Gå videre til hovedindholdet

Bibelen som myte, fiktion

Ligesom jeg før har forsøgt at argumentere for at bibelens beretning om syndefaldet bedre kan forstås som myte og ikke som faktuel historie er det min opfattelse at store dele af bibelen kan forstås på samme måde, altså som myte, fiktion og ikke som kendsgerninger.

Fx skabelsesberetningen, beretningen om Noa og syndfloden, Jobs Bog, beretningen om Jesu kødelige opstandelse og himmelfart, beretningen om hvordan Jesus bespiste de mange mennesker, hans forvandling af vand til vin, hele 'Johannes Åbenbaring' osv osv.

Og hvis det er rigtigt at Gud er Lysets og kærlighedens Almagt som jeg har skrevet en del om, så er også beretningen om Abraham, Isak og Jakob forstået som faktuel historie absurd, men fungerer måske som myte og fiktion (en fundamentalt spændende historie som Thomas Mann har digtet videre på i 'Josef og hans brødre').

Store dele af bibelen virker meningsløs hvis man tolker den bogstaveligt og ikke som skønlitteratur, fiktion; fx virker det med den moderne videnskabs resultater også tvivlsomt at hævde at Gud skabte Jorden på seks dage, at benægte evolutionen, at hævde kødets opstandelse osv osv.

Men som fiktion, som myte kan flere af fortællingerne fungere; at hævde at alt i bibelen er konkret sandhed og måske endda 'Guds ord' virker på mig rent ud sagt latterligt, og at folk tidligere er blevet brændt og tortureret i kristendommens, den bogstavelige tolkning af bibelen og Guds navn er tragisk.

Hvad der dog ikke er latterligt eller tragisk er det håb og den trøst og glæde bibelen og kristendommen gennem tiderne har bibragt mange mennesker; dog nok til dels på et fejlagtigt grundlag hvis man har tolket budskabet bogstaveligt og ikke har formået at se den sande Guds billede bag de mange brogede og eventyrlige fortællinger.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Cirkulær, lineær og punktuel tid

I forskellige religiøse og filosofiske traditioner har man haft forskellige opfattelser af tiden. I indoeuropæisk (græsk, romersk og nordisk) mytologi har man haft en cirkulær opfattelse af tiden; årstiderne skifter og vender tilbage, solen står op og går ned og vender tilbage, og måske livet svinder og kommer igen. I semitisk tradition (jødisk, kristen og islamisk) har man en lineær tidsopfattelse; en skabelse, et liv, en verden og en afslutning (dommedag). Overfor disse to opfattelser kunne man hævde den punktuelle tid forstået som nuet; det eneste, der med sikkerhed eksisterer; en opfattelse af livet som eksisterende i hvert nu og hvor fremtiden og måske evigheden altid ligger foran os; en tid, et nu, en evig skabelse uden ende. I en sådan tidsopfattelse er hvert nu, og altså livet i ethvert nu, det vigtigste og det eneste vi med sikkerhed har. Det mulige hinsides liv nedtones uden at miste betydning, og det samme gør fortiden; det vigtigste er det liv vi har lige nu og hvad vi
Send en kommentar
Læs mere

Legitim og illegitim magt

Frihed gør magten legitim, tvang gør den illegitim At det forholder sig sådan kan vi forstå hvis vi opfatter de grundlæggende og universelle menneskerettigheder som retten til liv, frihed og ejendom. Enhver magt må derfor hvis den skal opfylde de universelle menneskerettigheder og dermed være legitim, dels vælges ved frie, demokratiske valg, dels sikre borgerne størst mulig frihed. Da Montesquieu i Om lovenes ånd (De l' esprit de lois, 1748) påviste det rationelle i magtens tredeling i en lovgivende, udøvende og dømmende magt, må også disse tre magtinstanser i en legitim magt være kendetegnet ved frihed. Dels må - som sagt - den lovgivende magt vælges frit og demokratisk, dels må den ikke vedtage tvangslove, og dels må den udøvende magt ikke udstrække sin magt videre - som tidligere skrevet - end at enhver borger har sin fulde frihed til at bryde enhver af de af den lovgivende magt vedtagne love. Bryder man disse love, står man til ansvar overfor den dømmende magt, hvis d
Send en kommentar
Læs mere

Descartes' ontologi og erkendelsesteori

Vi søger i dybet den faste grund  For Rene Descartes (1596-1650)  er sikker videnskabelig erkendelse kun mulig, hvis vi som udgangspunkt erkender Guds og sjælens eksistens. Guds og sjælens (eller åndens) eksistens er det ene rolige, arkimediske punkt, hvorved vi kan løfte erkendelsen og videnskaben. Sjælen er givet os af Gud - i modsætning til dyrene - og er af Gud udstyret med fornuft. Den menneskelige krop er at ligne med en maskine, og er helt forskellig fra sjælen, som - i modsætning til kroppen - er udødelig (Discours de la Methode; Meditations metaphysique). Denne tanke findes også i Vandrer mod Lyset. Descartes når frem til tanken gennem den metodiske tvivl, hvor det eneste han ikke kan tvivle på er, at han tænker, og da han tænker, må han også eksistere, da det ikke giver mening at sige, at han tænker uden samtidig at eksistere. Man kan ikke borttænke tanken og dermed eksistensen ('Je pense, donc je suis'). Da han altså tænker og dermed eksisterer, erkender han dernæst
Send en kommentar
Læs mere