Gå videre til hovedindholdet

Brudstykker og sentenser

1) Had og hævn. Som syre bortætser hadet og hævntørsten - dråbe for dråbe - hjertet og efterlader et hul vi ikke kan fylde før vi angrer de handlinger vi udførte af had og hævntørst.

2) Fjenden. Hvem er fjenden? Fjenden er det onde som peger på næsten og siger: Det er fjenden! Fjenden - den fælles fjende - er ikke de onde, men det onde.

3) Gud. Er Gud fjern, et sted derude i rummet, i en anden galakse, bag stjernerne, fjern og fremmed for vores glæde og sorg og lidelse? Nej, nærmere. I dit hjerte.

4) Vejen. Ingen kender vejen før den er tilbagelagt. Vejen under dine fødder skaber du med din vilje. Den vej du har gået er et billede af dig. Den vej du skaber er billedet af den du skal blive.

5) Det hellige. Det hellige findes ikke udenfor mennesker - fx i 'hellige bøger' - men indeni mennesker. Ofte begår mennesker forbrydelser mod det hellige i sig selv fordi de sætter skriften over hjertet.

6) Lighed og ulighed. Ved at insistere på og med alle midler gennemtvinge egen fordel og magt bliver livet en krig. Ved at tage brødet ud af munden på folk, rejser selvopholdelsesdriften sig og det etiske falder. For den sultne eksisterer etik ikke, kun sulten. Og volden. Derfor er samfund med mange fattige ofte samfund med megen vold.

7) Kærligheden. Hvis du elsker meget og elsker et andet menneske og hun trænger ind i dit inderste, så er det der du mærker smerten hvis hun går.

8) Fred. Brug billioner af dollars på våben, skriv 1000 sider om militær- og forsvarsstrategi, gå således rustet i krig; det hjælper ikke, det koster millioner af menneskeliv og fjenden gør det samme. Så længe vilje står mod vilje finder ondskaben vej. Her er tre ord der virker og som er ganske gratis: Tillid til Gud; den eneste effektive beskyttelse mod det onde.

9) Lyset. Lyset er svagt nu. Er det fordi det skumrer, eller er det morgenen der er på vej? Er det det gamle der bryder sammen og viger for Lyset, er vi på vej ned eller er vi ved at vågne?

10) Jorden og mørket. Hvad er opgaven andet end at søge at tænde et lys, så mennesker kan se. Om mennesker modtager lyset eller søger at slukke det igen er deres, ikke lysbringernes, sag.

11) Vejene. Måske findes der ikke en fælles vej til lyset og Gud, men en for hvert menneske. Måske sinker vi kun hinanden ved at skændes om den eneste rette vej, hvormed vi som regel mener vores egen. Måske er Gud som en stjerne alle søger til ad sin helt personlige og unikke vej.

12) Mening. Gennem vores livsfortællinger søger vi at sætte vores liv ind i en sammenhæng, og derigennem søge mening. Hvert liv, hvert menneske, hvert venskab og ægteskab har sin egen fortælling og mytologi. Derfor er der måske ikke kun en mening med det hele men mange; en for hvert menneske.

13) Vejene og kærligheden. Hvis der findes en vej, der forener alle veje til Lyset, forener alle de veje vismænd gennem tiderne har foreslået, må det være kærligheden, den helt almindelige kærlighed mellem mennesker. Kærligheden er det vi går på ad vores egen unikke og personlige vej, det materiale alle veje er lavet af.

14) Dybet. Vi søger i dybet den faste grund. Den faste grund i dybet er Gud.

15) Kærlighed, frihed og liv. Livet blomstrer i frihed og dør i tvang. At tilstå andre liv gennem frihed er kærlighed. Kan vi tvinge friheden og livet igennem? Nej. Kan vi elske det frem? Ja.

16) Spørgsmål. Er livet som at klæde sig på, indsigt for indsigt, tanke for tanke, handling for handling; eller er det som at blive klædt af, illusion for illusion, for at stå nøgen ved døden? Fødes eller dør vi som blanke tavler? Eller er livet at klæde om fra illusion til sandhed?

17) Kærlighed og præstationskultur. I vores præstations- og konkurrencekultur er vi vant til at måle succes og værdi gennem vores handlinger og præstationer. Hvis denne holdning breder sig til vores opfattelse af og behov for kærlighed - at vi søger kærlighed gennem det vi gør og ikke det vi er - tror jeg vi misser en væsentlig pointe om kærlighed.

18) Kærlighed og erkendelse. Hvis vi søger at vide alt søger vi en afslutning, et facit, døden. Hvis vi under vores forsøg på at forstå verden erkender, at kun i den udstrækning erkendelse og viden tjener kærligheden, den etiske grundsætning, har erkendelse egentlig værdi og berettigelse, og da kan vi se kærligheden ikke som en slutning, et facit, men som en begyndelse, en opvågning, en evig fødsel, da kærligheden peger mod handling og verden og det evige liv. Dermed kan den kultur der søger alvidenhed og almagt gennem videnskab og teknologi siges at være dødens kultur, mens den kultur der tjener kærligheden er livets.

19) Kristendom og syndefald. De der hævder at bibelen og kristendommen er al sandhed bekræfter 'slangens' ord og falske løfter om at blive lig Gud i alvidenhed ved at spise af Kundskabens Træ (jf syndefaldsmyten). Hvis man altså hævder bibelen og kristendommen som al sandhed lukker kristendommen sig om sig selv som en slange, der bider sig selv i halen eller en erkendelsesteoretisk eller religiøs kortslutning. Det samme kan siges om enhver filosofi eller religion der hævder at være al sandhed eller hævder mulighed for menneskelig alvidenhed eller guddommelighed.

20) Forandring. Den vi ikke kan elske, kan vi heller ikke ændre. Hvis vi møder denne verdens tyranner og mordere med fordømmelse og straf, måske ved at slå dem ihjel, så går vi deres vej, og tyrannernes parader og skjold hæves, og de bliver endu mere forbitrede og hadefulde. Men hvis en dag en lysstråle, måske ved en tilgivelse, skulle trænge ind i det mørke hjerte på en der har hænderne fulde af blod, sænkes paraderne og alt forandres. Med fordømmelse og had går vi verdens gamle vej; vi har gået den før og vi går den endnu. Kun kærligheden og tilgivelsen skaber ny vej og sand forandring.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d