Bibelen som myte, fiktion

Ligesom jeg før har forsøgt at argumentere for at bibelens beretning om syndefaldet bedre kan forstås som myte og ikke som faktuel historie er det min opfattelse at store dele af bibelen kan forstås på samme måde, altså som myte, fiktion og ikke som kendsgerninger.

Fx skabelsesberetningen, beretningen om Noa og syndfloden, Jobs Bog, beretningen om Jesu kødelige opstandelse og himmelfart, beretningen om hvordan Jesus bespiste de mange mennesker, hans forvandling af vand til vin, hele 'Johannes Åbenbaring' osv osv.

Og hvis det er rigtigt at Gud er Lysets og kærlighedens Almagt som jeg har skrevet en del om, så er også beretningen om Abraham, Isak og Jakob forstået som faktuel historie absurd, men fungerer måske som myte og fiktion (en fundamentalt spændende historie som Thomas Mann har digtet videre på i 'Josef og hans brødre').

Store dele af bibelen virker meningsløs hvis man tolker den bogstaveligt og ikke som skønlitteratur, fiktion; fx virker det med den moderne videnskabs resultater også tvivlsomt at hævde at Gud skabte Jorden på seks dage, at benægte evolutionen, at hævde kødets opstandelse osv osv.

Men som fiktion, som myte kan flere af fortællingerne fungere; at hævde at alt i bibelen er konkret sandhed og måske endda 'Guds ord' virker på mig rent ud sagt latterligt, og at folk tidligere er blevet brændt og tortureret i kristendommens, den bogstavelige tolkning af bibelen og Guds navn er tragisk.

Hvad der dog ikke er latterligt eller tragisk er det håb og den trøst og glæde bibelen og kristendommen gennem tiderne har bibragt mange mennesker; dog nok til dels på et fejlagtigt grundlag hvis man har tolket budskabet bogstaveligt og ikke har formået at se den sande Guds billede bag de mange brogede og eventyrlige fortællinger.