Gå videre til hovedindholdet

Hvordan sky det onde?

I Vandrer mod Lyset siges det, at vi mennesker skal sky det onde. Men hvordan?

Mørket, det onde, er en urkraft med mange udslag og kræfter og det er umuligt at beskrive alle disse forskellige udslag og hvordan vi beskytter os mod det.

Men det er muligt at opridse visse generelle måder at håndtere urkraften konstruktivt:

Viljen kan i det enkelte menneske beskytte og skærme tanken.

 Jeg tror det er det Kristus mener, når han i sin tale i Vandrer mod Lyset siger, at vi skal gøre os til herrer over vores tanker.

Viljen kan således styrke tankens evne til at frastøde mørkets angreb. Disse angreb kan tage form af urene og forbryderiske tanker, som ifølge Vandrer mod Lyset påvirker de mennesker vi tænker ondt om og flere andre former.

Det skal tilføjes at vi ikke kun påvirker hinanden med de onde tanker, men også med de gode.

I en mere jordnær fortolkning af denne påvirkning kan andres onde tanker opfattes af mennesker som en mørk og frastødende 'aura' eller udstråling fra dem der tænker ondt om os og på flere andre måder.

Omvendt kan andres gode tanker om os opfattes som en god 'aura' og udstråling og måske en umiddelbar men uforklarlig sympati for dem der tænker godt og kærligt om os.

Derudover - med hensyn til det at sky det onde - kan tanken styrke viljens evne til ikke at udføre onde gerninger - fx drab, tyveri, terror osv - ved at optegne lysets værdier - fx afsky for al vold, løgn osv og viljen til at elske - i hjertet, og lade lysets således optegnede værdier - kærlighed, barmhjertighed, fredskærlighed osv - danne grundlaget for vores etik og livspraksis. 

 På denne måde kan tanken og viljen understøtte hinanden i kampen mod mørket;

Den kamp der til sidst vil udrense alt mørke fra vores indre og gøre os hele og parate til at vandre videre ad lykkeligere og lysere veje i den oversanselige verden indtil vi alle - før eller senere - som åndeligt hele og rene og lysstærke personligheder kan modtages af Gud selv i Paradis.

 (Se i øvrigt afhandlingen i Spørgsmål og Svar II, no 64 (udgivet i tilknytning til Vandrer mod Lyset) om tankens og viljens udrensning af mørket og deres endelige forening)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere