Erkendelsesteoretiske vanskeligheder

Som det måske vil være bekendt er filosofiens historie spækket med forsøg på at give fast grund under den menneskelige erkendelse. Forsøg er fx gjort af Platon, Descartes og Kant.

Men tag et helt simpelt udsagn som dette:

Verden eksisterer.

Ved første øjekast ser det uproblematisk ud. Men hvis man går længere end til overfladen melder der sig straks vanskeligheder; for hvad menes der egentlig med ordene "verden" og "eksisterer" og hvad menes der med de to ord sat sammen?

Ingen videnskab kan forklare dette. Den herskende fysiske teori, Standardmodellen, siger et om verden men eksperter indrømmer at den næppe er hele sandheden idet man har formuleret tanker og teorier om såkaldt mørkt stof og energi.

Det kunne tænkes, at "verden" består af tre, fire eller flere dimensioner, at vi i vores erkendelse, hvis vi prøver at opnå absolut (apodiktisk) vished om verden og dens eksistens, mødes af den vanskelighed, at vi - parallelt til teorien om the big bang og rummet der udvider sig - billedlig talt erkendelsesmæssigt befinder os i et epistemologisk rum, der udvider sig, og at vi befinder os på overfladen af dette erkendelsesteoretiske rum som i to eller tre dimensioner ud af et ukendt antal dimensioner, uden mulighed for at overskue eller bare opdage de andre.

Sådan og meget andet kunne man forestille sig. Men når vi ikke engang kan svare på hvad verden egentlig er, hvis den er, hvordan skal vi så kunne udsige noget om dens eksistens? Og hvad skal vi egentlig forstå ved ordet "eksistens"? Ingen har indtil nu kunne svare på dette.

Vi er altså i en situation med hensyn til det ovenstående tilsyneladende så simple udsagn, at vi egentlig ikke engang ved hvad sætningen betyder. Vi ved ikke med sikkerhed hvad verden er og hvad det vil sige at eksistere, og hvad vi derfor nøjagtig skal forstå ved udsagnet.

Alene det at bruge ordet "verden" synes at forudsætte at den eksisterer, og måske kan man sige, at forskellen på erkendelsesteori og ontologi er, at vi i erkendelsesteorien forudsætter, at verden eksisterer. Men da vi ikke med sikkerhed ved hvad ordet eksistens betyder, bliver enhver erkendelsesteori behæftet med et indre slør af usikkerhed; vi søger at erkende noget om verden, men vi ved ikke med sikkerhed hvad det vil sige, at verden eksisterer, hvis den eksisterer, og derfor er enhver erkendelse af den usikker.

Det grundliggende filosofiske eller erkendelsesteoretiske problem synes at være, hvad eksistens egentlig er, det såkaldte ontologiske grundspørgsmål. Indtil dette spørgsmål kan besvares nøjagtigt - hvis det kan besvares - synes enhver erkendelsesteori derfor kun at kunne blive tilnærmelser behæftet med stor usikkerhed og altid åben for kritik og angreb og sprækker for tvivl.

Vi ved ikke nøjagtigt hvad eksistens er, og derfor heller ikke hvad vi skal forstå ved ordet eller begrebet, det ikke-eksisterende. Begge dele synes lige uforklarligt på nuværende tidspunkt.

Sproget - det vi bruger når vi forsøger at erkende noget om verden og videreformidle denne erkendelse - synes at forudsætte eksistens. Hvis jeg bruger ordet "kat" eller "hus" eller et hvilket som helst andet navneord, forudsætter jeg at der findes katte eller huse eller andre ting. Men at forklare hvad det vil sige at de eksisterer eller om de eksisterer ved jeg ikke nøjagtigt.

Hvis sprog forudsætter eksistens må eksistens selv være et endnu mere fundamentalt fænomen end sproget, og derfor er det måske sådan, at hvis jeg eller en anden en dag ved et mirakel skulle erkende eksistensens nøjagtige betydning eller natur, så er den måske af ikke-sproglig eller før-sproglig art og som sådan umulig at videreformidle i sprog.

Måske ville en sådan erkendelse - hvis den er mulig - komme i form af en ikke-sproglig tanke. I hvert fald ville den komme som en tanke.

Hvis erkendelse af eksistensens nøjagtige betydning og natur er mulig, er tanken derfor et endnu mere fundamentalt fænomen end eksistensen; derfor er tanken måske det dybest liggende fænomen overhovedet, dybere og logisk set før selv begrebet eksistens.

Hvis derimod erkendelse af eksistensens inderste betydning og natur ikke er mulig, gælder det jeg sagde før, at eksistensen er det mest fundamentale begreb overhovedet.

I begge tilfælde synes det at være sådan, at hvad enten tanken eller eksistensen er det fundamentale begreb eller fænomen, kan dette ikke forklares, da en forklaring ville forudsætte endnu mere fundamentale begreber eller fænomener.

Og det er måske i sidste ende det, der giver de grundlæggende erkendelsesteoretiske problemer; at fundamentet ikke kan forklares nøjagtigt, da forklaringen ville kræve endnu dybereliggende begreber eller fænomener, der derfor ville være det egentlige fundament og så fremdeles.

Hvis der findes et fundamentalt begreb eller fænomen kan vi kun navngive det, fx "tanke" eller "eksistens", ikke forklare det eller trænge dybere ind eller ned, hvilket ligger i selve ordet fundament.

Dette såvidt et muligt fundamentalt fænomen eller begreb.

Hvis der derudover findes en fundamental sandhed eller virkelighed, en slags første påstand eller aksiom, kunne den fx lyde som jeg før har været inde på:

Tanken eksisterer.

Denne sætning kan sikkert ikke bevises, kun antages, da et bevis ville kræve en dybereliggende sandhed; en sandhed som ikke kan findes, hvis den anførte sætning kan tjene som den første eller grundlæggende epistemologiske og ontologiske sætning eller aksiom.

(At sætningen forekommer indlysende og rimelig og i overensstemmelse med hvad alle kan erfare er ikke ensbetydende med at den nødvendigvis må være absolut sand og uden usikkerhed. Engang mente man fx at det var indlysende, at Solen drejede rundt om Jorden; det kunne enhver jo se; også her ved de mest fundamentale ting og erkendelser kan der spille forhold ind, som vi ikke umiddelbart ved på nuværende tidspunkt; sandhed kan af og til være mod-intuitiv)