Gå videre til hovedindholdet

Metafysik som bro mellem videnskab og religion

Som den amerikanske filosof, historiker og forfatter Will Durant siger et sted så kan videnskab opfattes som studier af dele mens filosofi beskæftiger sig med helheder.

Eller med andre ord: Videnskab analyserer, filosofi syntetiserer.

Hvis vi søger en bro mellem de to grene af den menneskelige erkendelse, kommer vi ikke udenom Kants tænkning.

Som jeg forstår Kant og som Durant bemærker, så skabte Kant sin filosofi ud fra et ønske om at redde både videnskab og religion ud af den blindgyde som Humes radikale skepticisme havde hensat dem i.

Resultatet var at Kant tværtimod lagde videnskab og religion tilsyneladende endeligt i graven:

Vi kan ikke vide noget om tingene som de er i sig selv men kun som de fremtræder og kommer tilsyne for os (ding-an-sich; Erscheinung; vi kan kun studere fænomener, ikke tingene i sig selv) hvilket skaber en grænse for videnskaben, og vi kan ikke bevise et nødvendigt Væsens eksistens (en af fornuftens fire antinomier som fremkommer når fornuften prøver at overskride, trandencere sig selv) hvilket - modsat hvad Spinoza hævdede - skaber en grænse for religionen.

Spidsformuleret er både vores videnskab og vores religion derfor henvist til tro. Vi kan ikke vide noget som helst med absolut, apodiktisk vished. Vi kan have tilnærmet viden, ikke vished.

Spørgsmålet er: Er dette et grundvilkår for mennesker, en naturlig og uoverstigelig grænse for den menneskelige erkendelse, eller findes der en udvej af denne blindgyde hvor vi må sige, at alt dybest set kan være tilfældet?

Er det muligt ved hjælp af en ny metafysik ikke kun at danne bro mellem videnskab og religion - som dybest set befinder sig i den samme usikkerhedens elendighed - men også skabe sikkerhed for begge?

Og hvordan er vi havnet i denne blindgyde?

Disse spørgsmål er det nødvendigt at besvare hvis ikke vi skal slå os til tåls med at vi dybest set intet kan vide med sikkerhed og at alt kan være tilfældet.

Som et første og grundlæggende resultat af denne eftersøgning af en sikker viden og en bro mellem videnskab og religion ved en ny metafysik kan vi hævde, at en sådan sikker viden må findes.

For hvis vi siger som sandhed og absolut viden, at der ingen sikker viden findes, havner vi i en selvmodsigelse der ophæver sit eget udsagn. Hvis der ingen sikker viden fandtes, ville vi ikke vide det. Derfor er udsagnet meningsløst.

Der må altså findes sikker viden. Spørgsmålet er hvad vi kan vide med sikkerhed og hvordan vi kan opnå sikker viden og dermed finde den faste grund i dybet. Det vil jeg søge at nærme mig et svar på i kommende indlæg her på bloggen og måske ved skrifter på min hjemmeside (carstenplougolsen.dk).

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…