Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden.

I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen.

I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).

Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.

I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør med det.

Det vigtigste er ikke den gyldne fortid eller sommeren vi glæder os til eller måske paradiset vi engang skal indgå i; det vigtigste er det vi har: Livet lige nu.

Hvert nu er i denne forståelse som en ny chance, en skabelse, et nyt skridt vi tager. Vi behøver ikke flygte til fortiden eller fremtiden, men kan leve i det nu vi med sikkerhed har. Fortiden og fremtiden er i denne forståelse livets ramme; livet, der leves i nuet indrammet af fortid og fremtid.