Gå videre til hovedindholdet

To veje

Opgaven er ikke at brænde diamanten, men at slibe den stadig finere

I visse traditioner af hvilke nogle er meget gamle og tæller hinduistiske og buddhistiske bevægelser og i kristen og islamisk mysticisme hævdes det, at mennesket gennem askese, disciplin og selvfornægtelse kan nå Gud eller forening med Gud og erkendelse af Ham.

Det hævdes at gennem tilintetgørelse af jeget eller selvet når mennesket den fuldkomne og højest mulige tilstand og at fuldkommenheden er en ekstatisk tilstand og forening med Gud.

Disse forestillinger er også tilstede i dele af den moderne og vulgære spiritualitet.

Vi kan formulere tanken i et billede:

Til grund for alting ligger en urkilde (Plotin: Det uudsigelige Ene (Enneaderne); Spinoza: Den selvforårsagede substans (Etica ordine geometrico demonstrata) og flere andre).

Dennes strømning og udstrømning danner hvirvler i form af tid, rum, materie, godt og ondt og egoer eller personligheder.

Opgaven for mennesket er så at fjerne disse hvirvler og genetablere den oprindelige og uhindrede urkildes strøm og (gen-)forene sig med urkilden eller 'verdenssjælen'.

Men det er ikke rigtigt, at den højeste tilstand nås ved udslettelse af sit jeg eller ved 'erkendelse af sindets eller jegets (illusoriske) natur' (foreningen med urkilden).

Tværtimod gælder det om at styrke sit jeg og personlighed så vi bliver stærke nok til at være i Guds Rige og hos Gud uden at vi opløses og tilintetgøres (se Vandrer mod Lyset).

Ingen behøver dog frygte denne opløsning. For Gud sørger for at vi først indtræder i Hans Rige når vi har den fornødne styrke.

Styrken og karakteren dannes ved mødet med det onde og ved at overvinde det.

Der er altså tale om to hinanden modsatte veje:

1) Gennem selvfornægtelse, disciplin og askese at udslette sit jeg for derigennem at nå ekstatisk forening med Gud eller 'verdenssjælen' (urkilden).

2) Gennem rolig og langsom og tålmodig styrkelse og udvikling af jeget og personligheden og selvstændigheden ved mødet med det onde at nå en sådan åndelig styrke at vi kan indtræde i Guds Rige og opholde os i Hans nærhed netop uden at opløses i Ham. Denne salige tilstand er ikke ekstatisk men præget af fuldkommen ro, klarhed, kærlighed og tryghed.

Den første vej er en arketypisk vej som er repræsenteret i mange traditioner og filosofier (fx også i den islamiske sufisme; Rumi m fl) og er en vildvej.

Den anden vej er sandheden.

Den første vej er dødens vej, den anden livets.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…