Gå videre til hovedindholdet

Nietzsche og Dostojevskij

Der er næppe to forfattere der er mere forskellige end de omtrent samtidige Nietzsche og Dostojevskij; Nietzsche med sit overmenneske, der stræber efter og har ret til magt, Dostojevskij med sit undselige menneske, anti-helten der kæmper for overlevelse blandt rovdyr.

I Raskolnikov lader Dostojevskij et lille menneske, en fattig student, antage overmenneskets moral og stræben: Alt er tilladt.

Og i overmod dræber Raskolnikov en kvindelig pantelåner for at gå i det store menneskes fodspor.

Men kort efter, liggende under et buskads, begynder samvittigheden at plage ham, og han tænker: Begynder straffen allerede?

I Idioten prøver Dostojevskij at opstille et andet idealmenneske, fyrst Mysķjin; et menneske der altid tror det bedste om sine medmennesker men som ender med så at sige at blive offer for sin egen godhed og naivitet; hans type er ikke levedygtig og han bliver knust under verdens ubarmhjertige hjul.

Nietzsches idealmenneske er overmennesket, tyrannen med vilje og ret til magt, det samvittighedsløse menneske, en Napoleon; men tyrannens magt er ustabil og flygtig på grund af alt det had han vækker på sin vej mod toppen og siddende på tronen. Kun den magt der bygger på frihed og respekt for mennesker er varig og bæredygtig.

Så når ingen af disse idealer, disse antipoder, er levedygtige; hvilket ideal kan man da opstille for mennesker?

Hvilket andet end Kristus; det ydmyge, ikke naive men vidende menneske hvis magt ikke bygger på tvang og undertrykkelse men på kærlighed, frihed, tilgivelse og selvbeherskelse.

Kristus har magt men er ingen tyran. Kristus kender mennesket men elsker og tilgiver også dem der er imod ham. Han er et ideal; ikke fordi han døde for os men fordi han levede for os og lærte os at elske.

Med Kristus fødes håbet. Håbet for en bedre verden eller rettere et bedre menneske og en højnelse af vores etiske sans idet han lærer os ikke at søge hævn men at tilgive vores fjender.

Hverken over- eller undermennesket er levedygtige idealer; begge typer rummer sin egen undergang.

Det elskende menneske, det indsigtsfulde og vidende og tilgivende menneske kan leve. For med det fødes håbet.


Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…