Gå videre til hovedindholdet

Stille dage - samtaler i natten 3

På gaden træder jeg ind ad en dør, en tilfældig kvinde, og jeg ved ikke om denne kvinde, denne dør fører ind i hende eller mig selv, det er som om jeg leder efter noget lige som hun gør, noget vi har tabt eller længes efter, måske et aldrig stillet spørgsmål...

Bag døren i en lang snæver gang i mørke hører vi de dødes og de levendes tanker, deres skrig af rædsel, deres råb af glæde, deres suk, deres åndedræt, de omslutter mig som blinkende vægtløse knive eller bløde orange hænder med snoede tatoveringer i blåt der rækker frem som i bøn...

Måske er det rigtigt hvad de siger, at om natten hæver sjælen sig over kroppen, over og under verden og går rundt i haver hvor fugle som blanke mønter synger fra duftende træer eller i smalle snavsede gyder der stinker af pis, og om morgenen må sjælen løbe for at komme tilbage i sin egen krop, men farer tit vild og sænker sig i en fremmed fjendtlig krop, der er kold som en januarstorm i Thule, og straks den synker ind begynder det at sne i den fremmede krop...

Måske er denne dør, denne kvindes skrig der lyder som et ekko af mit, denne længsel der stiger mod himlen som foldede mishandlede hænder eller små ulæselige breve skrevet med barneskrift på et ukendt sprog, disse hænder, der leder efter noget og som skiftevis knyttes i vrede eller smerte eller anstrengelse eller føres op for ansigtet i rædsel, disse øjne, der nægter at se mere...

Jeg træder ind ad døren og finder en stige som både fører op og ned, i dybet har jeg været, der fandt jeg kun ordet nej, prøvende sætter jeg foden på det første trin op og holder vejret og håber at det bærer...

Måske er hendes navn og det hus jeg træder ind i gennem hende kun en betegnelse for alt hvad jeg længes efter og frygter at miste og aldrig har haft, mig selv eller hende eller os begge, en uløselig gåde eller knude, som venter på at blive hugget over med klinger så skarpe som linjerne i disse tegn...

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere