Gå videre til hovedindholdet

Tyranniets uundgåelige fald

Hos Platon fremsætter sofisten, Thrasymachos, (Staten) den tanke at uretfærdighed er stærkere end retfærdighed og at magt kun udøves til den stærkeres fordel.

Heroverfor argumenterer Sokrates, at det forholder sig lige omvendt idet uretfærdighed og et uretfærdigt styre uvægerligt vil skabe så megen indre og ydre strid og modstand at det uretfærdige styre med nødvendighed vil falde før eller siden.

Dette er en teoretisk, filosofisk tanke som også understøttes af erfaringen; det er nok muligt at oprette eller tilrive sig en tyrannisk magt og blive enehersker og kue og undertrykke sine medmennesker for en tid, men før eller senere må tyrannen, den uretmæssige hersker, falde og tyranniet opløses; Nazi-Tyskland, Sovjetunionen, Irak under Saddam Hussein; alle tyrannier og diktaturer er før eller siden faldet.

Denne tanke kan udvides til at gælde generelt for det gode og det ondes forhold og diskussionen om hvad der er stærkest; det er muligt at gøre meget ondt både som individ og som samfund, men før eller siden vil den indre og ydre strid gøre en ende på viljen til det onde og længslen efter fred og harmoni enten i individet eller samfundet - som kun det gode og ikke det onde kan skabe - og det godes samarbejde og enighed mod det ondes strid og uenighed og ufred og kaos vil bane vej for personlig eller samfundsmæssig fred.

Derfor står fremtiden - for enhver og i verden mellem de enkelte folk og samfund - i sidste ende i fredens tegn. Og derfor er det ikke i nogens interesse - heller ikke i magthavernes interesse - at skabe diktaturer eller tyrannier eller uretfærdige samfund - tyranniernes dage er talte fra deres fødsel - men derimod af al kraft og evne at skabe så retfærdige og gode og dermed stabile og varige samfund som muligt.

En tommelfingerregel for hvad der er i magthavernes og lovgivernes virkelige interesse og hvordan vi bedst skaber retfærdige samfund, siger Kristus i sin tale i Vandrer mod Lyset idet han siger, at de hver især bør stræbe efter at blive sit lands bedste menneske og kræve meget af sig selv for at kunne kræve meget af andre, og udforme lovene som om de selv skulle rammes af hver eneste lov og bestemmelse.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Muhammeds åbenbaringer og koranen

I det følgende tager jeg udgangspunkt i at Vandrer mod Lyset er sandhed og at Gud derfor er den Lysets og Livets og Kærlighedens altbeherskende Magt som vi alle kan være helt trygge ved og som stråler så klart frem i dette værk.

Derudover antager jeg at Muhammed havde åbenbaringer som han søgte at bringe videre i koranen.

Hvis vi gør disse to antagelser er der en klar parallel til Paulus' skabelse af kristendommen som Vandrer mod Lyset beskriver det:

At mangt og meget indgaves Paulus af den Ældste, Satan (Ardor) deriblandt nadverordene.

På samme måde må vi antage, ud fra koranens ord; alle de steder hvor 'Gud' næsten svælger og udpensler 'de fortabtes' lidelser, hvor 'Gud' fordømmer mennesker og fx kalder dem 'brændsel for Ilden' osv osv; at kilden til Muhammeds åbenbaringer hverken var Gabriel eller Gud men ligesom i Paulus' tilfælde den Ældste, Satan (Ardor).

Koranens overvejende mørke og fordømmende tone sandsynliggør dette. Og selve åbenbari…

Det gamle og det nye Testamente

I de bibelske tekster ofres nogle steder store anstrengelser for at sammenkæde bibelens dele og kontinuiteten i Skriften blandt andet ved de mange slægtstavler. Et eksempel på det er slægtstavlen i Matthæusevangeliet 1, 1-17 (med parallelsted i Luk. 3, 23-38) der skal skabe kontinuitet mellem Det gamle og Det nye Testamente.

Men hvis man nærlæser Matt 1, 1-17 og kombinerer det med 2. Sam 7, 11-17, hvor Gud angiveligt via profeten Natan forjætter David, at Han vil bygge David et Hus og et kongedømme, befæstet til evig tid (hvilket er en forjættelse om Kristus), så er der en sær inkonsistens i og med at det siges, at Jesus er af Davids slægt;

For i slægtstavlen i Matt 1, 1-17 vises det, at det er Josef, der er af Davids slægt, og Josef er ikke far til Jesus, der påstås at være undfanget af Helligånden og født af Maria som påstås at være jomfru. Derfor er Jesus ikke af Davids slægt, og der er ingen direkte linje fra Abraham over Isak og Jakob og David til Jesus, og dermed kappes en vigti…

Islams vej, sharia, og genvejen

Hvis vi accepterer den korte formel for Islams vej, sharia, jeg før har foreslået:

At den anstrengelse, jihad, hvormed den troende søger at vandre vejen, sharia, til Gud (Allah) ved det inderste hjertes overgivelse (underkastelse) til Ham ved trosbekendelsen (vejens begyndelse), bøn, faste i Ramadan, almisse og pilgrimsfærd til Mekka er Islams kerne;

Så er det let at se rigtigheden i det nogle muslimer siger; at deres religion fx gennem Islamisk Stats ugerninger er blevet kidnappet af kriminelle voldsmænd, hvis ondskab og vildskab kompromitterer en vej og en overbevisning, der for de fleste er kilde til indre fred, trøst og glæde.

Hvor er al Qaidas eller Islamisk Stats forbrydelser retfærdiggjort hvis Islams kerne er den her anførte?

Ingen steder!

Islam er en blandt mange veje til Gud, og fra Vandrer mod Lyset ved vi, at den vej vi vandrer i tro og i håb; den vej fører til Gud.

Ingen har ret til at tvinge nogen til at vandre en vej mod den enkeltes vilje, og ingen har - med et aktuelt …