Gå videre til hovedindholdet

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Gud er kærlighedens kilde og Udspring. Det er sikkert ikke muligt logisk og videnskabeligt at bevise Hans eksistens. Og dog er det så enkelt: Enhver kan finde Ham i sit eget hjerte.

Gud omgiver os med skytsengle for at styrke vores sans for godt og ondt; vi hører deres stemme som samvittigheden.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger over det og angrer, så viser vores sorg og anger at vi har forstået det vi har gjort, hvorfor det ikke er nødvendigt at vi udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Hvis vi sørger og angrer oprigtigt og beder om tilgivelse fra vores offer eller ofre - og får den - så er den onde gerning slettet for evigt.

Gud er et åndeligt Væsen af en uendelig Magt; men Han er også et uendelig mildt Væsen, hvis billede hviler i vores hjerter.

Gud er en uendelig kærlighedens Magt. Ud fra sit fuldstændige kendskab til godt og ondt, lys og mørke, kan Han komme enhver i møde med den dybeste forståelse for alt det onde, der frister os i denne verden, og ud fra sin forståelse hjælpe alle der søger og har brug for Hans hjælp.

Han er altid parat til at tilgive os og hjælpe os når vi fejler eller vakler; et råb om hjælp på mørkets bratte skrænter når det onde truer os eller frister os høres og bønhøres.

Et flammende Væsen er Gud! Et uendeligt Væsen og en uendeligt kærlig, mild men også myndig personlighed er Han!

Den der vandrer med Ham, kan intet ondt ramme; for Hans stærke Hånd skærmer den, der nærer ubetinget tillid til Ham.

Uendeligt nær er Han enhver; for Han bor i vores hjerter og er altid kun en bøn væk.

Gud åbenbarer sig ikke under torden og lyn, ikke i Jesus af Nazareth (Kristus; hvor ren og ophøjet et menneske han end var; den uendelige Gud var og er han ikke), ikke med rædsel og tvang eller under ekstase. Han straffer ikke; men Han er den fred og kærlighed - stille velsignet - vi alle søger.

Ingen - heller ikke Satan (Ardor) - skal fortabes og ingen kan være i mørket evigt; for Guds uendelige kærlighed har sine forgreninger i alle og en mulig genvej til Lyset og Gud ligger åben for os gennem en tilgivelse af den dybest faldne (hvad han - Ardor - har gjort mod os og hvad vi derfor må søge at tilgive ham findes der en udførlig beretning om i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning)).

Guds veje er lysets veje og lysets veje er kærlighedens veje. Vi kan alle være med til at udbrede lyset, kærligheden, i verden, ikke ved indviklede filosofiske indsigter og viden, men simpelthen ved at elske vores medmennesker.

Og vores åndelige vækst - eller bedre: højnelse og forædling - kan vi nå - ikke ved mystiske indsigter som først kan nås gennem års meditation eller lignende - men igen helt enkelt: Gennem kærligheden, ved at elske vores medmennesker og os selv.

En naturlig måde at vise denne menneskekærlighed på ville være at behandle mennesker i nød - for eksempel flygtninge - på samme måde som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi var i deres situation; 'Elsk din næste som dig selv'. 

Vi kan også alle være med til at bryde en del af mørkets, det ondes, magt i denne verden gennem kærlighed i stedet for at søge hævn og øve vold: Ved at tilgive vores fjender.

Gud er ikke sværdet i hånden men velsignelsen i hjertet.

Sådan er Gud og Hans veje og Hans forhold til os mennesker.

Og sluttelig: Før eller senere vil Guds uendelige kærlighed nedbryde al modstand - selv blandt de dybest faldne - og bringe alle sikkert hjem til Guds Riges - Paradis' - evige salighed.

Hjertet lyse vej til Gud, kun det finder vej gennem mørke!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst