Gå videre til hovedindholdet

Kærlighedens Gud i jødedom, kristendom, islam og Vandrer mod Lyset

I tillæg til det jeg har skrevet tidligere om fællespunktet for jødedom, kristendom, islam - og også for den åbenbaring som for mig er den meste autoritative, Vandrer mod Lyset - kærligheden og kærlighedsbudet, vil jeg sige, at vi kan vælge mellem at fokusere på det der skiller os eller på kærligheden, der forener os.

Vi kan have forskellige billeder af Gud; men det er jo ikke sådan, at der er en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne, Allah for muslimer og en fjerde Gud som har åbenbaret sig i Vandrer mod Lyset;

Hvis der findes en Gud, findes der kun En. Det vi har af denne Gud er billeder og det der forener disse billeder er kærlighed.

Et argument for denne billedopfattelse er, at ingen beskrivelse af Gud kan blive fuldkommen og helt dækkende; hvis den kunne ville vi være guder og i en vis forstand stå over Gud - hvilket er absurd alene af den grund at vi normalt forstår Gud som det Højeste Væsen.

Ingen beskrivelse eller åbenbaring af et Højeste Væsen kan derfor være fuldkommen og i alle enkeltheder dækkende og nøjagtig.

Hvis vi vælger at fokusere på det der splitter os, hadet, intolerancen og gensidig fordømmelse - har vi forladt religionens og Guds vej, kærligheden.

Hvis vi derimod fokuserer på det der forener al tro og som mulighed alle troende kan vi sammen bygge en mere fredelig verden hvor vi står sammen om at elske og berige hinanden og ikke ødelægge Jorden og livet på en vej - hadets - som ikke er og aldrig har været Guds.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst