Gå videre til hovedindholdet

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (6)

For igen at forsøge at illustrere fordelene ved en eventuel Verdensregering vil jeg give dette billede af den nuværende verdensorden:

De eksisterende stater og nationer er som (magt-) centre i ekspanderende cirkler. Disse cirkler støder før eller senere gennem politisk, økonomisk og kulturel ekspansion ind i hinanden og dette fører til krig; enten konkret med våben eller økonomisk og kulturelt.

For at undgå disse sammenstød mellem nationer eller alliancer, idet hvert center søger egen fordel og ekspansion, burde nationerne eller magtcentrene - som individet i Hobbes' Leviathan hvor individet frivilligt afgiver en del af sin magt til en Suværen for at opretholde sig selv og overleve - frivilligt afgive en del af sin magt til en central Verdensregering, så der kun er et magtcenter der skulle repræsentere og varetage alles interesser uden at det vil være nødt til at ekspandere på andres bekostning (cirklernes eller nationernes sammenstød).

Nok kan individernes og nationernes fokus på egennytte (som i Adam Smiths Wealth of Nations) skabe rigdom og velstand, men den politiske, økonomiske og kulturelle konsekvens af den institutionelle egennytte (den nuværende verdensorden) er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig og ustabilitet eller i bedste fald en nedfrosset konflikt eller kold krig.

Da det således synes, at samfundenes og økonomiernes dynamik beror på egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil, men samtidig at alle magtcentre søger den samme egennytte (cirklernes udvidelse i cirkelbilledet) og at derfor dynamikken er militær, politisk, økonomisk og kulturel krig, kold eller varm, gælder det om at udfinde - om muligt - en vision for en fredens dynamik så samfundene ikke stagnerer hvis det er rigtigt at freden sikres bedst gennem et og ikke mange magtcentre.

Spørgsmålet er derfor: Hvis alle nuværende magtcentre frivilligt afgiver en del af deres magt til en central Verdensregering (parallelt til Hobbes' tanke om individets frivillige magtoverdragelse til en Suværen (enten en monark eller en valgt folkeforsamling) for at sikre sin overlevelse) kan en sådan central Verdensregering sikre økonomisk og menneskelig vækst og dynamik?

Med andre ord: Er den menneskelige natur nødvendigvis viet til krig eller er det muligt at skabe en verden i fred uden at det betyder stagnation og fattigdom?

Det spørgsmål må kommende undersøgelser søge at besvare.

Foreløbig synes det, at Hobbes' argumentation for individets magtafgivelse til en Suværen for at sikre sin overlevelse og selvopholdelse og for at undgå det han kalder naturtilstanden, alles kamp mod alle (med historisk baggrund i den engelske borgerkrig); en rationel magtafgivelse som han ligefrem kalder en naturlov (eller samfundskontrakten); med lige ret kan gennemføres for nationerne og alliancer af nationer og folk.

Det er irrationelt for nationerne og mod deres interesser at leve i nationernes naturtilstand, alles kamp mod alle, en tilstand hvor nationerne tvinges til at bruge svimlende ressourcer, økonomisk og menneskeligt, på sikkerhed, forsvar og krigsførelse, og derfor rationelt at afgive en del af magten til en fælles Verdensregering, der kan sikre fred og stabilitet til den enkelte nation, ligesom det er rationelt for individerne at afgive en del af magten til en Suværen.

Spørgsmålet vedbliver dog: Vil en forenet verden være dynamisk og vil den kunne skabe økonomisk og menneskelig vækst, eller vil den forenede verden stagnere og tilsande i fattigdom og elendighed, når man fratager verden krigens, den politiske, økonomiske og menneskelige, dynamiske princip?

Er krigen - egennytte indadtil gennem ekspansion udadtil - vores skæbne og natur eller er global fred og velstand mulig?

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …