Gå videre til hovedindholdet

Kærlighedens Gud i jødedom, kristendom, islam og Vandrer mod Lyset

I tillæg til det jeg har skrevet tidligere om fællespunktet for jødedom, kristendom, islam - og også for den åbenbaring som for mig er den meste autoritative, Vandrer mod Lyset - kærligheden og kærlighedsbudet, vil jeg sige, at vi kan vælge mellem at fokusere på det der skiller os eller på kærligheden, der forener os.

Vi kan have forskellige billeder af Gud; men det er jo ikke sådan, at der er en Jahve for jøder, en treenig Gud for kristne, Allah for muslimer og en fjerde Gud som har åbenbaret sig i Vandrer mod Lyset;

Hvis der findes en Gud, findes der kun En. Det vi har af denne Gud er billeder og det der forener disse billeder er kærlighed.

Et argument for denne billedopfattelse er, at ingen beskrivelse af Gud kan blive fuldkommen og helt dækkende; hvis den kunne ville vi være guder og i en vis forstand stå over Gud - hvilket er absurd alene af den grund at vi normalt forstår Gud som det Højeste Væsen.

Ingen beskrivelse eller åbenbaring af et Højeste Væsen kan derfor være fuldkommen og i alle enkeltheder dækkende og nøjagtig.

Hvis vi vælger at fokusere på det der splitter os, hadet, intolerancen og gensidig fordømmelse - har vi forladt religionens og Guds vej, kærligheden.

Hvis vi derimod fokuserer på det der forener al tro og som mulighed alle troende kan vi sammen bygge en mere fredelig verden hvor vi står sammen om at elske og berige hinanden og ikke ødelægge Jorden og livet på en vej - hadets - som ikke er og aldrig har været Guds.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…