Gå videre til hovedindholdet

Note til tanken om epistemologiske fundamentaler

Til tanken om epistemologiske fundamentaler (se http://carstenplougolsen.dk/erkendelsesteori.pdf) vil jeg føje, at ikke blot stoffet (som i atomteorien), men også tanken eller erkendelsen kan tænkes at møde udelelige 'atomer' ved dyb analyse eller fortsat deling.

Atomteorien kan altså tænkes både at være gyldig med hensyn til stof og tanke og erkendelse eller bevidsthed.

Eksempler på epistemologiske atomer (eller udelelige fundamentaler) er selve fornuften, eksistens, uendelighed og flere andre.

Fx viste Kants forsøg på at gennemføre sin copernikanske vending væk fra omverdenen og mod erkendelsen selv, at erkendelse eller fornuft ikke umiddelbart lader sig bestemme nøjagtigt; dette er klart da hans forsøg udmundede i selvmodsigelser (vi kan ifølge Kant ikke erkende objekterne selv men kun som de kommer til syne (Erscheinung) for os).

På samme måde strandede Heideggers fundamentalontologi ('Sein und Zeit' (1927) hvori han søger at forklare begrebet eksistens) og han nåede aldrig at fuldføre den påtænkte anden del af værket.

I begge tilfælde strandede bestræbelserne måske fordi analysen ramte en epistemologisk, udelelig fundamental eller 'atom'; dvs et begreb der ikke lader sig opløse eller forklare videre.

Stof og erkendelse kan altså tænkes at være underlagt de samme forhold som er beskrevet i atomteorien og kvanteteorien.

Endvidere mht atomteorien: Hvis Vandrer mod Lysets beskrivelse af stoffet (VmL opererer med lys- og mørkepartikler) er korrekt, kendes i dag under halvdelen af alle eksisterende partikler.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Grundlæggende erkendelsesteori (epistemologi)

I erkendelsesteorien (epistemologien) har man længe søgt et sikkert udgangspunkt for menneskets erkendelse. Nødvendigheden af dette skyldes, at det ser ud til, at hvis vi ikke kan identificere et grundlag, et (mere eller mindre) sikkert udgangspunkt for erkendelsen, bliver al erkendelse umulig eller i hvert fald usikker. Vi fanges i en relativisme eller en - måske absolut - skepticisme hvor vi må erkende, at vi intet kan erkende, at vi strengt taget intet kan vide om noget som helst, hvilket jo i sig selv er et paradoks og et kors for tanken.

Men vi har et behov for erkendelse - vi har et behov for at forsøge at forstå den verden vi lever i, for at kunne leve eller overleve, og vi har et behov for at forsøge at forstå os selv som mennesker. Vi er her nede i noget af det mest grundliggende; spørgsmål som: Hvad er et menneske? Hvem er jeg? Hvad er verdens, virkelighedens natur?

Jeg vil her forsøge at opstille og begrunde et muligt udgangspunkt for menneskets erkendelse ud fra denne for…

Humes og Kants erkendelsesteorier

Det er næppe forkert at sige, at blandt filosoffer med den største virkningshistorie hører David Hume (1711-1776) og Immanuel Kant (1724-1804) primært i kraft af deres hovedværker, A Treatise of human nature, (1739; Hume), og Kritik der reinen Vernunft (1781 (A-udgaven) og 1787 (B-udgaven; Kant)).
Ifølge Hume består al menneskelig opfattelse (perception) af indtryk  (impressions) og ideer. Indtryk definerer Hume som sansning (sensation), lidenskaber (passions) og følelser. Ideer er for Hume svage (efter-)billeder af indtryk (faint images) i relation til tænkningen.
Dette er hovedtanken i Humes erkendelsesteori, en tanke som han dog så vidt jeg kan se ikke begrunder noget sted, men som han drager en række radikale konsekvenser af; da vi fx ikke har noget indtryk (i Humes definition af ordet) af loven om årsag og virkning, bliver denne lov illusorisk eller erkendelsesteoretisk ugyldig; vi har intet indtryk af en nødvendig forbindelse mellem årsag og virkning; vi har intet indtryk af f…

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag).Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende.I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi gør m…