Gå videre til hovedindholdet

Politisk og økonomisk determinisme

I økonomisk teori og politisk videnskab søger man bla at afdække hvilke stimuli der fører til bestemte og ønskelige adfærdsformer for et lands borgere. Og ud fra disse tanker søger man så fra politisk hold at føre en rationel politik.

At dog hverken økonomi eller politisk videnskab kan kaldes for eksakte videnskaber skyldes bla at de bygger på en forkert antagelse om, at hvis man påvirker et menneske med de og de stimuli eller incitamenter, så handler dette menneske netop sådan og sådan.

Med andre ord: En påvirkning X af et menneske medfører med nødvendighed virkning eller handling Y.

At det er en forkert antagelse kan bevises eller i hvert fald sandsynliggøres ved at ethvert lands borgere er underlagt de samme love og regler og incitamenter, men handler vidt forskelligt ud fra disse stimuli.

Vi mennesker handler altså ikke med nødvendighed. Men det betyder ikke at vores handlinger er tilfældige, hvilket ville indebære at vi simpelthen var utilregnelige.

Vi mennesker har en grundlæggende indre og ydre frihed (mere eller mindre; med indre frihed mener jeg frihed til at tænke og handle og med ydre frihed det miljø eller omstændigheder vi handler i og under), hvilket vil sige, at vi under de og de omstændigheder og de og de love og incitamenter mere eller mindre bevidst beslutter hvad vi vil gøre.

I hvert fald bygger vores juridiske system på tanken om denne frihed: Det ville ikke give mening at straffe et menneske for en bestemt handling, hvis det enkelte menneske ikke har et valg eller en frihed til at handle sådan eller sådan eller lade være; hvis vi handler med nødvendighed.

Så samfundene og økonomien udvikler sig ikke ud fra en nødvendighed (determinisme) fordi mennesker ikke gør det. Det nærmeste man kan komme en forudsigelse af et lands udvikling er en sandsynlighed eller en tendens; hvis vi handler sådan eller sådan, hvis vi fører den eller den politik, så vil der sandsynligvis ske det eller det.

Derfor er det ikke muligt at formulere eksakt hvad præcis der i en given situation er den rigtige politik at føre; eller som jeg startede med at sige: Økonomi og politik er ikke eksakte discipliner.

Politik i dag er snarere en kamp mellem bestemte interesser både nationalt og internationalt, interesser som man søger at bibringe et skær af logik og rationalitet uden at dette kan stå for en nærmere prøve.

Man kan håbe at det med tiden vil ændre sig så den grundlæggende bestræbelse ikke bliver interesser maskeret som hensyn til almenvellet, men derimod det man med den bedste vilje mener er bedst for de fleste mennesker.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst