Gå videre til hovedindholdet

Tro og viden

Både indenfor jødedom, kristendom og islam forsøgte betydelige tænkere og religiøse personligheder i Middelalderen at forene eller skabe harmoni og overensstemmelse mellem tro og viden.

Navne som Moses Maimonides indenfor jødedom, Anselm af Canterbury og Thomas Aquinas indenfor kristendom og Avicenna, Averroes, Al Biruni og Al Faraqi indenfor islam ydede betydelige bidrag til denne bestræbelse.

I moderne tid forsøges noget lignende ved tanken om intelligent design.

Men mig bekendt er ingen af disse bestræbelser dog rigtig tilfredsstillende og anerkendte.

Måske fordi man ser det forkerte sted. Det er sikkert rigtigt som Kant skrev i Kritik af den rene fornuft, at vi ikke kan bevise eksistensen af et nødvendigt Væsen (Gud). Men vi kan bevise det rationelle i religionens indhold, hvis vi ved troens vigtigste indhold forstår kærligheden.

Kærligheden og kærlighedsbudet deler jødedom, kristendom og islam. Jødedom og kristendom ved 3. Mos. 19, 18 hvor Gud giver Moses budet; 'Du skal elske din næste som dig selv!'; et bud som senere både Jesus og Paulus citerer og kalder det første og det største bud; og islam rummer også kærligheden, hvis vi ved kernen af islam forstår hjertets inderste overgivelse til Gud og de kærlighedsgerninger der følger deraf.

Derfor mener jeg at det er rimeligt at sige at de tre verdensreligioner ligesom Vandrer mod Lyset deler det stærke fokus på kærligheden.

Og kærligheden er rationel fordi det er rationelt at elske: Fordi frugten af kærlighed er - kærlighed. Dette vil også kunne anerkendes af ikke-troende; kærligheden der høster sine kærlighedsfrugter; eller med det gamle ord: 'Som du sår skal du høste'.

At kærligheden er det smukkeste og vigtigste islæt i troendes og ikke-troendes liv vil jeg tro de fleste vil anerkende.

Jeg glemmer ikke her kærlighedens smertefulde konsekvenser i de tilfælde hvor vi mister dem vi elsker, hvor vores kærlighed ikke er gengældt og mange andre tilfælde hvor kærligheden kan gøre ondt.

Men dog er det den der definerer vores menneskelige kerne og det alle længes efter og har behov for; det der giver livet mening og værdi, det der gør os empatiske og helstøbte mennesker og giver livet fylde.

Så tro og rationalitet forenes i kærligheden; broen mellem det vi ved og det vi håber og tror og længes efter. Fordi kærlighed sår og derfor høster kærlighed; for troende og for ikke-troende og for alle.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…