Gå videre til hovedindholdet

Kirkens nødvendige reformation (2)

Kristendommens fundament er forsoningslæren - den lære der siger, at mennesket kan opnå frelse ved at tro på at Jesus har sonet alles synder ved sin død på korset og efterfølgende opstandelse.

Udover de argumenter mod denne lære som jeg tidligere har fremsat og de argumenter som findes i "Vandrer mod Lyset!" med tilhørende skrifter (herunder specielt "Forsoningslæren og genvejen") vil jeg her tilføje følgende:

Hvis forsoningslæren er sand må vi antage, at forholdene i verden er, at helvede eksisterer og at vi kun kan frelses fra helvede ved at tro på Jesu soningsdød. Hvis helvede ikke eksisterer, er forsoningslæren og Jesu offer meningsløse, da vi så ikke har behov for frelse.

Vi antager altså at helvede eksisterer, helvede forstået som et sted, hvor de fortabte skal straffes evigt. Vi antager videre, at det ligger i menneskets egen magt at vælge om man vil tro eller ej. Hvis det ikke ligger i vores egen magt om vi vil tro eller ikke og det er Gud der indgiver nogle tro, andre ikke, giver kravet om tro ingen mening, da kravet, buddet, forudsætter at vi selv har et valg og at det ligger i vores egen magt om vi vil tro eller ej.

Hvis dette er forholdet og sandheden må vi antage at Gud klart og utvetydigt har tilkendegivet denne betingelse for vores frelse, hvis ikke vi med rette skal kunne anklage ham for sløseri med vores evige skæbne. Hvis dette er virkeligheden, og Gud undlader - gennem Jesus - klart og utvetydigt at sige at netop dette og ikke noget andet er betingelsen for vores frelse, giver begrebet "Guds kærlighed" ingen mening.

Der må altså findes et klart og utvetydigt udsagn fra Gud om dette.

Hvor skal vi søge det? Det skal søges hos Jesus, der i kristendommen opfattes som Gud (et led i den treenige Gud), ikke hos Paulus, ikke hos Augustin og ikke hos Luther eller nogen anden end Jesus selv. Vi må altså finde det i evangelierne hos Jesus selv.

Men dette siger Jesus ingen steder. Tværtimod siger han i Mattheus, 9, 13: "Gå hen og lær, hvad det vil sige: "Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer""

Tanken om retfærdighed ved tro på Jesu soningsdød findes altså ikke hos Jesus. Hverken som noget han meddeler disciplene før sin død og heller ikke efter hans påståede fysiske opstandelse.

Men hvorfra stammer så denne tanke? Den stammer fra Luther der byggede på Pauli udlægning af Jesu liv og død. Er Luther en større autoritet end Jesus? Næppe.

Hvordan man derfor end vender og drejer det, giver forsoningslæren simpelthen ingen mening. Da forsoningslæren er meningsløs og samtidig er kirkens fundament - er kirkens lære - både den katolske og den protestantiske (evangelisk-lutherske) - i sin nuværende skikkelse meningsløs, og derfor er en tilbundsgående reformation af al kristendom ikke bare ønskelig eller tænkelig men uomgængeligt nødvendig.

Spørgsmålet er så: Hvis ikke forsoningslæren kan være fundamentet for kirkens lære, hvad kan så? Hvad bliver der tilbage? Jesu lære! Hvor finder vi det bedste og mest nøjagtige udtryk for denne lære? Næppe i bibelen hvor det er vanskeligt at udskille de sande Jesu ord og gerninger fra de falske, hvilket der er gjort nøje rede for i "Vandrer mod Lyset!".

Hvor så? I "Vandrer mod Lyset!" - og helt specifikt i Kristi direkte tale til os mennesker i Kristi Tale. Her vil man finde en langt mere ophøjet, sand og smuk lære, som vi mennesker frit kan tilslutte os hvis vi ønsker det uden nogen form for trusler om helvede og fortabelse eller krav om blind tro. Her vil man med andre ord finde Kristus selv - og gennem Kristus, vores leder og broder - Gud selv.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst