Gå videre til hovedindholdet

Opsats 22; Om helte

Vi mennesker elsker at høre om helte og store gerninger, og i vores tåbelighed og eventyrlyst retter vi ofte blikket mod slagmarken for at høre om slag, lidelser, sejre og drab - det kalder vi stort og ønsker at være som de store.

Men af og til får nogle øje på de virkeligt store og søger at være som dem i alvor; dog, vi forstår dem ikke, vores liv og lod er så uendeligt små og ringe sammenlignet med dem.

Betragt nu to af de allerstørste idet vi lægger barnets begejstring for krig, blod og drab bag os; betragt Jesus og Muhammed.

Hvem kan forstå dem? Hvem kan føle hvad de følte, da det onde truede med at lukke sig over dem?

Hvem kan forstå og føle Jesu sorg og smerte og hans tunge byrder som tåbelige mennesker dyngede og dynger på hans skuldre ved at tilbede ham og tiljuble ham som deres Gud? Hvem kan forstå og føle Muhammeds sorg, smerte, afsky og rædsel, når han ser den afskyelige og gudsbespottelige vold og terror der begås i hans navn og den religion han grundlagde?

De mennesker der gør sådan, korsfæster og dræber dem dagligt.

"Lad de bredeste skuldre bære de tungeste byrder". Ja, men mon ikke der har været og er øjeblikke hvor selv disse virkeligt store har frygtet at knække under de byrder vi dagligt dynger på deres skuldre?

Ønsker vi virkeligt og i alvor at være som de sande store? Nu, så må vi holde op med at være som umyndige, der bræger i ørkenen og gør det store småt og det små stort, holde op med at være som grusomme børn, der kæfter op om hævn og krig og vold og drab;

Vi må gå i os selv og se hvilke teaterhelte og teaterreligioner vi har gjort af de virkeligt store og livet ved at gøre og sige det modsatte af det, de store ønsker vi skal gøre: at elske, tilgive og velsigne hinanden, og ikke hade, forbande, forfølge og udrydde vores medmennesker.

Dette er budet, alle kan forstå det. Hvis vi gør dette er vi værdige arvtagere til dem, der ofrede alt for os; ellers er vores lovprisninger og heltebeundring som en blind ged, der bræger mod vinden; det vil sige ingenting.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst