Gå videre til hovedindholdet

Krig og fred

Kort efter terrorangrebene mod New York og Washington d. 11. September 2001 udtalte Zygmunt Baumann at dette var menneskers, ikke dæmoners værk.

Parallelt hertil er det nok værd at huske, at det amerikanske svar - invasionen i Afghanistan og Irak og krigen mod terror - ikke var dæmoners eller maskiners, men menneskers svar.

Dette finder jeg værd at bemærke i forhold til krig og fred generelt:

Man kan forsøge at forklare krigshandlinger og fredsslutninger ud fra sociologiske og samfundsmæssige forhold og dybe analyser af faktorer;

Men i sidste ende er det mennesker og ikke dæmoner eller maskiner der træffer beslutninger om krig og fred og dermed om tusinders eller millioners liv eller død og skæbne.

Hvis vi overser den menneskelige faktor og søger at forklare verdens gang som en maskine eller software; hvis det og det sker, så følger med nødvendighed det og det; så misforstår vi tingene under en forståelse af verden som en maskine og ikke som bestående af levende mennesker - med et valg og et ansvar.

Hvis vi forklarer verden ud fra en maskinel forståelse og en forældet determinisme, så er det umuligt at stille de ansvarlige for krig og fred til ansvar.

Mennesker har et valg:

Det var mennesker og ikke maskiner der udførte terroren d. 11. September og det var mennesker der svarede.

Ligesom individer har et valg og dermed et ansvar, har også stater og statsledere et valg og et ansvar:

Deraf følger at hvis vi vil have fred, så bliver der fred, og hvis vi vil have krig, bliver der krig.

Dette ligger i vores egen - og ikke i dæmoners eller maskiners - magt.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst