Gå videre til hovedindholdet

Sammenfattende om gengældelsesloven

Jeg vil her sammenfatte de erkendelser jeg har gjort vedrørende gengældelsesloven:

I

Gengældelsesloven og gengældelsen er ikke Guds straf, men opdragelse (handlinger har konsekvenser)

I de tilfælde hvor vi nægter at indse naturen af det onde vi har gjort, skal vi gennemleve - når frugterne af vores handlinger er modne til høst - de samme lidelser som vi har bragt andre, hvorved vi - smerteligt - får en virkelig forståelse af det vi har gjort.

II

Gengældelsen er personlig

Hvis jeg har gjort X uret, nytter det ikke at jeg betaler gælden til Y. Gælden skal betales til X når frugten af mine handlinger er modne til høst og med renter og renters rente.

III

Gengældelsesloven er en af de vigtigste drivkræfter i vandringen mod Lyset 

Enhver der forbryder sig og modtager gengældelsen i de tilfælde hvor vi ikke formår at forstå og angre vores handlinger vil efter de udståede lidelser bedre kunne vogte sig mod lignende forsyndelser i fremtiden.

De der synder meget og derfor lider meget vil til sidst vende livsretningen og viljen mod Lyset for at undgå flere lidelser.

Frugten af synd og forbrydelser er så bitter og tung at bære, at den retfærdige gengældelse til sidst vil nedbryde selv den mest syndefuldes trods og få alle til at ville det gode og ikke det onde.

Men om end gengældelsesloven på denne måde er en vigtig drivkraft i vandringen mod Lyset er det ikke den eneste faktor.

Skytsåndernes ledelse, det guddommelige element, de yngstes inkarnationer og Guds øverste ledelse af alt er ligeledes vigtige drivkræfter.

Sammenfattende kan vi sige, at gengældelsesloven er et nøjagtigt spejl af vores gode og onde tanker og handlinger, så vi høster det vi sår.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d