Gå videre til hovedindholdet

Tro og viden

Både indenfor jødedom, kristendom og islam forsøgte betydelige tænkere og religiøse personligheder i Middelalderen at forene eller skabe harmoni og overensstemmelse mellem tro og viden.

Navne som Moses Maimonides indenfor jødedom, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas indenfor kristendom og Avicenna, Averroes, Al Biruni og Al Faraqi indenfor islam ydede betydelige bidrag til denne bestræbelse.

I moderne tid forsøges noget lignende ved tanken om intelligent design.

Men mig bekendt er ingen af disse bestræbelser dog rigtig tilfredsstillende og anerkendte.

Måske fordi man ser det forkerte sted. Det er sikkert rigtigt som Kant skrev i Kritik af den rene fornuft, at vi ikke kan bevise eksistensen af et nødvendigt Væsen (Gud). Men vi kan bevise det rationelle i religionens indhold, hvis vi ved troens vigtigste indhold forstår kærligheden.

Kærligheden og kærlighedsbudet deler jødedom, kristendom og islam. Jødedom og kristendom ved 3. Mos. 19, 18 hvor Gud giver Moses budet; 'Du skal elske din næste som dig selv!'; et bud som senere både Jesus og Paulus citerer og kalder det første og det største bud; og islam rummer også kærligheden, hvis vi ved kernen af islam forstår hjertets inderste overgivelse til Gud og de kærlighedsgerninger der følger deraf.

Derfor mener jeg at det er rimeligt at sige at de tre verdensreligioner ligesom Vandrer mod Lyset deler det stærke fokus på kærligheden.

Og kærligheden er rationel fordi det er rationelt at elske: Fordi frugten af kærlighed er - kærlighed. Dette vil også kunne anerkendes af ikke-troende; kærligheden der høster sine kærlighedsfrugter; eller med det gamle ord: 'Som du sår skal du høste'.

At kærligheden er det smukkeste og vigtigste islæt i troendes og ikke-troendes liv vil jeg tro de fleste vil anerkende.

Jeg glemmer ikke her kærlighedens smertefulde konsekvenser i de tilfælde hvor vi mister dem vi elsker, hvor vores kærlighed ikke er gengældt og mange andre tilfælde hvor kærligheden kan gøre ondt.

Men dog er det den der definerer vores menneskelige kerne og det alle længes efter og har behov for; det der giver livet mening og værdi, det der gør os empatiske og helstøbte mennesker og giver livet fylde.

Så tro og rationalitet forenes i kærligheden; broen mellem det vi ved og det vi håber og tror og længes efter. Fordi kærlighed sår og derfor høster kærlighed; for troende og for ikke-troende og for alle.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …