Ligesom jeg før har foreslået et argument imod Humes radikale empirisme ved at bruge hans argument mod hans egen teori - at sige at hvis, som han hævder, al erkendelse stammer fra vores indtryk (impressions); og da vi ikke har noget indtryk af denne teori (at al erkendelse stammer fra vores indtryk) så er hans teori ikke en erkendelse og kan ikke være sand; hans tanke ophæver sig selv -
på samme måde kan man behandle Heraklits teori, alt flyder og intet står fast; hvis alt flyder og intet står fast, så står heller ikke denne tanke, at alt flyder og intet står fast, fast; og derfor er der her epistemologisk (erkendelsesteoretisk) tale om en umulig position eller en læresætning, der modsiger sig selv hvis man bruger teorien eller tanken mod den selv.
Det samme er tilfældet hvis man simpelthen vil hævde erkendelsens umulighed; hvis erkendelse er umulig, er det umuligt at erkende, at erkendelse er umulig; igen en selvmodsigende, umulig position.
Det ser altså ud til, at erkendelse må være mulig. Spørgsmålet er så hvordan eller hvad det vil sige at erkende.
Måske kan man nærme sig spørgsmålet ved at betragte Platons dialog, Kratylos, hvor Kratylos, Hermogenes og Sokrates diskuterer navnekorrekthed eller om sproget er udtryk for tingene eller verden i sig selv, om det afbilder verden eller om sproget primært fungerer via konvention.
Kratylos er en såkaldt aporetisk dialog hvilket betyder, at den slutter uden sikkert resultat (aporia; forvirring, rådvildhed). Men Sokrates hælder mest til at anskue sprogets konventionelle natur.
Det samme synspunkt finder vi i Wittgensteins, Philosofische Untersuchungen (da. Filosofiske undersøgelser), hvor han opgiver billedteorien for sprog fra hans, Tractatus logico philosoficus, idet han med teorien om sprogspil hævder at vi forstår hinanden ved hjælp af sproglige konventioner.
Man kunne hævde, at når ny erkendelse kommer til verden, så forsøger den erkendende at afbilde sin nye indsigt via sproget. Og når andre læser eller hører de nye tanker og de bliver antaget, opstår efterhånden den konvention, at sådan og sådan hænger dette sammen.
Dette kan fx iagttages når nye ord kommer ind i sproget; fx ordet computer. Dette ord er et forsøg på at beskrive en nyere opfindelse, og det er blevet en sproglig konvention som henviser til denne opfindelse.
Så jeg foreslår altså en kombination af afbildnings- og konventionsteorien som både Platon og Wittgenstein diskuterer.
Generelt kunne man måske sige idet vi medtager en parallel til Platons hulebillede (fra Staten), at ord og sprog afbilder den tilgrundliggende tanke som skygger idet vi søger at forstå virkeligheden, og hvis en given erkendelse vinder indpas skabes en konvention om at sådan og sådan hænger tingene sammen.
Og en af forskellene på subjektiv og objektiv erkendelse er, at den objektive erkendelse må formuleres i ord og sprog, mens det ikke altid er tilfældet med den subjektive erkendelse, som nogle gange kan komme til udtryk i en indre fornemmelse eller indre følelse af vished, som kan være svær at formulere nøjagtigt i ord og sprog.
Måske er det muligt at identificere en slags epistemologiske (erkendelsesteoretiske) fundamentaler, dvs en række begreber og ord som ikke lader sig reducere yderligere og som har med erkendelsen at gøre; med en vis ret kan det siges, at en stor del af filosofien, i hvert fald hos Platon og Descartes og også Kant netop er sådanne forsøg på at identificere et fast grundlag for erkendelsen i det dyb, der åbner sig når vi spørger til de mest grundlæggende ting i livet og verden -
og hvorfor ikke sige, at tanken, et ord der betegner et fænomen vi alle kender og er det vi søger at forstå verden og livet med, er en sådan epistemologisk fundamental.
Kommentarer
Send en kommentar