Gå videre til hovedindholdet

Metafysik som bro mellem videnskab og religion

Som den amerikanske filosof, historiker og forfatter Will Durant siger et sted så kan videnskab opfattes som studier af dele mens filosofi beskæftiger sig med helheder.

Eller med andre ord: Videnskab analyserer, filosofi syntetiserer.

Hvis vi søger en bro mellem de to grene af den menneskelige erkendelse, kommer vi ikke udenom Kants tænkning.

Som jeg forstår Kant og som Durant bemærker, så skabte Kant sin filosofi ud fra et ønske om at redde både videnskab og religion ud af den blindgyde som Humes radikale skepticisme havde hensat dem i.

Resultatet var at Kant tværtimod lagde videnskab og religion tilsyneladende endeligt i graven:

Vi kan ikke vide noget om tingene som de er i sig selv men kun som de fremtræder og kommer tilsyne for os (ding-an-sich; Erscheinung; vi kan kun studere fænomener, ikke tingene i sig selv) hvilket skaber en grænse for videnskaben, og vi kan ikke bevise et nødvendigt Væsens eksistens (en af fornuftens fire antinomier som fremkommer når fornuften prøver at overskride, trandencere sig selv) hvilket - modsat hvad Spinoza hævdede - skaber en grænse for religionen.

Spidsformuleret er både vores videnskab og vores religion derfor henvist til tro. Vi kan ikke vide noget som helst med absolut, apodiktisk vished. Vi kan have tilnærmet viden, ikke vished.

Spørgsmålet er: Er dette et grundvilkår for mennesker, en naturlig og uoverstigelig grænse for den menneskelige erkendelse, eller findes der en udvej af denne blindgyde hvor vi må sige, at alt dybest set kan være tilfældet?

Er det muligt ved hjælp af en ny metafysik ikke kun at danne bro mellem videnskab og religion - som dybest set befinder sig i den samme usikkerhedens elendighed - men også skabe sikkerhed for begge?

Og hvordan er vi havnet i denne blindgyde?

Disse spørgsmål er det nødvendigt at besvare hvis ikke vi skal slå os til tåls med at vi dybest set intet kan vide med sikkerhed og at alt kan være tilfældet.

Som et første og grundlæggende resultat af denne eftersøgning af en sikker viden og en bro mellem videnskab og religion ved en ny metafysik kan vi hævde, at en sådan sikker viden må findes.

For hvis vi siger som sandhed og absolut viden, at der ingen sikker viden findes, havner vi i en selvmodsigelse der ophæver sit eget udsagn. Hvis der ingen sikker viden fandtes, ville vi ikke vide det. Derfor er udsagnet meningsløst.

Der må altså findes sikker viden. Spørgsmålet er hvad vi kan vide med sikkerhed og hvordan vi kan opnå sikker viden og dermed finde den faste grund i dybet. Det vil jeg søge at nærme mig et svar på i kommende indlæg her på bloggen og måske ved skrifter på min hjemmeside (carstenplougolsen.dk).

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være Jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…