Gå videre til hovedindholdet

Opsats 24; Devils and dust

Han stod af ved stationen, egentlig bare et trinbræt midt i intet, solen hamrer ned som et sygt øje der løber i vand, eller ild, han er støvet, bukserne og støvlerne er støvede, her er det så tænker han, eller tænker ikke noget, solen brænder hans tanker til aske der løber ud mellem hans hænder som sand i et timeglas der er ved at rinde ud,

Han husker husker, hendes krøllede hår da hun dansede væk fra ham og ind i favnen på en anden ved Springsteen koncerten, husker hendes fortvivlede smil der i dansen, husker husker hvordan det var at stå der i mængden med brændende blik der søger hende hende, hans liv der slutter der i mængden, i flokken af mennesker der danser og raser og jubler, tiden der rinder ud som sand i et timeglas,

Og hvad nu, nu er han her, ved en station, egentlig bare et trinbræt, ingen venter ham her, i brændende hede, med støvet tøj og støvler og øjne som skudhuller, huller ind til intet, til undergang og døden, hvad skal han her, han har en overvældende trang til at lægge sig bag busken lidt til højre for ham, lægge sig og forsvinde, blive til intet, brænde til aske og lade røgen stige til himlen og fremkalde regn og liv et andet sted, folde hænderne som til bøn eller knytte dem i en forbandelse,

Men han går i stedet ind på baren midt i hovedgaden og bestiller en whisky og kniber øjnene sammen og venter, han ser hende for sig som en skygge han frygter og elsker, han hvisker hendes navn

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere