Gå videre til hovedindholdet

Tyranniets uundgåelige fald

Hos Platon fremsætter sofisten, Thrasymachos, (Staten) den tanke at uretfærdighed er stærkere end retfærdighed og at magt kun udøves til den stærkeres fordel.

Heroverfor argumenterer Sokrates, at det forholder sig lige omvendt idet uretfærdighed og et uretfærdigt styre uvægerligt vil skabe så megen indre og ydre strid og modstand at det uretfærdige styre med nødvendighed vil falde før eller siden.

Dette er en teoretisk, filosofisk tanke som også understøttes af erfaringen; det er nok muligt at oprette eller tilrive sig en tyrannisk magt og blive enehersker og kue og undertrykke sine medmennesker for en tid, men før eller senere må tyrannen, den uretmæssige hersker, falde og tyranniet opløses; Nazi-Tyskland, Sovjetunionen, Irak under Saddam Hussein; alle tyrannier og diktaturer er før eller siden faldet.

Denne tanke kan udvides til at gælde generelt for det gode og det ondes forhold og diskussionen om hvad der er stærkest; det er muligt at gøre meget ondt både som individ og som samfund, men før eller siden vil den indre og ydre strid gøre en ende på viljen til det onde og længslen efter fred og harmoni enten i individet eller samfundet - som kun det gode og ikke det onde kan skabe - og det godes samarbejde og enighed mod det ondes strid og uenighed og ufred og kaos vil bane vej for personlig eller samfundsmæssig fred.

Derfor står fremtiden - for enhver og i verden mellem de enkelte folk og samfund - i sidste ende i fredens tegn. Og derfor er det ikke i nogens interesse - heller ikke i magthavernes interesse - at skabe diktaturer eller tyrannier eller uretfærdige samfund - tyranniernes dage er talte fra deres fødsel - men derimod af al kraft og evne at skabe så retfærdige og gode og dermed stabile og varige samfund som muligt.

En tommelfingerregel for hvad der er i magthavernes og lovgivernes virkelige interesse og hvordan vi bedst skaber retfærdige samfund, siger Kristus i sin tale i Vandrer mod Lyset idet han siger, at de hver især bør stræbe efter at blive sit lands bedste menneske og kræve meget af sig selv for at kunne kræve meget af andre, og udforme lovene som om de selv skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Gud og mennesker

Jeg vil her give en kort sammenfattet lære om Gud og Hans forhold til os mennesker som jeg dels udleder af Vandrer mod Lyset, dels selv har erkendt og fået åbenbaret:

Gud er en uendeligt ophøjet personlighed, højt hævet over alt jordisk, og alligevel helt nær ethvert menneske.

Gud er Lysets og kærlighedens Almagt, kærlighedens og Livets Herre. Han opdrager os mennesker med kærlighed men også med myndighed.

Den primære lov vi mennesker lever under er gengældelsesloven, 'som du sår skal du høste'; denne guddommelige lov og retfærdighed har Gud ikke givet for at straffe os, men for at vi - smerteligt - kan forstå - i de tilfælde hvor vi nægter at erkende det onde vi har gjort, nægter at sørge og angre og bøje os - præcis hvad vi har gjort ved at udsættes for de samme lidelser vi har bragt andre.

Men straks må det siges, at Guds og menneskers kærlighed og barmhjertighed står over gengældelsesloven; af samme pædagogiske grunde: Hvis vi har gjort andre ondt og erkender det og sørger o…

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Rationalet bag en eventuel Verdensregering (8)

En Verdensstat med en fælles Verdensregering kan synes som et tågebillede uden hold i virkeligheden.

Hvad med de mange forskellige folkeslag med vidt forskellige kulturer, sprog, tro, karakter, egenart osv? Ville vi ikke gøre vold mod det?

Men hvis vi ser på historien; på hvordan de nuværende nationalstater er blevet til, er udviklingen parallel:

Fx Frankrig blev født som nationalstat ved forening af en mængde forskellige provinser med forskellige folkeslag eller folk med forskellige sprog og kultur; Normandiet, Bretagne, Provence og germaner, keltere, normanner osv.

Disse folk blev forenet ud fra tidens behov og dannede til sidst det vi i dag kender som Frankrig. Lignende kan iagttages overalt i historien og for alle nationalstater. Måske forekom ideen om en fælles nation (fx Frankrig) middelaldermennesket lige så fremmed og utopisk som en Verdensstat gør det for os i dag.

Nye statsdannelser og statsformer fødes ud fra et aktuelt behov, men det kan - som i tilfældet med nationalstate…