Gå videre til hovedindholdet

Sammenfattende om gengældelsesloven

Jeg vil her sammenfatte de erkendelser jeg har gjort vedrørende gengældelsesloven:

I

Gengældelsesloven og gengældelsen er ikke Guds straf, men opdragelse (handlinger har konsekvenser)

I de tilfælde hvor vi nægter at indse naturen af det onde vi har gjort, skal vi gennemleve - når frugterne af vores handlinger er modne til høst - de samme lidelser som vi har bragt andre, hvorved vi - smerteligt - får en virkelig forståelse af det vi har gjort.

II

Gengældelsen er personlig

Hvis jeg har gjort X uret, nytter det ikke at jeg betaler gælden til Y. Gælden skal betales til X når frugten af mine handlinger er modne til høst og med renter og renters rente.

III

Gengældelsesloven er en af de vigtigste drivkræfter i vandringen mod Lyset 

Enhver der forbryder sig og modtager gengældelsen i de tilfælde hvor vi ikke formår at forstå og angre vores handlinger vil efter de udståede lidelser bedre kunne vogte sig mod lignende forsyndelser i fremtiden.

De der synder meget og derfor lider meget vil til sidst vende livsretningen og viljen mod Lyset for at undgå flere lidelser.

Frugten af synd og forbrydelser er så bitter og tung at bære, at den retfærdige gengældelse til sidst vil nedbryde selv den mest syndefuldes trods og få alle til at ville det gode og ikke det onde.

Men om end gengældelsesloven på denne måde er en vigtig drivkraft i vandringen mod Lyset er det ikke den eneste faktor.

Skytsåndernes ledelse, det guddommelige element, de yngstes inkarnationer og Guds øverste ledelse af alt er ligeledes vigtige drivkræfter.

Sammenfattende kan vi sige, at gengældelsesloven er et nøjagtigt spejl af vores gode og onde tanker og handlinger, så vi høster det vi sår.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…