikling består i en stadig styrkelse af den sluttede ring ved yderligere sammensmeltninger.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset , dels selv har erkendt og fået åbenbaret: Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske. Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed. Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte. Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden. Den primære lov vi mennesker lever under er  gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægt...
Send en kommentar
Læs mere

Kærligheden er verdens bærende princip

I Vandrer mod Lyset beskrives det hvordan Gud bærer verden og den samlede skabelse, Verdensaltet. Da vi samtidig ved fra dette værk, at Lyset gennemstrømmer Gud og at lysets essens er kærlighed er det rimeligt at sige, at kærligheden er verdens bærende princip og at kærligheden er al eksistens' bærende kraft. Dette er ikke indlysende når vi betragter denne verdens mange ufuldkommenheder; dens mange lidelser, sygdomme, krig, vold og grusomhed. Vi forledes let til at tro på, at den uhellige treenighed - magt, penge og sex - ligger bag alt, i hvert fald bag al menneskelig kultur og aktivitet. Men denne verden, mørkets verden - læser vi i Vandrer mod Lyset - er en anomali i forhold til det uendelige og evige Lyshav der evigt udstråles fra Herren, den Almægtige, og som bærer alt. Kosmisk set er døden, sygdom og lidelser paranteser og de er underordnede kærlighedens altbeherskende og evige Magt i Herren. Lyshavet - ikke død og lidelse - er gennem Gud verdens inderste princip,...
6 kommentarer
Læs mere

Tankens subjektivitet og relativitet II

Tanken om at den verden vi sanser og prøver at forstå erkendelsesmæssigt er indhyllet i tåge, at der er et uigennemtrængeligt slør mellem os og verden, og at vi ikke kan erkende verden som den er, men kun som den kommer tilsyne for os, er gammel. Det er ikke kun Kant, der har påpeget dette i sin erkendelsesteori, tanken findes også fx i hinduismen og buddhismen ved tanken om Mayas slør, og tanken findes hos Platon i hans berømte hulelignelse; at vi er som fanger, der er spændt fast dybt i en hule, med blikket rettet mod skygger på væggen, skygger der kastes fra den virkelige verden, ideverdenen, hinsides hulen. Måske kan vi også tolke Platons lignelse sådan, at det er os selv, der kaster skyggerne ved at skygge for den virkelige verden. Det sidste, at det måske er os selv, der kaster skyggerne, peger i retning af den tanke, at sløret måske ikke ligger i verden, men i os, i vores tanke og i selve erkendelsen, ved - som beskrevet i del I - at vi, når vi tænker på noget, fx på 'verden...
Send en kommentar
Læs mere