Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten 4

På papiret der er som små kvadratiske isflager dukker gådefulde sorte tegn op lidt efter lidt, som ekkoer fra dybet jeg vandrer i, på havets bund som i søvne, mine tanker søger hvile som døde der søger en ny krop, en åben grav at sænke sig i, en afgrænset form, her er alt storm...

Når engle forlader denne verden sker det i stilhed, måske følges de til graven af nogle få, utrøstelige, pludselig stopper det bedrageriske hjerte som de levede og ofrede alt for, hvorfor leve for den smerte og frygt de kalder kærlighed; de breder vingerne ud og sætter af, vingeslagene lyder som sølvklokker, der ringer solen ned...

Vi kommer til verden med et skrig og kun langsomt dæmpes skriget for næsten at forstumme i livets zenith; derefter begynder det igen og tager langsomt til, til sidst ren rædsel; vil der være bløde hænder der griber os som da vi kom her eller evigt mørke eller intet?

I vores kroppe er der evig krig, mellem bakterier og vira og immunsystem, og disse kroppe af krig slagter hinanden, udrydder hinanden, bekæmper hinanden, forfølger hinanden, søger magten, begærer magten, misbruger magten for at kunne stå alene på en iskold bjergtop og se ned på alle de døde de gik henover på vejen op; ecce homo, se dette tragiske fjols gnide sig i hænderne, slibe sine knive, rense sine pistoler; her er sejrherren med sit evige nederlag og sine mareridt...

Hvis livet kun er denne krig, hvorfor så leve? Hvis sejr er at stå alene på toppen i bidende kulde og se ned i afgrunden, hvorfor så kæmpe? Af og til er min fredeligste tanke den at døden udsletter alt, at lidelserne stopper. Det er ikke fred, men heller ikke krig, kun intet. Indtil jeg får svaret, bærer jeg mit blod gennem verden, og håber at der et eller andet sted findes noget bedre som ikke er tilintetgørelse...

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere