Gå videre til hovedindholdet

Den kristne blasfemi

Hvis vi opfatter Gud som Lysets og livets Herre, en Almagt intet menneske helt kan forstå og en Far og skaber af den udødelige menneskeånd, så fremtræder kristendommen og enhver gængs religion som en blasfemi.

Kun kærlighedsbudet i religionerne holder, alt andet er slagger.

Hvordan finde rum i sit sind og hjerte til tanken om, at Gud, Almagten, lader sig undfange ved 'Helligånden' og føde af et menneske, Maria ('Guds mor'), hvordan acceptere at denne Lysets og kærlighedens altbeherskende Herre fordømmer de stakkels (naive) mennesker og kræver tro på absurditeter som 'kødets opstandelse' og at de kan opnå syndsforladelse ved at spise Hans kød og drikke Hans blod (nadveren), og at hvis ikke de tror på disse fantasier skal brænde evigt i helvede?

Hvordan tro på at den Almægtige Gud og Herre lader sig korsfæste og dø og opstå til frelse for alle der tror?

Hvordan disse blasfemiske tanker og forestillinger har vundet indpas (parallelt til fx de islamiske vrangforestillinger (fx at alle 'vantro' skal brænde evigt i helvede)) er troens egentlige gåde og mysterium.

Men måske er det den gamle historie om hvordan magt gennem frygt altid er blevet brugt af skrupelløse præster og gejstlige og andre der elsker magt - og afskyr sandhed.

Hold alle disse kristne og islamiske, jødiske, hinduistiske og andre forestillinger op mod Gud, Lysets og Livets og Kærlighedens Herre og Magt, og - ikke mennesker - men religionerne brænder til aske og til intet.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…