Gå videre til hovedindholdet

Nietzsche og Dostojevskij

Der er næppe to forfattere der er mere forskellige end de omtrent samtidige Nietzsche og Dostojevskij; Nietzsche med sit overmenneske, der stræber efter og har ret til magt, Dostojevskij med sit undselige menneske, anti-helten der kæmper for overlevelse blandt rovdyr.

I Raskolnikov lader Dostojevskij et lille menneske, en fattig student, antage overmenneskets moral og stræben: Alt er tilladt.

Og i overmod dræber Raskolnikov en kvindelig pantelåner for at gå i det store menneskes fodspor.

Men kort efter, liggende under et buskads, begynder samvittigheden at plage ham, og han tænker: Begynder straffen allerede?

I Idioten prøver Dostojevskij at opstille et andet idealmenneske, fyrst Mysķjin; et menneske der altid tror det bedste om sine medmennesker men som ender med så at sige at blive offer for sin egen godhed og naivitet; hans type er ikke levedygtig og han bliver knust under verdens ubarmhjertige hjul.

Nietzsches idealmenneske er overmennesket, tyrannen med vilje og ret til magt, det samvittighedsløse menneske, en Napoleon; men tyrannens magt er ustabil og flygtig på grund af alt det had han vækker på sin vej mod toppen og siddende på tronen. Kun den magt der bygger på frihed og respekt for mennesker er varig og bæredygtig.

Så når ingen af disse idealer, disse antipoder, er levedygtige; hvilket ideal kan man da opstille for mennesker?

Hvilket andet end Kristus; det ydmyge, ikke naive men vidende menneske hvis magt ikke bygger på tvang og undertrykkelse men på kærlighed, frihed, tilgivelse og selvbeherskelse.

Kristus har magt men er ingen tyran. Kristus kender mennesket men elsker og tilgiver også dem der er imod ham. Han er et ideal; ikke fordi han døde for os men fordi han levede for os og lærte os at elske.

Med Kristus fødes håbet. Håbet for en bedre verden eller rettere et bedre menneske og en højnelse af vores etiske sans idet han lærer os ikke at søge hævn men at tilgive vores fjender.

Hverken over- eller undermennesket er levedygtige idealer; begge typer rummer sin egen undergang.

Det elskende menneske, det indsigtsfulde og vidende og tilgivende menneske kan leve. For med det fødes håbet.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…