Gå videre til hovedindholdet

Den menneskelige erkendelse

Hvordan kan det være, at den menneskelige erkendelse - med en henvisning til Heraklit - tilsyneladende er flydende, så ikke bare fænomenerne men også de videnskabelige resultater og paradigmer skifter og forekommer usikre trods bestræbelser på evidens og sikkerhed?

Er den menneskelige erkendelse principielt, som fænomenerne og følelserne, flydende, flygtig og usikker?

Lad os underkaste denne tanke en undersøgelse parallelt til den jeg har forsøgt med Humes erkendelsesteori, nemlig at prøve tanken på sig selv:

Hvis al erkendelse er flydende og usikker, så ville selve denne tanke, at al erkendelse er flydende og usikker, selv være flydende og usikker. Udsagnet ville betyde, at det står fast, at al erkendelse er flydende og usikker; hvilket ophæver tanken.

Derfor, da al erkendelse ikke kan være flydende og usikker, må der være noget der står fast. Det gælder så om at identificere dette faste, den sikre grund i dybet:

Det der er fælles for alle kendte teorier er, at de er blevet til efter et tankemæssigt arbejde (tanken) og ud fra - må vi formode - et ønske om at finde sandheden eller noget sandt (viljen).

Det der således står fast er tanken og viljen.

Dette gælder også for den eksperimentelle videnskab: Videnskabelige forsøg bliver ikke designet tilfældigt men efter overvejelser og ideer (tanken) og de udføres ved en viljesakt (viljen).

Hvis vi alligevel skal følge tanken om al erkendelses flygtighed og usikkerhed et stykke kan vi sige, at nok er det en kendsgerning at de videnskabelige teorier og resultater skifter, men det der får strømmen af tanker og teorier til at flyde, tanken og viljen, står fast.

Måske kan vi tilføje at ikke tankens og viljens resultater (teorier) men selve forsøget på at forstå står fast og at denne bestræbelse - ikke dens resultater - gælder til alle tider.

Specielle tanker og handlinger, tankefænomener og de enkelte handlinger, er eksempler på den dybereliggende almene tanke og vilje.

Tanker og handlinger, med basis i selve tanken og viljen, strømmer ligesom fænomenerne i den ydre verden og følelserne i det indre menneske; men selve tanken og viljen, med rod i ukendte dybder, står fast.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…