Gå videre til hovedindholdet

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger over det og angrer, så viser vores sorg og anger at vi har forstået det vi har gjort, hvorfor det ikke er nødvendigt at vi udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Hvis vi sørger og angrer oprigtigt og beder om tilgivelse fra vores offer eller ofre - og får den - så er den onde gerning slettet for evigt.

Gud er et åndeligt Væsen af en uendelig Magt; men Han er også et uendelig mildt Væsen, hvis billede hviler i vores hjerter.

Gud er en uendelig kærlighedens Magt. Ud fra sit fuldstændige kendskab til godt og ondt, lys og mørke, kan Han komme enhver i møde med den dybeste forståelse for alt det onde, der frister os i denne verden, og ud fra sin forståelse hjælpe alle der søger og har brug for Hans hjælp.

Han er altid parat til at tilgive os og hjælpe os når vi fejler eller vakler; et råb om hjælp på mørkets bratte skrænter når det onde truer os eller frister os høres og bønhøres.

Et flammende Væsen er Gud! Et uendeligt Væsen og en uendeligt kærlig, mild men også myndig personlighed er Han!

Den der vandrer med Ham, kan intet ondt ramme; for Hans stærke Hånd skærmer den, der nærer ubetinget tillid til Ham.

Uendeligt nær er Han enhver; for Han bor i vores hjerter og er altid kun en bøn væk.

Gud åbenbarer sig ikke under torden og lyn, ikke i Jesus af Nazareth (Kristus; hvor ren og ophøjet et menneske han end var; den uendelige Gud var og er han ikke), ikke med rædsel og tvang eller under ekstase. Han straffer ikke; men Han er den fred og kærlighed - stille velsignet - vi alle søger.

Ingen - heller ikke Satan (Ardor) - skal fortabes og ingen kan være i mørket evigt; for Guds uendelige kærlighed har sine forgreninger i alle og en mulig genvej til Lyset og Gud ligger åben for os gennem en tilgivelse af den dybest faldne (hvad han - Ardor - har gjort mod os og hvad vi derfor må søge at tilgive ham findes der en udførlig beretning om i Vandrer mod Lyset (Ardors beretning)).

Og sluttelig: Før eller senere vil Guds uendelige kærlighed nedbryde al modstand - selv blandt de dybest faldne - og bringe alle sikkert hjem til Guds Riges evige salighed.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …