Gå videre til hovedindholdet

To veje

I visse traditioner af hvilke nogle er meget gamle og tæller hinduistiske og buddhistiske bevægelser og i kristen og islamisk mysticisme hævdes det, at mennesket gennem askese, disciplin og selvfornægtelse kan nå Gud eller forening med Gud og erkendelse af Ham.

Det hævdes at gennem tilintetgørelse af jeget eller selvet når mennesket den fuldkomne og højest mulige tilstand og at fuldkommenheden er en ekstatisk tilstand og forening med Gud.

Disse forestillinger er også tilstede i dele af den moderne og vulgære spiritualitet.

Sandheden er imidlertid den modsatte. I et billede:

Vi kan banke på Guds dør, men det er Ham der lukker op.

Åbenbaringspilen går fra Gud til menneske, ikke omvendt, parallelt til det Vandrer mod Lyset skriver om spiritismen:

Mennesker bør ikke kalde på de døde, men undertiden kalder de på os. Pilen peger oppefra og ned, ikke omvendt.

Det er heller ikke rigtigt, at den højeste tilstand nås ved udslettelse af sit jeg eller ved 'erkendelse af sindets eller jegets (illusoriske) natur'.

Tværtimod gælder det om at styrke sit jeg og personlighed så vi bliver stærke nok til at være i Guds Rige og hos Gud uden at vi opløses og tilintetgøres (se Vandrer mod Lyset).

Men ingen behøver frygte denne opløsning. For Gud sørger for at vi først indtræder i Hans Rige når vi har den fornødne styrke.

Det er altså tale om to hinanden modsatte veje:

1) Gennem selvfornægtelse, disciplin og askese at udslette sit jeg for derigennem at nå ekstatisk forening med Gud eller 'verdenssjælen'.

2) Gennem rolig og langsom og tålmodig styrkelse og udvikling af jeget og personligheden at nå en sådan åndelig styrke at vi kan indtræde i Guds Rige og opholde os i Hans nærhed. Denne salige tilstand er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, klarhed, kærlighed og tryghed.

Den første vej er en arketypisk vej som er repræsenteret i mange traditioner og filosofier (fx også i neoplatonismen og den islamiske sufisme) og er en vildvej.

Den anden vej er sandheden.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…