Gå videre til hovedindholdet

Erkendelse, virkelighed og relativitet. En mulig videnskabskritik

Det er en integreret del af kvanteteorien, at en iagttager af processer på det subatomare niveau påvirker de processer man iagttager. Dette skyldes selve den måde man måler på. Hvis man ønsker at bestemme en elektrons position på et givet tidspunkt gør man det så vidt jeg har forstået ved at skyde andre elementarpartikler mod denne elektron, hvorved elektronen påvirkes.

Denne tanke kan ud fra en filosofisk vinkel siges at stille spørgsmålstegn ved selve ideen om en objektiv videnskab og danne den første begyndelse til en mulig videnskabskritik. Hvis det iagttagne ikke kun på subatomart niveau men også i andre forhold og under andre omstændigheder (fx i politologi eller sociologi) påvirkes af iagttageren, er det ikke sikkert at man kan opretholde tanken om en objektiv iagttager og dermed en objektiv videnskab.

I hvert fald siden Descartes og videre over Kant har man forsøgt at videnskabeliggøre filosofien og metafysikken, dvs skabe sikker, objektiv erkendelse. Men alle forsøg er mislykkedes, også Kants forsøg med hans tre Kritikker, der skulle danne et komplet erkendelsessystem (fornuft, moral og dømmekraft; Kritik der reinen Vernunft, Kritik der praktischen Vernunft og Kritik der Urteilskraft) ved i første omgang at foretage "en kopernikansk vending" (som han skriver i forordet til Kritik der reinen Vernunft) i metafysikken bort fra verden og mod erkendelsen selv; eller i hvert fald skabe mulighed for en fremtidig videnskabelig filosofi eller metafysik.

Den egentlige grund til at også Kants forsøg strandede (ikke kun pgra det paradoksale begreb "tingen-i-sig-selv" (ding-an-sich; hvad er tingen for erkendelsen når vi ikke erkender den?), men også fordi konklusionen på hans tanker var at enhver erfaringsuafhængig erkendelse ikke kan overskride erfaringen; et nyt uløseligt problem og paradoks) var måske at den grundlæggende antagelse bag hans og andres forsøg på at skabe sikker, objektiv viden, og dermed streng objektiv videnskab, ikke kun i metafysikken men også i naturvidenskaben, er forkert.

Den grundlæggende antagelse i den daværende og nutidige videnskab kan siges at være, at det er muligt at betragte virkeligheden objektivt og så at sige uafhængigt af virkeligheden eller fra en position udenfor den virkelighed man studerer uden at påvirke denne virkelighed.

Men denne antagelse kan være forkert simpelthen fordi enhver iagttager er en del af virkeligheden og ikke løsrevet fra eller uden for den virkelighed man studerer og derfor påvirker forskeren og hans måleapparatur (fx også ved interviews, spørgeskemaer osv) den virkelighed han studerer.

Dette gælder hvad enten man kun betragter menneskets bevidsthed som en endnu ukendt hjerneproces eller man medtager et ikke-fysisk, åndeligt plan for bevidstheden. Hvis bevidsthed udelukkende er hjerneprocesser, så befinder hjernen sig i og ikke udenfor verden eller virkeligheden, og hvis man medtager en ikke-fysisk, åndelig dimension i bevidstheden og verden, er ånden også i og ikke udenfor den todelte (sanselige og oversanselige) virkelighed.

Dermed opstår - måske - en principiel relativitet i ethvert forsøg på at erkende verden og virkeligheden, en relativitet der bunder i den enkelte forskers individuelle personlighed eller bevidsthed og i denne bevidstheds og måleapparaturets placering i verden og virkeligheden og ikke udenfor.

Det er i hvert fald en kendsgerning, at forskningen i dag som før stritter i alle retninger og der er, er det mit indtryk, ikke enighed om ret meget. En af grundene til at man ikke kan nå bare konsensus for ikke at tale om ubestridelige resultater, kan være den her foreslåede relativitet i betragtningen og forskningen i virkeligheden.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d