Gå videre til hovedindholdet

Den kristne syndefaldsmyte - 2

Af bibelens syndefaldsmyte, 1. Mos. 3, fremgår bla fire ting:

1) Gud har skabt slangen, der forledte Adam og Eva til at spise af træet til kundskab om godt og ondt (1. Mos. 3, 1)

2) Slangens ord om at Adam og Eva ville blive som Gud til at kende godt og ondt (1. Mos. 3, 5-6) var sande, hvilket Gud siger i 1. Mos. 3, 22

3) Konsekvensen af at Adam og Eva blev som Gud til at kende godt og ondt var, at de skulle dø (1. Mos. 2, 17 og 1. Mos. 3, 3), hvilket er divergensen mellem Gud og slangen. Gud siger at konsekvensen er at de skal dø, hvilket slangen overfor Eva benægter (fristelsen)

4) Grunden til at Gud forviser Adam og Eva fra Edens Have var at forhindre at de ikke også skulle spise af livets træ og leve evigt (1. Mos. 3, 22-24), hvilket ville gøre også slangens ord om at mennesket ikke skulle dø hvis de spiste af Kundskabens Træ sande

Følger vi skabelses- og syndefaldsmyten så må det antages, at Adam og Eva oprindelig var skabt udødelige. Døden kom først til dem da de spiste af Kundskabens Træ. Grundkonflikten er derfor ikke så meget at de kunne blive udødelige (igen) ved også at spise af Livets Træ, men at de kunne gøre det som guder (de blev som Gud til at kende godt og ondt som slangen sagde og som Gud bekræfter).

Hvis de både var som Gud til at kende godt og ondt og i denne tilstand også blev udødelige som Gud, ville de gøre Gud rangen stridig og det er det, der kan siges at være mytens grundkonflikt; at mennesket kunne blive lig Gud.

Der hvor myten efter min opfattelse svigter er, at dette med at blive lig Gud ikke kun var et ønske men også en mulighed og endda en mulighed Gud selv havde åbnet op for ved dels at skabe slangen (fristeren), Kundskabens Træ og Livets Træ. Men dette følger kun den konkrete, bogstavelige læsning af myten.

Hvordan ser det ud hvis vi betragter fortællingen som myte og ikke som konkret historie? Hvordan ser det ud hvis vi opfatter mennesket i myten (Adam og Eva), slangen, Kundskabens Træ og Livets Træ som billeder, symboler?

Rammen for en forståelse af syndefaldsmyten kunne være at betragte Adam og Eva og handlingen i fortællingen ikke som konkrete mennesker der levede i en fjern fortid, men derimod fortællingen om ethvert menneske, der fødes uskyldig men som på et tidspunkt enten som følge af opdragelse eller tildragelser i livet får øjnene op for godt og ondt.

Denne erfaring kan siges at være med til at give mennesket karakter og personlighed. Men fortællingen svigter efter min opfattelse også i en mytisk læsning ved at sige, at vi ikke kun lærer om godt og ondt, men også kan blive som Gud til at kende godt og ondt. Dette er i myten ikke kun et ønske, men med faldet en fuldbyrdet realitet, hvilket som nævnt bekræftes af Gud.

Den egentlige synd er i mytens sprog ikke kun at lære om godt og ondt, men at blive lig Gud. Så langt bærer myten. Dens eneste fejl er i mine øjne, at den tager fejl når den siger, at det at blive lig Gud er en reel mulighed og ikke kun et (umuligt) ønske.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d