Gå videre til hovedindholdet

Hos psykiateren 3

Tirsdag aften ringede telefonen og det var dr. Tics der efter mange omsvøb og hæ ha øh hub inviterede mig til et møde om torsdagen i det han kaldte en lille kreds af åndeligt interesserede mennesker som han mente jeg ville finde interessante.

Jeg fandt stedet han havde opgivet, og det viste sig at være et mødested for en lille spiritistkreds jeg aldrig havde hørt om før. Lokalet han viste mig ind i var mørkt med tunge, gamle møbler og mørke gardiner. Vi satte os ved siden af hinanden på forreste række af de stole, der var stillet frem.

En ældre mand med svære briller med mørke glas steg op på podiet, der stod foran et maleri, der forestillede en opgående eller nedgående sol alt efter hvad man nu syntes og foretrak.

- Vi har den ære at modtage en ganske særlig gæst her i aften, begyndte manden der måtte være lederen, - en ganske særlig, hopsa, gæst med ganske særlige kontakter, hubba, som vi glæder os til at modtage budskaber fra.

Manden tørrede lidt sved af panden og fortsatte,

- Som I alle ved er kilderne ved at tørre ud, fuksa, men denne gæst, denne hæ, profet har en ganske særlig kanal til det hæ oversanselige, eller jeg skulle måske sige to ha ha kanaler.

Igen tørrede han sig over ansigtet idet han så ud over forsamlingen.

- Denne gæst, denne profet, denne, ja, ha ha, frelser vil måske kunne føre os over vadestedet nu hvor realiteterne i det ha ha oversanselige har ændret sig, han vil måske kunne skabe nyt liv, nyt ha ha håb, for os hvem det oversanselige ligger så æf stærkt på sinde.

Han så ud over forsamlingen, der mest bestod af ældre velklædte kvinder og mænd, tav et øjeblik for at øge spændingen, hvorpå han sluttede sin introduktion med,

- Lad os nu modtage profeten, frelseren, mediet,...Carl Petersen!

Jeg så med rædsel op på manden med de mørke briller og rystede på hovedet, sank mit spyt flere gange, var ved at kaste op, men han smilede bare idet han hævede øjenbrynene.

- Nu ikke genert, sagde han som om han irettesatte et ulydigt barn. - Bare kom, det er ikke ha ha farligt.

Jeg skjulte ansigtet i hænderne og en gysen for gennem min krop. Dr. Tics så smilende på mig og blinkede som om vi havde noget sammen.

Jeg rejste mig hurtigt op, stolen væltede bagover og jeg løb alt hvad jeg kunne, overvældet af chok og rædsel, og jeg ved ikke hvordan jeg kom ud, men pludselig opdagede jeg, at jeg stod ved et lyskryds og forsøgte at sluge en angstdæmpende pille uden at have vand til at skylle den ned med.

- Hjælp, hjælp mig, skreg det i mig, - åh, Gud, vær mig nådig.

Da jeg et par uger senere igen sad i dr. Tics' konsultation virkede han kølig og helt uden hubba hop hæ hæ. Vi sad lidt i tavshed. Så sagde han,

- Vi skruer lidt på Truxalen igen. Tag 50 mg ekstra morgen og aften. Det dæmper angsten. Zyprexa uændret.

Jeg spurgte om det betød, at jeg stadig ville se djævelen men ikke være bange, og spekulerede over om det ville være et fremskridt. Dr. Tics vinkede mig af og bøjede sig over sine papirer idet han lod mig forstå at jeg kunne gå.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst