Gå videre til hovedindholdet

Religionernes enhed

Af og til bliver det fremført at alle religioner i deres inderste egentlig er ens eller siger det samme uden at det dog bliver præciseret hvori denne religionernes inderste enhed består.

Jeg tror at synspunktet er rigtigt, og jeg mener at det er muligt at bringe denne inderste enhed på en meget kort formel, egentlig bare et enkelt ord: Kærlighed.

I et billede på religionernes enhed kan man forestille sig en blomst, hvor kronen er Gud Herren, Lysets og kærlighedens Almagt, mens blomstens enkelte kronblade er de forskellige religioner.

Hvis vi udvider billedet og medtager Vandrer mod Lysets begrebsverden kan blomstens stilk være et billede på lyset (med krone i kærligheden og Gud); den jord blomsten gror i er da det mørke som Gud arbejdede sig ud af (som blomsten), hævede sig over og besejrede.

Hvis dette er rigtigt giver det en ekstra dimension til den tanke, at de religiøse stridigheder og krige er meningsløse; hvor meningsløst at slå hinanden ihjel og forfølge hinanden i kærlighedens navn..

(English translation made by myself)

The unity of religions

Sometimes it is said that all religions at their core values and statements are basically the same without explaining precisely how or why it may be so.

I think that this concept, the unity of religions, is true and that it is possible to put it on a very simple formula, in fact just one word: Love.

To put it in a simple image, you might imagine a flower with the Lord God, the Almighty of love and the Light, as the crown, and the single crown leaves as the different religions.

If we widen the image and include the concepts of Toward the Light you may say that the stalk of the flower is representing the light (with God and love as its crown); the soil in which the flower grows is the darkness from which God (like the flower) emerged and which He conquered.

If this is so then it provides an extra dimension to the opinion, that all religious strife and wars are meaningless; how stupid to kill and persecute one another in the name of love..

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere