Platons aporia

Sokrates: Så du siger altså, kære Lysimachos, at mennesket er krop og kun krop. Er det rigtigt forstået?

Lysimachos: Ja, det er rigtigt, det er det jeg mener.

Sokrates: Men sig mig så, er den der ejer noget ikke forskellig fra det han ejer?

Lysimachos: Jo, bestemt! Men jeg forstår ikke hvor du vil hen med det.

Sokrates: Jeg skal prøve at forklare det mere præcist. Siger vi ikke 'min krop' og at jeg ejer min krop?

Lysimachos: Jo

Sokrates: Altså må 'min' og 'jeg' være noget forskelligt fra kroppen.

Lysimachos: Det ser ud til det.

Sokrates: Ja, og altså kan jeg og min krop ikke være det samme, eller hvad mener du?

Lysimachos: Når du siger det på den måde, så er det nok sådan.

Sokrates: Og er det modsatte af krop ikke det vi kalder sjæl?

Lysimachos: Jo.

Sokrates: Men sig mig så: Er jeg og min sjæl så det samme?

Lysimachos: Måske.

Sokrates: Hør nu, kære Lysimachos, du er ikke opmærksom. Hvad sagde jeg lige?

Lysimachos: Hvad mener du, Sokrates?

Sokrates: Jeg sagde 'min sjæl'.

Lysimachos: Det gjorde du jo.

Sokrates: Altså kan jeg heller ikke være identisk med min sjæl. For vi blev jo lige enige om, at den der ejer noget er forskellig fra det han ejer.

Lysimachos: Ja, det gjorde vi.

Sokrates: Men hvad er da sjæl? Kan du sige mig det?

Lysimachos: Jeg ved det virkelig ikke, Sokrates. Jeg føler mig helt rundt på gulvet.

Sokrates: Nej, du ved det ikke, og det gør jeg heller ikke. Jeg tror vi må sige, at 'jeg' skjuler sig i det guddommelige dyb, som ingen kan lodde. Men nu hører jeg min daimon hviske til mig. Den siger, 'jeg tænker, altså er jeg'. Hvad mon vi skal forstå ved det, kære Lysimachos?

Lysimachos: Det har jeg ingen anelse om. Hvad tror du?

Sokrates: Det skal jeg sige dig. Vi blev lige enige om, at vi ikke kan forklare hvad 'jeg' betyder. Men hvad så med 'tænker' eller 'tanke'? Hvad er 'tanke'?

Lysimachos: Jeg ved det virkelig ikke, Sokrates.

Sokrates: Siger vi ikke også 'min tanke'?

Lysimachos: Jo.

Sokrates: Altså må jeg og min tanke ifølge vores tidligere ræsonnement også være forskellige. Men hvad er tanken så?

Lysimachos: Jeg ved det virkelig ikke, og jeg føler mig nu lidt svimmel.

Sokrates: Er det ikke sådan at både 'jeg' og 'tanke' ikke kan forklares og at de begge skjuler sig i det dyb, jeg talte om før?

Lysimachos: Jo, sikkert.

Sokrates: Så måske har min daimon for en gangs skyld vrøvlet. For vi ved ikke hvad 'jeg' er og hvad 'tanke' er, så derfor ved vi heller ikke hvad 'eksistere' betyder. Eller hvad mener du?

Lysimachos: Sådan må det være.

Sokrates: Da vi altså ikke ved hvad jeg eller tanke eller det at eksistere betyder, er det så ikke det rigtigste at sige, at det eneste vi ved er at vi ikke ved noget?

Lysimachos: Jo, når du siger det på den måde, så er det nok sådan.

Derefter begav vi os begge hen til sportspladsen for at se de unge mænd konkurrere i løb og brydning, uden at være blevet meget klogere.