Gå videre til hovedindholdet

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (6)

For igen at forsøge at illustrere fordelene ved en eventuel Verdensregering vil jeg give dette billede af den nuværende verdensorden:

De eksisterende stater og nationer er som (magt-) centre i ekspanderende cirkler. Disse cirkler støder før eller senere gennem politisk, økonomisk og kulturel ekspansion ind i hinanden og dette fører til krig; enten konkret med våben eller økonomisk og kulturelt.

For at undgå disse sammenstød mellem nationer eller alliancer, idet hvert center søger egen fordel og ekspansion, burde nationerne eller magtcentrene - som individet i Hobbes' Leviathan hvor individet frivilligt afgiver en del af sin magt til en Suværen for at opretholde sig selv og overleve - frivilligt afgive en del af sin magt til en central Verdensregering, så der kun er et magtcenter der skulle repræsentere og varetage alles interesser uden at det vil være nødt til at ekspandere på andres bekostning (cirklernes eller nationernes sammenstød).

Nok kan individernes og nationernes fokus på egennytte (som i Adam Smiths Wealth of Nations) skabe rigdom og velstand, men den politiske, økonomiske og kulturelle konsekvens af den institutionelle egennytte (den nuværende verdensorden) er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig og ustabilitet eller i bedste fald en nedfrosset konflikt eller kold krig.

Da det således synes, at samfundenes og økonomiernes dynamik beror på egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, men samtidig at alle magtcentre søger den samme egennytte (cirklernes udvidelse i cirkelbilledet) og at derfor dynamikken er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig, kold eller varm, gælder det om at udfinde - om muligt - en vision for en fredens dynamik så samfundene ikke stagnerer hvis det er rigtigt at freden sikres bedst gennem et og ikke mange magtcentre.

Spørgsmålet er derfor: Hvis alle nuværende magtcentre frivilligt afgiver en del af deres magt til en central Verdensregering (parallelt til Hobbes' tanke om individets frivillige magtoverdragelse til en Suværen (enten en monark eller en valgt folkeforsamling) for at sikre sin overlevelse) kan en sådan central Verdensregering sikre økonomisk og menneskelig vækst og dynamik?

Med andre ord: Er den menneskelige natur nødvendigvis viet til krig eller er det muligt at skabe en verden i fred uden at det betyder stagnation og fattigdom?

Det spørgsmål må kommende undersøgelser søge at besvare.

Foreløbig synes det, at Hobbes' argumentation for individets magtafgivelse til en Suværen for at sikre sin overlevelse og selvopholdelse og for at undgå det han kalder naturtilstanden, alles kamp mod alle (med historisk baggrund i den engelske borgerkrig); en rationel magtafgivelse som han ligefrem kalder en naturlov (eller samfundskontrakten); med lige ret kan gennemføres for nationerne og alliancer af nationer og folk.

Det er irrationelt for nationerne og mod deres interesser at leve i nationernes naturtilstand, alles kamp mod alle, en tilstand hvor nationerne tvinges til at bruge svimlende ressourcer, økonomisk og menneskeligt, på sikkerhed, forsvar og krigsførelse, og derfor rationelt at afgive en del af magten til en fælles Verdensregering, der kan sikre fred og stabilitet til den enkelte nation, ligesom det er rationelt for individerne at afgive en del af magten til en Suværen.

Spørgsmålet vedbliver dog: Vil en forenet verden være dynamisk og vil den kunne skabe økonomisk og menneskelig vækst, eller vil den forenede verden stagnere og tilsande i fattigdom og elendighed, når man fratager verden krigens, den politiske, økonomiske og menneskelige, dynamiske princip?

Er krigen - egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil - vores skæbne og natur eller er global fred og velstand mulig?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…