Gå videre til hovedindholdet

Den evige flygtning

Denne tekst er fiktion. Enhver lighed med eksisterende personer, steder og organisationer er tilfældig og ikke tilstræbt.

For at afbøde de værste følger af Syriens menneskekværn besluttede Ministerrådet endelig at udstede gratis flybilletter, gratis indkvartering i bekvemme boliger med god mad, rene senge og lægehjælp til børn og deres forældre, der uden skyld var fanget i det jordiske helvede og som hidtil havde forsøgt under livsfare og ofte forgæves at flygte over Middelhavet i synkefærdige plimsollere.

Ministerrådet forventede ikke tak for denne hjælp men formulerede et samlet notat om den desperate situation og slog fast, at dette blot var en naturlig konsekvens af de internationale konventioner og de universelle menneskerettigheder. "Dette er hvad vi er forpligtet til. Hvis vi svigter nu, forsvinder de værdier vi bygger på og sammen med det vores eksistensberettigelse. Hvis vi svigter nu hvor disse værdier skal stå sin prøve vil Unionen langsomt men sikkert falde fra hinanden", udtalte formanden i en kort pressemeddelelse.

Et enkelt medlem af Parlamentet foreslog at bombe landet, men det blev afvist som latterlig fuldemandssnak. Desuden var det pågældende medlem kendt som lidt af en bølle; kort sagt blev han afvist med skuldertræk og fnys eller latter.

Vi stod i lufthavnen og så de knuste mennesker komme ind i ankomsthallen og vi gøs da vi så deres blikke, der sagde så meget som: Tak, men vores hjerter er knuste.

Da antallet af hotelværelser ikke slog til i vores by, hvor vi var ivrige efter at modtage de fordømte med værdighed, dannede vi en borgergruppe, der tilbød supplerende indkvartering. Vi var lige så knuste som de ulykkelige; hele situationen, slagteriet til ingen verdens nytte, stillede spørgsmålstegn ved menneskeartens berettigelse. Vi følte det alle; dette var det mindste vi kunne gøre.

Jeg tænkte endnu en gang på Elsa Morantes fræsende anklage mod historien, en anklage som dagligt voksede og blev mere og mere tung men også sand.

Med hvilken ret sker dette? Hvor længe skal det fortsætte? Skam over det mislykkede og uværdige menneske!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst